Em Kirke

I romansk tid blev langt de fleste kirker opført af natursten. Dette gælder også i Em Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre. Omfattende reparationer af murværket med munkesten tyder dog på, at kirken kan have været brændt i sengotisk tid, hvilket særligt er synligt på nordsiden.

I kirkens ældste dele er der kun bevaret få detaljer fra den ældste tid, og alle disse er stærkt påvirket af senere tiders reparationer. En pudsig detalje er en udhulet kvader øverst på skibets sydmur mod vest. Denne kvader stammer oprindeligt fra et nu forsvundet alterbord, hvor man brugte udhulingen som opbevaringsrum til relikvier.

Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Mens sydsidens dør er forsvundet, vidner den tilmurede dør på nordsiden om kirkens lange historie. Her har man først erstattet dørens indfatning med murværk af munkesten, som sidenhen er udfyldt med romanske kvadre og kampesten fra andetsteds i kirken. Blandt andet er en romansk vinduesoverlægger af granit muret ind i udfyldningen af døren. Endnu senere er denne tilmuring så suppleret med yngre, gule mursten. På ét og samme sted kan man altså se tre forskellige generationer af murværk og reparationsarbejder.

Det spidse vindue i skibets nordmur er typisk for gotisk arkitektur og kan være indsat samtidigt med brandreparationen i middelalderen, hvor den usædvanligt snævre korbue også kan være muret om.

Det sengotiske vesttårn er opført af munkesten, som i dag er helt skjult bag et ydre murlag fra 1868. Tårnrummet fungerer som våbenhus og er forbundet med skibet gennem en dør. Øverst har tårnet et lydhul til klokkerne i hvert verdenshjørne og et saddeltag med gavle i øst og vest.

Indvendigt fremstår kirkerummet som et højt, smalt rum, der præges af sine rustikke, hvidkalkede vægge, det flade bræddeloft og det historiske inventar, som overvejende er holdt i mørkerøde nuancer.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den helt enkle døbefont består af en rund kumme på en nyere terningformet fod. En usædvanlig detalje er, at kummen synligt er repareret med blyankre.

Visuelt domineres kirkerummet af det store sengotiske korbuekrucifiks, som hænger nord for korbuen. Den lidende Kristus med forgyldt tornekrone hænger med hovedet let lænende mod højre.

Både altertavlen og prædikestolen er fra 1600-tallet. Ældst er prædikestolen fra 1603. Den sirligt udsmykkede prædikestol er dekoreret med reliefskårne figurer og forgyldte indskrifter på fagene, som er opdelt af udskårne træsøjler.

Orgelpulpituret, altså balkonen i skibets vestende, er nogenlunde samtidigt med prædikestolen, hvilket også ses på rundbuernes dekoration, som er identisk med prædikestolens.

Altertavlen i senrenæssancestil er fra 1651 og er udsmykket med tre store felter med forgyldte indskrifter. Øverst ses et maleri af Korslammet. Tavlens farvelægning stammer fra 1665.