Den Internationale Domstol

Domstolens organisation og kompetence er reguleret dels i FN-pagten art. 92-96, dels i Domstolens forretningsorden, den såkaldte statut, der udgør en integreret del af FN-pagten. Det indebærer bl.a., at alle FN's medlemslande har ret til at betjene sig af Domstolen og pligt til at bidrage økonomisk til driften.

Derimod følger det af statuttens art. 36, at kun de stater, der har afgivet særskilt erklæring om accept af Domstolens jurisdiktion, dvs. myndighed, automatisk er underkastet den.

I 2016 havde kun 72 stater, herunder Danmark, accepteret Den Internationale Domstols domsmyndighed. Det illustrerer den uvilje, der fortsat består blandt de fleste stater, mod at lade deres stridigheder med andre stater underkaste en uafhængig instans, hvis afgørelser man ingen indflydelse har på. Ønsket om at bevare deres suverænitet sidder stadig dybt i de fleste stater, især de mange nye stater, som er opstået som et led i FN's afkoloniseringsproces.

Foruden at afsige domme i stridigheder mellem stater afgiver Domstolen på begæring af FN's hovedorganer (undtagen Sekretariatet) og særorganisationer tillige responsa, dvs. uforbindende, rådgivende udtalelser på retligt grundlag.

Danmark har i fire tilfælde fået bilagt uoverensstemmelser med andre stater ved Domstolen: 1. Østgrønlandssagen i 1933 mellem Danmark og Norge om suveræniteten over Østgrønland mellem 71° og 75° n.br. 2. Sokkelsagen i 1969 mellem Danmark, Holland og Tyskland vedrørende afgrænsningen af den kontinentale sokkel i Nordsøen. 3. Storebæltssagen (se Storebæltsforbindelsen) i 1991 mellem Danmark og Finland vedrørende bygningen af højbroen over Østrenden i Storebælt. 4. Jan Mayen-sagen (se Jan Mayen) i 1993 mellem Danmark og Norge vedrørende havområdet mellem Østgrønland og den norske ø Jan Mayen.

Der spores gennem det seneste årti en stigende tendens til, at stater betjener sig af Den Internationale Domstol til løsning af deres indbyrdes stridigheder. Det gælder ikke mindst territorialspørgsmål, hvor politiske forhandlinger let bliver så fastlåste, at den eneste acceptable udvej er at overlade afgørelsen til verdenssamfundets (FN's) højeste dømmende myndighed, hvis dom ingen regering bør kunne anfægte. Således kan nævnes tvisterne om fastlæggelse af territorialgrænsen mellem Honduras og El Salvador og mellem Libyen og Tchad, som i begge tilfælde havde affødt væbnede konflikter mellem parterne.

I 1990'erne var det dog kendetegnende, at en række stater gik til Domstolen i sager, hvor staterne havde været udsat for magtanvendelse, således i flere sager anlagt af Serbien og Montenegro, Congo og Iran.

Andre stater end vestlige nærer ikke længere særlig betænkelighed ved at henvise sager til Domstolen; derimod anmoder FN's organer sjældnere Domstolen om rådgivende udtalelser.