Faxe Kirke

Langhuset med koret og skibet har i den gotiske periode afløst en romansk kirke, der ikke er bevaret. Dog er der bevaret to sten med relieffer fra indgangsportalerne til den romanske kirke, som ligger udfor den nordlige indgang.

Den sengotiske, nuværende bygning kan næppe være påbegyndt før 1492. I skibet har der antageligt oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord, men af gotiske dørsteder er der kun bevaret et enkelt. Det er en spidsbuet syddør i andet fag fra øst, som rimeligvis har tjent til indgang for præsten. Af vinduer er der bevaret de tre i den østlige gavl, som dog er muret til.

Nederst i tårnets vestlige mur findes kirkens hovedindgang, der angiveligt er fra tiden efter 1850. Murene har på hjørnerne svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener, og øverst er der glamhuller til klokkernes lyd, hvor murene har bælter af kalksten. Dets taggavle har gotiske dekorationer af trappeformede kamtakker og et sjællandsk system af blændinger, dvs. dekorative murnicher, med cirkler.

Af de nordre udbygninger er den østligste, sakristiet, den ældste. Murene har ret små munkesten og bælter af kalksten. I sakristiets oprindelige gavl, som nu er bygget sammen med tilbygningen ved siden af, er der et vindue.

I det nordlige kapel er der i den ene langmur rester af et tidligere våbenhus. Kapellet er opført i munkesten med bælter af kridtkvadre. Bygningen er ombygget og udvidet i 1638-1639, og selvom det er i renæssancen, efterligner ombygningen gotisk formsprog. Vinduerne, der nu alle er ændret, har været fladbuede ligesom norddøren.

Mellem sakristiet og nordkapellet er der opført en anden udbygning, der binder dem alle sammen. Denne udbygning har tjent som begravelse og herskabsstol for Rosenlund. Nordmuren, der udfylder mellemrummet mellem sakristiet og nordkapellet, er af mursten omtrent som nordkapellets, men bæltemuret med kridtkvadre og nu meget stærkt muret om med ændrede vinduer og en nedgang til fyrkælderen. Under herskabsstolens gulv er der gravkælder.

I kirken står det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer præg af de murede, krydshvælvede lofter, der har blotlagte ribber. Langhuset, tårnet og sakristiet har hvælv fra deres opførelse, mens nordkapellet fik hvælv i forbindelse med dets ombygning i renæssancen.

Døbefonten har bevaret den romanske kumme, som er af granit, mens foden blot efterligner romansk formsprog. Kummen har foroven under den profilerede overkant en spinkel tovstav, dvs. et profileret bånd med tovsnoninger, og forneden en sværere tovstav. På siderne er der seksoddede stjerner i cirkler.

I koret står en kirkebænk i den sydlige side; den har to gotiske gavle fra 1450-1475. Den ene er formet som en nedadvendt, tobenet, vinget drage med rundbladet halespids. Den anden har topspir og tovsnoede ranker, og derunder er der et felt med et relief af evangelisten Johannes.

Ud over det er bænkene udskiftet efter 1850.

Som alterprydelse tjener et korbuekrucifiks fra 1500-1525, som oprindeligt har hængt over korbuen. Det er sikkert fra samme billedskærerværksted som krucifikset i Næstved i Sankt Mortens Kirke.

Prædikestolen fra 1614-1615 er fra den sene renæssance. Den er sikkert udgået fra det schrøderske værksted i Næstved. Stolen er meget stor og anselig. Den har fem fag med felter, hvori der er relieffer, der forestiller bebudelsen, hyrdernes tilbedelse, korsfæstelsen, opstandelsen og dommedag. På hjørnerne står der enkelte eller dobbelte korintiske søjler, og foran dem står der frie figurer. De afbilder den velsignende Kristus med verdenskuglen, og de fire evangelister.

På østvæggen i nordkapellet hænger den tidligere altertavle. Det er et stort maleri på lærred, som forestiller nadveren. Maleriet er fra 1717 og er udført af hofmaler Henrik Krock (1671-1738). Billedet er indfattet i en samtidig, profileret ramme.