Storebæltsforbindelsen

Vestbroen mellem Knudshoved og Sprogø er en 6,6 km lang, lav betonbjælkebro opbygget af rekordstore, præfabrikerede elementer med vægt på op til 6000 t. Støbningen foregik på en stor arbejdsplads ved Lindholm på Fyn, og til udsejlingen lod entreprenørkonsortiet fremstille en flydekran, Svanen, med en løftekapacitet på ca. 6500 t.

Den anvendte byggemetode viste sig at være så effektiv, at Vestbroen blev konstruktivt fuldført i sommeren 1993. Pga. store vanskeligheder under bygningen af jernbanetunnelen under Østerrenden gik der imidlertid fire år, inden Vestbroen kunne tages i brug som jernbanebro, og endnu et år, inden vejdelen åbnedes.

Østbroen mellem Sprogø og Halsskov er 6,8 km lang. Byggeriet af denne del af forbindelsen var en betydelig større udfordring end byggeriet af Vestbroen, idet den internationale sejlrende krævede en frihøjde på 65 m og en gennemsejlingsbredde, der var langt større end i nogen anden eksisterende dansk bro.

Østbroens hovedfag blev derfor bygget som en hængebro med et hovedspænd på 1624 m, hvilket kun overgås af få andre, fx den japanske bro Akashi Kaikyos (indviet 5.4.1998) ca. 1990 m og den kinesiske bro Xihoumens (2009) 1650 m lange hovedspænd.

Af den samlede brolængde udgør hængebroen ca. 40 %, mens de to tilslutningsbroer udgør resten. Bropillerne og de 254 m høje pyloner er udført i beton, idet der til de undersøiske dele er benyttet sænkekasser, som er fremstillet på en byggeplads med store tørdokke i Kalundborg.

De fire største sænkekasser blev udført, så de selv kunne flyde under udsejlingen, mens de mindre sænkekasser blev transporteret fra Kalundborg til brostedet ophængt i en flydekran.

Brooverbygningen er udført helt i stål som kassedragere, der blev fremstillet i Italien og forsamlet i Portugal. Den endelige samling af de 193 m lange og 2500 t tunge brofag, som indgår i tilslutningsbroerne, foregik i Aalborg.

Bygningen af Østbroen blev gennemført med langt mindre forsinkelser end Østtunnelen, og vejen over Storebælt kunne derfor indvies den 14.6.1998, godt ét år efter jernbaneforbindelsens åbning. Østbroen er optaget i Kulturkanon i kategorien arkitektur.

Storebæltssagen var en sag ved Den Internationale Domstol i Haag, anlagt i 1991 af Finland mod Danmark med påstand om, at det iværksatte broprojekt var uforeneligt med retten til fri passage gennem Storebælt for skibe, herunder finske borerigge med en højde på op til 170 m.

Danmark gjorde gældende, dels at alle berørte stater, herunder Finland, var blevet rettidigt notificeret om projektet, uden at dette havde affødt nogen indsigelse, dels at passageretten kun omfattede egentlige skibe, hvilket der var taget hensyn til ved dimensioneringen af broens gennemsejlingsfag, der har en frihøjde på 65 m.

I en foreløbig afgørelse fandt Den Internationale Domstol ikke grundlag for at suspendere broprojektet, men opfordrede parterne til at søge en forhandlingsløsning parallelt med forberedelsen af selve hovedsagen. Under forhandlingerne drøftedes alternative tekniske løsningsmodeller samt en økonomisk kompensationsløsning for påståede tab i finsk værftsindustri.

Finland hævede sagen i 1992 efter et forlig, hvorefter Danmark betalte et beløb på 90 mio. kr. til Finland. Der blev ikke draget nogen konklusion mht. den folkeretlige problemstilling.

Ifølge EF-Traktaten må der på områder, der omfattes af traktaten, bl.a. alle erhvervsmæssige områder, ikke ske forskelsbehandling pga. nationalitet. En udenlandsk udbyder af varer og tjenesteydelser har derfor krav på samme behandling som en indenlandsk.

For bygge- og anlægssektorens vedkommende er dette ligebehandlingsprincip udbygget gennem en række direktiver, udbudsdirektiverne.

I forbindelse med opførelsen af Storebæltsbroen blev der i udbudsmaterialet indføjet en klausul om, at den entreprenør, der fik opgaven, i videst muligt omfang skulle anvende dansk arbejdskraft og danske materialer. En fransk entreprenør klagede over denne "køb dansk-klausul" til EU-Kommissionen, der anlagde sag mod Danmark ved EF-Domstolen for brud på EF-Traktaten.

Under sagen forlangte kommissionen, at der som en hastesag blev nedlagt forbud mod, at arbejdet blev fortsat, men gennem et forlig indgået for EF-Domstolen i september 1989 lykkedes det Danmark at afværge arbejdets standsning ved at love at give erstatning til de forbigåede tilbudsgivere. Sagen har været et lærestykke i, hvad man ifølge EU-retten ikke må skrive i udbudsvilkår mv.