Hejninge Kirke, som her ses fra sydøst, ligger 3 km vest fra Slagelse og ikke langt fra vikingeborgen Trelleborg. Kirken er bygget i den romanske periode, som dækker årene 1050-1275.
Hejninge Kirke er en sognekirke med romansk kor og skib samt gotiske tilbygninger. Med sine middelalderlige ombygninger vidner kirken om skiftende tiders behov før Reformationen i 1536. Desuden er der i kirken bevaret gotiske kalkmalerier og en del inventar stammer fra 1600-tallet.
Hejninge Kirke ligger i Hejninge by, 3 km vest fra Slagelse og ikke langt fra vikingeborgen Trelleborg, som ligger sydvest for byen. Kirken omgives af bebyggelse og marklandskab.
Den romanske kirke består af kor og skib. I den gotiske periode forlængede man koret samt tilføjede to våbenhuse og et tårn. I nyere tid er der opført et trappehus ved tårnet.
Hejninge Kirke står i dag primært hvidkalket, hvorigennem man kan fornemme murværkets konturer. På våbenhusets østside, skibets nordøstlige side samt på tårnets og våbenhusets sydsider, står facaderne dog i blankt murværk, dvs. med synlige sten. Alle tagflader er lagt med rødt tegltag.
Kirken set fra nordøst med det forlængede kor fra 1400-tallet.
Hejninge Kirke er opført i den romanske periode, som dækker årene 1050-1275. De romanske kirker blev bygget af natur- og teglsten, og i Hejninge er kirken opført i rå og kløvet kampesten med tilhuggede kvadre i bygningens hjørner.
I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren bruges endnu, dog i udvidet form, mens norddøren blot ses som en blænding, dvs. murniche, indvendigt. Af oprindelige vinduer er der i koret endnu tre rundbuede vinduer i brug, mens der på skibets mure kan ses spor efter tilmurede, romanske vinduer. Også korets østvindue er tilmuret og står som en niche indvendigt.
På tegningen af Hejninge Kirke kan man se de trappeformede gavle og det nordvendte våbenhus.
I løbet af middelalderen begyndte man at producere teglsten, hvilket gav nye muligheder for bygning og arkitektur. De middelalderlige tilbygninger er derfor opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidens mursten. Disse tegl var lettere end de hidtil anvendte stenmaterialer, og dette gav mulighed for at bygge hurtigere og i den gotiske stil, som bl.a. er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og blændinger, dvs. murnicher, samt høje spidsbuer.
I løbet af 1400-tallet blev koret forlænget med et fag mod øst, og den romanske østgavl er derfor forsvundet. Korforlængelsen er overvejende opført i munkesten, men med kampesten forneden, som formentlig er genbrug fra den nedrevne gavl.
I senmiddelalderen opførtes de øvrige tilbygninger, hvis indbyrdes alder og rækkefølge er svær at afgøre. Det sydlige våbenhus har bevaret sin gotisk udformede gavl, og på sidemurene er der murværksdekorationer i form af trappeformede gesimser. Det nordlige våbenhus, som senere er anvendt som ligkapel, har derimod en glat gavl med toptinde.
Det senmiddelalderlige tårn er relativt lavt, bredt og kort. Også tårnets gavl er opført i gotisk stil.
Hejninge Kirke er i det indre hvidkalket, og kirkerummet præges især af dets hvælvede lofter. Disse kom til i den gotiske periode, hvor teglstenene gjorde det muligt at erstatte de oprindelige trælofter med de opadstræbende hvælv. Den oprindelige korbue er bevaret med kragbånd, dvs. de nederste sten, som buen hviler på.
Det enkelt udformede stoleværk, dvs. kirkebænkene, er malet i en blågrøn nuance.
Kalkmaleri i Hejninge Kirke af en uidentificeret helgenscene.
Kalkmaleri af dommedag i skibet i Hejninge Kirke.
Kalkmaleri af et dyr med menneskehoved.
I Hejninge Kirke er der bevaret kalkmalerier i kor og i hovedskib. Malerierne er udført i tidlig gotisk stil, dateret til 1340-1360, og er udført af det såkaldte Hejningeværksted.
I korbuen er der bevaret en fremstilling af en uidentificeret helgenscene, mens de øvrige malerier er placeret i nicher på skibets nordvæg og forestiller henholdsvis en Dommedagsscene og et fragment af Sankt Kristoffer.
I Hejninge Kirke er der bevaret inventar fra forskellige dele af kirkens historie, men særligt dele fra renæssancen og barokken former rummet. Større istandsættelser i henholdsvis 1745 og i 2022 har desuden præget inventaret.
Ældst i kirkerummet er den romanske døbefont af granit, hvorpå der ses røde farvespor.
Fra middelalderen er der også et lille sengotisk krucifiks fra omkring 1450-1500. Det er ophængt på sydvæggen ved prædikestolen.
Desuden er en senmiddelalderlig, jernbunden dør placeret mellem våbenhuset og skibet.
Et lille skab af egetræ stammer fra omkring 1625. På skabet er der udskåret ornamentik og pilastre, dvs. søjleformede fremspring.
Kirkens altertavle er også dateret til omkring år 1625 og er udført i senrenæssancestil. I tavlens storstykke er der en korsfæstelsesscene, og storstykket flankeres af to småfigurer på hver side. På siderne af disse er der opsat storvinger med frugtklaser, dyrehoveder og kvindefigurer. På altertavlens topstykke er der også figurer og en indskrift, bl.a. med oplysninger om istandsættelsen i 1745.
En degnestol kan dateres til omkring år 1638, jf. et indridset årstal på en hylde på stolens inderside. På ydersiden er der to aflange, rundbuede felter, som indrammes af søjler med kannelurer, dvs. lodrette riller. Foroven afsluttes fronten med en tandsnitsfrise med rækker af terningeformede fremspring. Degnestolens venstre side er tilsvarende udsmykket.
Prædikestolen kan dateres til 1691 på baggrund af en udskåret indskrift på stolens fodliste. Prædikestolen, som er i fire fag, er dog stærkt omdannet i 1745, hvor man indsatte profilfyldninger i storfelterne. Under hvert fag er der et udskåret såkaldt hængestykke, og prædikestolens kurv samles i en underbaldakin, der støttes af en stolpe. Den tilhørende lydhimmel, dvs. baldakinen over prædikestolen, er samtidig med prædikestolen.
En lille kuriositet i kirkerummet er en flaske af tin, som er dateret ved indridsning til 1740. Den er en del af kirkens berettelsessæt, dvs. et lille altersæt, som præsten kunne tage med sig. Flasken har skruelåg og en bærerem af læder.
I kirken findes der flere gravminder, heriblandt en trætavle fra 1694 samt en gravsten i rød kalksten fra 1727.
Kirkegården følger ældre skel mod vest og syd, mens den i nyere tid er udvidet mod nord og øst. Den indhegnes mod alle sider af nyere murværk bestående af en kampestenssokkel og derover røde mursten.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.