Befolkningstæthed i Europa.
.

Europa kan anskues både som en verdensdel og som den halvø, der afslutter det eurasiske fastland mod vest. Man taler om en verdensdel, fordi Europa har haft en verdensdels betydning, men afgrænsningen til Asien savner det naturgeografiske og geologiske grundlag, som ellers er basis for opdelingen i verdensdele. Opfattelsen af Europa som verdensdel er gammel, kendes i mange varianter og har sat sig mange spor i og uden for Europa.

Afgrænsning, have og kyster

Normalt betragtes Uralbjergene, Uralfloden, Det Kaspiske Hav og Kaukasusbjergene eller Manytjlavningen nord herfor som grænse mod Asien. Europas øvrige grænser er have og stræder, som er enkle at se i landskabet og på kortet. Mod øst og syd Sortehavet, Bosporus, Marmarahavet og Dardanellerne, Det Ægæiske Hav, Middelhavet og Gibraltarstrædet. Mod vest Atlanterhavet og mod nord Det Arktiske Hav. Denne afgrænsning skiller ved farvande, floder og bjergkæder, men går tværs over vigtige trafiklinjer og betydningsfulde udbredelsesmønstre. Det gælder både politiske, befolkningsmæssige og infrastrukturelle sammenhænge i Rusland og stræder og havområder, der snarere sammenknytter end adskiller kulturlandskaber, fx Det Ægæiske Hav, Bosporus og Dardanellerne.

Have

Europa ligger i midten af landhalvkuglen, men 1/3 af landarealet er øer og halvøer. Randhavet Nordsøen fortsætter i de danske stræder og Østersøen, som skærer sig dybt ind i landet. Middelhavet, Sortehavet og de forbindende farvande omgives af den europæisk-asiatisk-afrikanske landmasse. Talrige større og mindre bugter og fjorde øger opdelingen. Stræder og randhave adskiller store øer som De Britiske Øer, Sicilien, Korsika, Sardinien og Kreta fra det europæiske fastland. I Den Skandinaviske Halvøs skærgårde og langs Adriaterhavets og De Ioniske og Ægæiske Haves kyster er der sværme af større og mindre øer. Den samlede kystlængde, der normalt opgøres til 40.000-60.000 km, illustrerer den stærke opdeling. Over store dele af Europa er der kun små afstande til en kyst, og Europa er den laveste af verdensdelene med en gennemsnitlig højde over havet på 300 m. Meget store dele af verdensdelen er egentligt lavland; således Den Nordeuropæiske Slette, som strækker sig i et bælte fra Den Engelske Kanal til Ural, Den Ungarske Slette, Posletten mfl.

Havene omkring Europa rummer vigtige fiskepladser, fx Nordsøen, Norskehavet og Barentshavet. Europæiske fiskere træffes også i stort omfang på fiskepladser fjernt fra verdensdelens kyster, bl.a. ved Newfoundland og Grønland.

Havbundens råstoffer er genstand for voksende udnyttelse. Olie- og gasudvindingen i Nordsøen er et velkendt, men langtfra enestående eksempel. Fossil energi fra Nordsøområdet har skabt økonomisk vækst i mange byer og regioner, fx Vestlandet i Norge, Nordholland og en række byer på Storbritanniens østkyst, men olie- og gasfelterne bidrager også til Nordsøens miljøbelastning.

Kysterne

Højlande og bjerge afsluttes ved mange europæiske Atlanter- og Middelhavskyster af klinter eller stejle klippekyster. I længdekyster, der som den dalmatiske følger bjergkæden, er der få naturlige adgange til indlandet. Hvor bjergene som på det sydlige Peloponnes eller ved mange britiske kyster løber på tværs af kysten, giver naturhavne let adgang til områderne bag denne. Kystlandskaber, der som Bretagnes og Spaniens nordkyster er sænket i sen tid (riaskyster), kendes på tragtformede flodmundinger. Lave, udsatte kyster er ofte udlignede som flere franske og portugisiske Atlanterhavskyster, de nord- og vestvendte Østersøkyster og en del strækninger langs Middelhavet; mange af disse kyster ledsages af et klitbælte. Kystlandskaber med stærkt tidevand har deres særlige præg, som det ses langs den sydlige Nordsø og Frankrigs Atlanterhavskyst. Det lave kulturlandskab beskyttes af diger, arealer uden for digerne er skiftevis tørre og havdækkede to gange i døgnet, og skibsfart er henvist til dokhavne.

Verdenshandelens hovedveje følger europæiske farvande som Nordsøen, Biscayen og Middelhavet, og vigtige søværts veje stråler ud fra Europas store havnebyer. Havne med stor omsætning indgår i europæiske storbyområder eller i deres infrastruktur, og staternes interesse i havnebyer kan være stor. Aktuelle eksempler er enklaven Kaliningrad (Königsberg) i det tidligere Østpreussen, som Rusland holder fast ved, og bosniernes forsøg på at sikre sig en anerkendt adgang til Adriaterhavet.

Europa og omverdenen

Adgang til havet har altid spillet en stor rolle. Det østlige Middelhavsområde blev engang set som den beboede eller civiliserede verdens centrum. Her mødes de tre verdensdele Afrika, Asien og Europa, og her var gode søværts forbindelser. Søvejene forbandt kulturlandskaberne i dale og på kystsletter. Her fandt kundskab, kunnen og vigtige kulturplanter vej fra Asien og Afrika til Europa. Den "kendte verden" udvidedes senere til flere af landene omkring Middelhavet og dets bihave. Efterhånden flyttedes Europas magtcentre til forskellige dele af kontinentet, og europæisk indflydelse, civilisation og udbytning bredte sig i andre verdensdele.

Europa hærgedes tidligere af erobrere fra Afrika og Asien. Så sent som i 1683 blev tyrkerne standset foran Wien. I 1700-, 1800- og 1900-tallet sendte Europa hære, udvandrere og industrivarer til andre kontinenter, hvor samfund ændredes eller gik under. Forandringerne af produktionsmønstre var ofte til skade for lokalbefolkningernes levevilkår. Landbrug skiftede fra selvforsyning til produktion til eksport; først i Europa, så i de fremmede verdensdele, der måtte levere råvarer til Europas fabrikker og nærings- og nydelsesmidler til Europas befolkning. Gennem 1800- og 1900-tallet udsattes Europas erhvervsliv for stadig stærkere konkurrence. Mange europæiske industriområder har gennemlevet kriser knyttet til virksomhedslukninger og omstruktureringer. Det gik tidligt galt i tekstil- og beklædningsindustri, hvor byer som Verviers, Norrköping og Manchester ramtes hårdt. Senere blev fx maskinindustri, skibsværfter, bilfabrikker og også højteknologiske industrigrene ramt. Den europæiske jern- og stålfremstillings successive forvandling fra et utal af småbedrifter ved råstofkilderne til store anlæg ved kyster og transportknudepunkter varede 150 år og er en historie for sig. Mange byer mistede næsten alle industriarbejdspladser, og kun få store virksomheder, som dels fremstillede enorme mængder af jern og stål, dels kunne få råvarer fra hele kloden, producerede med overskud.

Europa står for en meget stor del af verdens energiforbrug, og en stor del dækkes af import. Kraftværker og vældige olieraffinaderier ved mange havnebyer er landskabelige vidnesbyrd herom. Oliekrisen i 1973 satte fart i både energibesparelser og omlægning af energiforsyningen. Vedvarende energi blev støttet, og andre fossile brændstoffer end olie blev sammen med kernekraft foretrukket ved elproduktion. En stor del af Europas forbrug af olie og kul må fortsat importeres, og Rusland tegner sig for anseelige dele af europæisk produktion og af reserverne af fossil energi, ikke mindst naturgas. I flere lande, især Frankrig, Belgien og Sverige, dækker kernekraften store dele af elproduktionen, mens Ruslands, Ukraines og andre landes kernekraftværker ikke blot har afgørende betydning for elforsyningen, men også repræsenterer en betydelig miljørisiko.

Europæisk industri omstilles fortsat med store lokale og regionale konsekvenser, negative i de gamle industriområder og positive i de nye vækstregioner. Brancher med behov for forskningsbaggrund og kvalificeret arbejdskraft har fået øget betydning, men den voksende tertiære sektor har ikke kunnet beskæftige så mange, at det opvejer kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, indvandringen og den mindre beskæftigelse i primære og sekundære erhverv.

Europa har to store og delvis samspillende arbejdsmarkedsspørgsmål: arbejdsløshed og indvandring. Arbejdsløsheden er i vidt omfang strukturel og svær at afhjælpe. Vandringer over Europas statsgrænser er dels et svar på den arbejdskraftefterspørgsel, som satte ind fra 1960'erne, dels en følge af de globalt voksende migrationer. Immigranterne kommer både fra borgerkrigsområder i Europa og fra den tredje verden. Nogle indvandrergrupper integreres godt og er snarest en fordel for den samlede beskæftigelse; andre grupper henvises i vidt omfang til dårligt betalte job eller ledighed.

Befolkning

Europas befolkningsgeografi frembyder et broget billede, som dels viser træk fra verdensdelens lange historie, dels afspejler udviklingstræk fra de seneste årtier. Det samme gælder det aktuelle kort over sprogenes Europa.

Europas befolkning er generelt gammel og har lave fødselsrater og voksende dødshyppighed. Mange lande oplever i kortere eller længere perioder fødselsunderskud, og generelt vokser folketallet kun langsomt. Der er dog store regionale forskelle, bl.a. med baggrund i vandringernes mønster.

Religioner og kultur

Nylige vandringer, der bl.a. har bragt mange muslimer til europæiske byer, har lagt et ekstra mønster hen over det hidtil kendte kort over Europas religioner. Der er opstået mindretal i mange europæiske staters kerneområder; dette i en slags modsætning til de mindretal af fx frisere, samer, baskere, ungarere og ukrainere, som lever i udkanten af de stater, hvor de er statsborgere.

Det store flertal af europæere er kristne, og Europas kultur er afgørende præget af kristendommen. Sækulariseringen har dæmpet religionsudøvelsen og svækket kirkernes betydning, selvom kristendommen og andre religioner igen er kommet til at stå stærkere efter forandringerne i Central- og Østeuropa. Det romerskkatolske Europa omfatter Italien, Pyrenæerhalvøen, Frankrig, Den Irske Republik, Østrig, Polen, Litauen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien og Kroatien. De nordiske lande, Estland, Letland og Storbritannien er overvejende protestantiske, mens Tyskland, Holland, Belgien og Schweiz er katolske og protestantiske. Den ortodokse kirke dominerer i Grækenland, Bulgarien, Rusland, Hviderusland, Ukraine, Moldova, Rumænien, Serbien og Makedonien. Tyrker og albanere, herunder mindretal rundt om på Balkan, og mange bosniere er muslimer. I Kaukasien, det strategisk vigtige og omstridte bjergland ved Ruslands sydgrænse, er befolkningsgeografien meget kompliceret. Her er en række folk, hvoraf mange er muslimske, som taler forskellige sprog, og som på forskellig måde forsøger at skaffe sig større uafhængighed af Rusland.

Europas befolkningsgeografi frembyder et broget billede, som dels viser træk fra verdensdelens lange historie, dels afspejler udviklingstræk fra de seneste årtier. Det samme gælder det aktuelle kort over sprogenes Europa.

Europas befolkning er generelt gammel og har lave fødselsrater og voksende dødshyppighed. Mange lande oplever i kortere eller længere perioder fødselsunderskud, og generelt vokser folketallet kun langsomt. Der er dog store regionale forskelle, bl.a. med baggrund i vandringernes mønster.

Stater, regioner og geopolitik

De europæiske samfund ændrede sig i takt med kolonisering, udvandring og en voksende verdenshandel. Befolkningen voksede, og opfindelser, industrialisering og omlægning af landbruget førte til vandringer fra land til by. National bevidstgørelse og politiske konflikter og magtforskydninger fulgtes med samfundsmæssige forandringer. Europa er vedblivende foranderligt med både sammenknyttende eller udlignende og adskillende eller konfliktfyldte træk. Mens statsgrænserne betyder stadig mindre i EU, vokser betydningen af unionens ydre grænser. Suverænitetsafgivelsen til unionen samspiller med voksende lokalt selvstyre inden for staterne. I det føderale Tyskland er lokalt og regionalt selvstyre en tradition, der sikres af forfatningen. Andre EU-staters regioner, nationer og mindretal har som samer, walisere, sydtyrolere og catalanere måttet tilkæmpe sig rettigheder og sikre deres kulturelle egenart og politiske indflydelse. Belgien eksisterer i en balance mellem valloner og flamlændere, og Belgiens sene tilblivelse (1830) som en stødpudestat mellem europæiske stormagter mærkes stadig.

Nogle europæiske statsgrænser har været uforandrede i århundreder, mens andre er flyttet hyppigt eller nyligt. Da Jerntæppet forsvandt eller begyndte at rykke mod øst, fik geografiske, befolkningsmæssige og geopolitiske mønstre og kræfter, som længe var holdt i ave, igen betydning. Den kolde krigs enkle todelte Europa veg pladsen for et kompliceret og mod øst labilt politisk Europakort, hvor begreber som Østeuropa, Centraleuropa, Østersølandene, Balkan osv. fik et nuanceret indhold. Regioner og stater indgår i såvel nye som genskabte europæiske mønstre. Det siden 1918 serbiske Vojvodina knytter sig landskabeligt og kulturgeografisk til Ungarn og Centraleuropa, mens så vigtige stater som Hviderusland og Ukraine først fra midt i 1990'erne er ved at erhverve sig plads som stater på Europakortet og i vor bevidsthed. Oversigter over mulige europæiske mønstre eller inddelinger bliver nemt uoverkommelige, hvorfor der blot skal peges på enkelte geopolitisk vigtige mønstre.

Middelhavslandene

Middelhavslandenes kulturelle fællesskab bunder i ensartede naturforhold og i oldtidens græsk-romerske og senere tiders mauriske, italienske, tyrkiske og arabiske kultur og samfund. De bidrog alle til nutidens kulturlandskab, herunder til de ødelæggelser af jordbund og terræn, som karakteriserer store dele af Middelhavslandskabet. Der er fortsat store landskabelige ligheder Middelhavet rundt, mens der i europæiske Middelhavslande er store natur- og erhvervsforskelle mellem de subtropiske områder med "Middelhavskultur" og tempererede områder med helt andre kulturlandskaber; Norditalien adskiller sig således meget fra Syditalien, og den dalmatiske Balkankyst er helt forskellig fra landet øst for.

Europa set fra øst

Delingen af Romerriget og den kristne kirke satte spor i Europas inddelinger. Efter tyrkernes erobring i 1453 af Konstantinopel, det nuværende Istanbul, så russerne sig som den ortodokse kirkes forsvarere. Rusland forenede siden denne rolle og rollen som de slaviske folks forsvarer med en imperialisme, som førte til udvidelser mod øst, syd og vest. Denne position og forsøgene på at sikre adgange til havet førte til langvarig konkurrence og konflikt med tyrker, østrigere og landene omkring Østersøen. Ruslands grundlæggende geopolitiske mål er forblevet uændrede fra zar- og sovjettid til nu. Et udstrakt eurasisk Rusland afgrænses mod syd af bl.a. overvejende muslimske, og for de flestes vedkommende tyrkisksprogede, nabolande og mod vest af Ukraine, Hviderusland og de tre baltiske stater, hvor der er russiske mindretal. Ruslands forhold til disse stater og deres samspil med det øvrige Europa spiller en central rolle for europæisk politik.

Centraleuropa

Tyskland, der ligger i Europas midte og dominerer Centraleuropa (hvis udstrækning kan diskuteres), var forhen delt i mange småstater. Tysk sprog og kultur blev tidligt udbredt over størstedelen af det nutidige Tyskland, Østrig og Schweiz samt efterhånden i de områder i Østeuropa og Rusland, hvor tyske indvandrere slog sig ned. Det tyske område havde to centre, da den tyske nationalisme fik vind i sejlene i forrige århundrede; Wien, hovedstaden i det habsburgske Østrig-Ungarn, og landet omkring Rhinen og Main. Den "fællestyske" rigsdag blev holdt i Frankfurt am Main 1848. Det østrig-ungarske kejserrige rummede store befolkninger med ikke-tysk, først og fremmest slavisk og ungarsk, befolkning. Dobbeltmonarkiet havde domineret sin del af Centraleuropa, Italien og Balkan i konkurrence med især Frankrig, Rusland og Osmannerriget (Tyrkiet). Magtbalancen i Centraleuropa ændredes, da Preussen indledte Tysklands samling og flyttede dets tyngdepunkt fra Rhinen til Nordtyskland og Berlin. Preussen overtog føringen i det samlede tyske område og fulgte siden Østrig-Ungarn ind i 1. Verdenskrig, ved hvis afslutning de østrig-ungarske og osmanniske kejserriger opløstes i en række nye stater. I årene før 2. Verdenskrig skete en ny centraleuropæisk — stortysk — samling, der efter krigen endte i Europas deling i to sfærer, som blev domineret af en magt udefra, USA, og af en magt, Sovjetunionen, der vel anså sig for europæisk, men som også havde asiatiske træk. Tyskland var delt i to, og dets økonomiske tyngdepunkt lå igen ved Rhinen, Main og Neckar som i tiden før Tysklands samling.

Centraleuropa er nu ikke længere delt, og Berlin er ikke blot Tysklands hovedstad, men et centraleuropæisk center. Det genforenede, magtfulde Tyskland midt i Europa er næppe en trussel som den, der før skræmte mindre naboer og nagede magthavere i London, Paris og Moskva. Det skyldes bl.a. fransk-tysk udsoning og samarbejde; Kul- og Stålunionen, Romtraktaten og Vestunionen. Det successivt voksende EF og EU har både skullet sikre Europas fred og økonomiske genrejsning og udvikling.

Vesteuropa

Fransk geopolitisk interesse præges dels af konkurrencen med de europæiske stormagter, som kunne true fra syd, øst og nord, dels af Frankrigs fortid som kolonimagt i Afrika og andetsteds.

Englands forhold til Europa bestemtes i århundreder af stræben efter en for britiske interesser gunstig balance på kontinentet og af den afstand, som de globale interesser i det britiske verdensrige og senere Commonwealth dikterede. Storbritanniens svækkelse var allerede tydelig ved 1900-tallets begyndelse og fuldbyrdedes efter 2. Verdenskrig gennem afkolonisering og den successive opgivelse af tilstedeværelsen "øst for Suez". NATO og alliancens funktion frem til 1990'ernes begyndelse knyttede Storbritannien og Europa tæt til USA, den tidligere koloni og nuværende verdensmagt.

Norden

Efter at Danmark i en årrække havde været eneste nordiske EU-land, blev Finland og Sverige medlemmer af unionen i 1995. Afstemningerne om EU-medlemskab i Finland, Sverige og Norge (1994) viste, at det især var storbyerne, som ønskede medlemskab. Modstanden var stærkest, og i Norges tilfælde afgørende, i egne, hvor større dele af befolkningen er afhængige af råstofproduktion og -forarbejdning. De store byer og deres omegn præges af serviceerhverv og tæt forbindelse til omverdenen. Forskellen mellem bykulturerne og tilværelsen i småbyer eller det åbne land er så udtalt i de tre største nordiske lande, at vigtige spørgsmål deler landene regionalt. Hovedstæderne og få store byer orienteres mod udlandet, især Europas kerneområder, mens forbindelsen til landsbygden undertiden svækkes. Der er langt — mentalt og i tid — fra Oslo og Stockholm til et nordnorsk fiskersamfund eller en nordsvensk savværksby. Til gengæld har miljø- og andre græsrodsbevægelser tilhængere i både by og på land, i nord og syd, og de tegner et andet og regionalt samlende mønster. Forskelle mellem kerneområder og periferien, der er mindre udtalt i Danmark, ses overalt i Europa.

Byernes Europa

Størstedelen af Europas befolkning bor i byer, dog med store forskelle landene imellem; i Belgien over 95 %, i Holland 90 %, i Danmark, Sverige og Tyskland ca. 85 % og i Portugal og Albanien 35 %. Den overvejende del af staternes produktion og forbrug er knyttet til en lille del af arealet. Her koncentreres byerhvervene, og her tilbringer det store flertal næsten al deres tid. Byvæksten medførte, at boliger forsvandt fra bymidten, mens der opstod flere forstæder og have- og sovebyer; en udvikling, der tog fart i 1950'erne, og som fortsatte i de følgende årtier. Nye arealer blev bebygget, og mange fik en lang rejse mellem bopæl og arbejde. De europæiske storbyer er alle præget af kolossale vej- og jernbaneanlæg til at klare denne opgave.

Især fra 1980'erne fik mange centrale byområder igen boligbyggeri. Byernes boligarealer har vidt forskellig alder, standard og befolkning. Gammelt og dårligt vedligeholdt etagebyggeri bliver til slum og til tider til ghettoer. Omegnsbyer og forstæder kan alt efter standard, pris, beliggenhed og infrastruktur variere fra velhaverkvarterer til forstadsghettoer med store sociale problemer.

Internationalisering

Europæiske nationalstater betyder stadig mindre pga. samspillet mellem erhvervsudvikling, urbanisering og internationalisering. Konkurrence på arbejdsløn flytter arbejdspladser mod øst og syd i Europa og helt bort herfra. Vandring fra land til by, fra syd til nord og nu fra øst til vest påvirker befolkningernes sammensætning. Enhver afkrog i Europa mærker ændrede valuta-, låne- og afsætningsforhold i større europæiske eller oversøiske lande. Byregioner som Paris, Frankfurt, Milano, København eller Moskva fungerer i stadig højere grad i forhold til Europa og verdensmarkedet. Byernes eksistens hviler i høj grad på service, information og viden. Disse informations- og servicesamfund præges af funktions- og magtforskydninger, ofte hurtige forskydninger, mellem regioner, byer og oplande. EU's kerneområde har form som en banan, der når fra det engelske storbyområde over Hollands randstad og de belgiske storbyer, de tyske bybånd ved Rhinen, Main og Neckar og til Norditalien. Området har tætte forbindelser mod øst (Berlin) og nord, og dets infrastruktur og byforbindelser mod sydvest langs den fransk-spanske Middelhavskyst og SØ i Italien styrkes. Andre byzoner udvikler sig i nogen afstand fra "bananen": omkring Paris, i det sydlige Italien og Spanien-Portugal samt i Øresundsregionen. Disse mønstre afspejler både kulturlandskabernes forandringer og de rammer, naturgrundlaget bestemmer.

Erhverv

Serviceerhverv bliver stadig vigtigere og beskæftiger en voksende del af de erhvervsaktive. Store byers erhvervsarealer domineres af kontorer, forretninger og underholdning snarere end af fabrikker. Fabrikkernes produktion varetages af stadig færre. Opgivne industriarealer er enten ar i byen eller er blevet bolig- eller institutionsområder pga. en efterspurgt beliggenhed. I bl.a. engelske, hollandske, nordiske og italienske byer ses tiltrækkende boliger på opgivne fabriks-, lager- og kajarealer ved havnebassiner, floder og kanaler. Industrilandskabet dominerer fortsat, hvor beliggenhed og infrastruktur er passende. Her præger fabrikker, lagre, trafikarealer og evt. miner fortsat landskabet. Produktionsanlæg for jern og stål, energi og transportmidler fylder meget, kræver transportfaciliteter og præger landskabet. Det samme gælder større miner og oliefelter med skakt- og boretårne, pumper, affaldsdynger og følgeindustri. I gamle industriregioner i Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Benelux og Italien veksler ældre og nyere industrikvarterer. Fabrikker langs Volga og Don, i Donetsk, Minsk og Øvre Schlesien er eksempler på gammel, ofte forældet og meget forurenende industri.

Landbrug

Landsbyen er det åbne lands fremherskende bebyggelsesform i store dele af Europa. Landsbyernes udseende og størrelse varierer — fra de tre til tyve gårde, som kendes i Mellemeuropas klynge- og rækkelandsbyer, til fx Syditaliens landsbyer, der kan huse tusinder af mennesker. Primære erhverv, først og fremmest landbrug, var tidligere landsbyens erhvervsgrundlag. Arealerne omkring landsbyen blev dyrket af dens beboere, som kunne have langt til markerne. De stærkt opdelte arealer blev siden udskiftet, og den enkelte gårds agre blev samlet.

Der er stor forskel mellem helt åbne landskaber med sluttede landsbyer og landskaber med et mønster af landsbyer og enkeltgårde. Godsernes store tilliggender og bebyggelser for landarbejdere eller småbønder præger store arealer, som tit fik tilføjet husmandskolonier eller — øst for Jerntæppet— kollektiv- og statsbrug. Sent opdyrkede områders gårde ligger tit spredt eller i rækker langs veje og kanaler som i Vestjylland og i hollandske og tyske polder- og højmoseområder. Vandring fra land til by førte i Nord- og Mellem- og senere i Sydeuropa til landsbyers delvise affolkning. Kun en forsvindende del af Europas arbejdstagere beskæftiges på den europæiske "kultursteppe"; ofte fra 2-3 % til 6-7 %, i Grækenland og Rusland dog henved 20 %.

Skovarealer er dels mindre rester af naturskovene, dels store områder med forstmæssig skovdrift eller plantager. Europas stærkt menneskepåvirkede arealer veksler med mindre forandrede miljøer; naturparker og andre fredede arealer, hvor naturlandskabet er bevaret eller genskabt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig