Jan Mayen

Jan Mayen er en norsk ø i Grønlandshavet ud for Nordøstgrønland på 373 km². Øen er ligesom Island en vulkansk dannelse på Den Midtatlantiske Ryg. Den nordøstlige del er domineret af den mægtige vulkan Beerenberg (2277 meter), der havde et stort udbrud i 1970 og et mindre i 1985. Vulkanen er delvis isdækket og sender flere gletsjere ned mod havet. Klimaet er præget af det omliggende hav med små årlige temperaturudsving (omkring frysepunktet) og udbredt tåge. I gennemsnit registreres kun fire solskinsdage om året. Jan Mayen ligger i den polare frontalzone, hvor kold polarluft møder den milde Atlanterhavsluft. Her dannes det vejr, som ofte senere præger Nordvesteuropa. Derfor anlagde norske meteorologer en vejrstation på øen i 1921, og Jan Mayen blev annekteret af Norge i 1930 uden særlige internationale protester.

Hollandske fangstfolk anlagde i begyndelsen af 1600-tallet en hvalfangerstation på Jan Mayen. Enkelte spor i form af mursten, redskaber og tobakspiber kan stadig findes her. I anledning af 1. Internationale Polarår 1882-83 anlagde Østrig-Ungarn en feltstation med plads til 14 overvintrende. Stationen blev i 1917 overladt til Danmark som tak for støtte til østrigsk polarforskning. Fra 1906 til slutningen af 1930'erne var øen beboet af fangstmænd, som fangede ræve og isbjørne og samlede dun fra fuglefjeldene. Under 2. Verdenskrig rummede øen en amerikansk pejlestation. Nu er Jan Mayen ubeboet, bortset fra mandskabet på 10-25 personer ved den norske vejrstation.

I efteråret 1978 fangede en norsk trawler store mængder lodde sydvest for øen, og da det blev kendt, blev de norske og grønlandsk-danske myndigheder interesserede i grænsedragningen i området.