Den Faste Voldgiftsret, oprettet 1899 ved en traktat om fredelig bilæggelse af internationale stridigheder, som blev vedtaget på den første Haager fredskonference. Der kunne ikke opnås enighed om obligatorisk voldgift, men alene om voldgift, som beror på aftale herom mellem de stridende parter. Voldgiftsretten er ikke en fast retsinstans, idet den sammensættes fra sag til sag ud fra en liste over egnede og villige emner til hvervet som voldgiftsmand. Den Faste Voldgiftsret har et permanent sekretariat i det såkaldte Fredspalads i Haag, hvor også voldgiftsretten mødes. Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje, som blev oprettet efter 1. Verdenskrig, fik sæde i samme bygning. Også denne domstols afløser efter 2. Verdenskrig, Den Internationale Domstol, har sæde i Fredspaladset. Fremkomsten af disse domstole har bevirket, at Den Faste Voldgiftsret kun sjældent benyttes.

Den Faste Voldgiftsret var indtil 1964 også betegnelse for den danske domstol Arbejdsretten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig