Faktaboks

Emmerlev Kirke
Sogn
Emmerlev Sogn
Provsti
Tønder Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Tønder Kommune
Emmerlev Kirke
Emmerlev Kirke i Højer. Foto: 2020.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Emmerlev Kirke er en ensomt beliggende sognekirke mellem landsbyerne Emmerlev og Sønder Sejerslev. Umiddelbart øst for kirkegården ligger den fredede Højkro.

Kirkegård

Kirkegården, som vistnok aldrig er udvidet, er omgivet af diger. I nord er de af kløvede kampesten sat i cement, i vest og syd af kløvet og rå kamp, og mod øst, hvor kroen delvis danner skel, af rå kamp.

Kirkebygning

Kirken består af et romansk skib, primært opført af granitkvadre iblandet tufsten. Oprindeligt havde kirken også romansk kor og apsis, som dog senere blev erstattet af en senromansk østforlængelse og kor. I gotisk tid blev der tilføjet et sakristi, våbenhus, tårn og trappehus. Tidligere havde kirken også en tagrytter, altså et lille tårn ovenpå taget.

Skibets oprindelige to nordvinduer er bevaret som udvendige nicher, der først blev blændet i 1863, og begge de oprindelige døre er også bevaret i skibet, om end de er ændret og har mistet deres tympanon, dvs. overligger over døren. Antageligvis er norddørens tympanon genbrugt som tærskelsten i samme dør, der nu fører ind til våbenhuset.

Omkring 1225-1250 blev det oprindelige romanske kor og apsis revet ned og erstattet af en lige så bred østforlængelse samt et lidt smallere, to fag langt kor. Østforlængelsen er opført i genbrugte kvader fra det nedrevne kor, mens det nye kor er opført i munkesten.

Nord for den gamle kvindedør står et gotisk våbenhus der, at dømme ud fra murværket, må være blevet forhøjet på et tidspunkt. Gavlen er glat med fladrundbuet dør og cirkelvindue.

Tårnet er typisk for egnen kendetegnet ved spiret og de trekantede gavle i hvert hjørne, men har usædvanligt tykke mure, der hviler på en hulet granitsokkel, som svarer til skibets. Indgangen til tårnet og kirken sker gennem en dør i tårnets vestende, som blev genåbnet i 1699 efter at have været tilmuret. Tidligere førte en dør i tårnets nordmur ud til en trappe, der førte op til mellemstokværket, men denne blev senere erstattet af det nuværende trappehus.

Indvendigt er kirken overhvidtet, og har de fleste steder hvælvede lofter. Oprindeligt har skibet haft bjælkeloft, men dette er erstattet med et hvælv i tiden omkring år 1400.

Inventar og gravminder

Døbefonten er fra middelalderen, sandsynligvis romansk, og har en stor, næsten cylinderformet kumme med keglestubformet fod, som er delvist skjult i gulvet. Tidligere fandtes også en fontehimmel.

Kirkens alterbord er nok gotisk og er muret af munkesten, pudset og hvidtet.

Altertavlen er sammensat af et midtskab fra en gotisk fløjaltertavle fra slutningen af 1400-tallet, mens delene udenom er barokke og fra 1685. Den gotiske del er beslægtet med altertavlen i Felsted kirke og forestiller Marias himmelkroning øverst samt et nyere krucifiks nederst, omgivet af de 12 apostle. Den barokke del fra 1685 har i alt fem malerier som forestiller bebudelsen, hyrdernes tilbedelse, opstandelsen, nadveren og Kristi himmelfart.

Kirkens prædikestol er fra begyndelsen af 1600-tallet og er typisk for egnen kendetegnet ved den fremspringende karnap. Hvert af de seks fag har felter med scener fra det Nye Testamente: Hyrdernes tilbedelse, dåben, Golgata, opstandelsen, himmelfarten og dommedag.

I kirken findes en mindetavle fra 1848, opsat i anledning af kong Christian 8. og dronning Caroline Amalies ophold i kirken d. 8. september 1847.

I tårnrummet findes en meget slidt gravsten fra 1560’erne over Bendix Iversen Rosenkrantz og hans to hustruer, den første ukendt, den anden Anne Grib. Syd for kirken findes desuden flere gravsten fra 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet, samt adskillige sten fra 1700-tallet nord for kirken. Nord for skibet findes desuden en mindesten over sognets faldne i 1. Verdenskrig 1914-1918.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig