Jan Mayen

Hollandske fangstfolk anlagde i begyndelsen af 1600-tallet en hvalfangerstation på Jan Mayen. Enkelte spor i form af mursten, redskaber og tobakspiber kan stadig findes her. I anledning af 1. Internationale Polarår 1882-83 anlagde Østrig-Ungarn en feltstation med plads til 14 overvintrende. Stationen blev i 1917 overladt til Danmark som tak for støtte til østrigsk polarforskning. Fra 1906 til slutningen af 1930'erne var øen beboet af fangstmænd, som fangede ræve og isbjørne og samlede dun fra fuglefjeldene. Under 2. Verdenskrig rummede øen en amerikansk pejlestation. Nu er Jan Mayen ubeboet, bortset fra mandskabet på 10-25 personer ved den norske vejrstation.

I efteråret 1978 fangede en norsk trawler store mængder lodde sydvest for øen, og da det blev kendt, blev de norske og grønlandsk-danske myndigheder interesserede i grænsedragningen i området.

I årene 1988-93 verserede den såkaldte Jan Mayen-sag mellem Danmark og Norge ved Den Internationale Domstol i Haag. Striden stod om afgrænsningen af havområdet mellem Østgrønland og Jan Mayen, efter at både Norge og Danmark i 1980 indførte 200-sømil-fiskerizoner. Afstanden mellem Grønland og Jan Mayen er kun 250 sømil. Norge gjorde krav på havområdet op til midtlinjen mellem Jan Mayen og Grønlands kyst, mens Danmark/Grønland ikke ville anerkende, at Jan Mayen kunne tillægges fuld vægt ved afgrænsningen, og derfor hævdede en ret til Grønlands fulde 200 sømil. Det overlappende havområde udgjorde ca. 66.000 km².

Årelange forhandlinger forblev resultatløse, hvilket i august 1988 førte til, at Danmark indstævnede Norge for Domstolen. Afgørelsen faldt i juni 1993 og resulterede i en deling af det omtvistede havområde med ca. halvdelen til hver part.