Føns Kirke vidner med sine middelalderlige ombygninger om skiftende tiders behov før Reformationen i 1536. Desuden er der i kirken bevaret inventar fra middelalderen og renæssancen.
Kirken ligger i den nordøstlige udkant af den lille by Føns, ca. 13 kilometer sydøst for Middelfart.
Den oprindelige romanske kirkes skib er bevaret i den nuværende bygnings mure. Skibets vestlige del er fra senromansk tid, og i den sengotiske periode opførte man et våbenhus mod syd, et tårn mod vest, og kirken fik et nyt og længere kor.
Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Føns Kirke afviger korets orientering mod syd. I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.
Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Føns er kirken opført i kampesten.
I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er endnu i brug, mens norddøren er muret til. Allerede i den senromansk tid forlængede man skibet mod vest.
Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tilbygningerne er opført i brændt tegl, kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.
I den sengotiske periode opførte man et våbenhus mod syd og et tårn mod vest, og så rev man i Føns Kirke den romanske kirkes kor ned og opførte det nuværende som et langhus, hvor skibet og koret går i et.
Både korets gavl og tårnets fik de for Fyn karakteristiske høje, tvedelte blændinger. Korets gavl fik ligeledes kamtakker, mens tårnets har små tinder i top, bund og midtvejs.
Våbenhuset med kamtakket gavl er fornemt dekoreret med tvedelte blændinger, som atypisk er indbygget i gavlens nedre del og på begge flankemurene.
Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer præg af dets krydshvælvede lofter, hvis tværbuer er spidsede og går helt ned til samme højde som kor- og tårnbuerne. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.
I Føns Kirke er der kalkmalerier fra den sengotiske periode omkring 1500-1510. De er malet af Tåningværkstedet, og selvom størstedelen er overkalket, står de bedst bevarede fremme.
De synlige malerier forestiller vrængefigurer og masker, narre, gøglere og jøder, moraliteter, fabler og talemåder, dyr og djævle.
I Føns Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen og renæssancen er fint repræsenteret.
Midt under korbuen står der en lille, rund døbefont af granit fra romansk tid. Den er smykket med hoveder på hjørnerne af foden.
Selvom hele altertavlens arkitektoniske del med søjler og geometriske felter er fra 1800-tallet, er dens centrale del et relief af den hellige familie fra den sengotiske periode. Det har været en del af et af kirkens katolske sidealtre.
Prædikestolen fra omkring 1590 er fra den tidlige renæssance. Den har i fagene felter med figurer af evangelisterne, og på hjørnerne har den dobbelte søjler med høje, ornamentale bælter om bunden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.