Faktaboks

Brylle Kirke
Sogn
Brylle Sogn
Provsti
Assens Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Assens Kommune

Kirken ligger centralt i byen Brylle omtrent 25 kilometer øst for Assens.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af et kor og skib. I den gotiske periode opførte man et tværvendt tårn, og man tilføjede et våbenhus mod syd.

I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode angiveligt i slutningen af 1100-tallet. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Brylle er kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. De er begge muret til, da den nuværende indgang er gennem tårnet. Både korets og skibets østlige gavle er glatte. Kun er korets gavl smykket med små tinder på toppen og bunden, som angiveligt er sat på i den historicistiske periode.

De gotiske tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tilbygningerne er opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode opførte man først tårnet vest for skibet og derefter våbenhuset mod syd. Tårnets tag er noget atypisk orienteret, da det er vinkelret på skibets tagretning. Det har øverst glamhuller til klokkernes lyd og fladbuede blændinger. Både tårnet og våbenhusets kamme har fået tinder, som der er på korets kam.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket med kalkmalede dekorationer.

Kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Kalkmalerier i Brylle Kirke

I Brylle Kirke er der kalkmalerier fra den sengotiske periode. De er udført i 1480-1500 af det såkaldte Brylleværksted.

Kalkmalerierne i Brylle Kirke forestiller indskrifter, bomærker og vrængefigurer og masker. Derudover indeholder kalkmalerierne forskellige ornamenter og geometriske borter.

Inventar og gravminder i Brylle Kirke

I Brylle Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen og historicismen er repræsenteret.

Middelalderens inventar

I korbuen står der en romansk døbefont af granit. Den er smykket med flere rundstave.

Der er ligeledes bevaret et korbuekrucifiks fra den sengotiske periode omkring 1475. Som navnet antyder hang det oprindeligt på dets traditionelle plads over korbuen.

Historicismens inventar

Prædikestolen fra 1854 er et enkelt arbejde løst inspireret af gotiske forlæg. Den har i fagene arkader, hvori der står figurer af apostlene, som stammer fra en middelalderlig altertavle fra slutningen af 1400-tallet.

Altermaleriet fra 1882 viser Kristus hos Maria og Martha. Det er udført af Christian Lauritzen som en kopi efter Christen Dalsgaard. Maleriet er indsat i en nygotisk ramme.

Gravminder

Der er i kirken bevaret flere gravsten fra 1600-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig