Faktaboks

Astrup Kirke
Sogn
Astrup Sogn
Provsti
Hjørring Nordre Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Hjørring Kommune
Astrup Kirke
Astrup Kirke er en lille kirke, som består af et kor og et skib fra romansk tid. Hertil er der et lille våbenhus fra 1800-tallet.
Af .
Licens: CC BY 3.0

Astrup Kirke er en lille kirke, som primært udmærker sig ved et par fine inventargenstande fra 1600-tallet og 1700-tallet.

Kirkebygning

Kirken består af et kor og et skib fra romansk tid. Den eneste tilbygning hertil er det lille våbenhus fra 1800-tallet.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens taget er belagt med bly, bortset fra våbenhuset, som har rødt tegltag.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også den senromanske Astrup Kirke, hvor de ældste dele fra ca. 1200-1250 er bygget af granitkvadre, men også af munkesten.

I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, er der kun bevaret ganske få oprindelige detaljer. Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse kan man udvendigt se de tilmurede rester af norddøren, mens syddøren stadig er i brug. Syddøren er dog ligesom korbuen udvidet senere i middelalderen.

Tilbygninger

En interessant detalje ved kirken er, at den ikke altid har været tårnløs. I 1639 er der nævnt et tårn på kirken, men hvornår det er bygget og revet ned, vides ikke. Våbenhuset på skibets sydside er som nævnt fra 1800-tallet, og det er fint udsmykket øverst på murene med et savskifte, dvs. en række hvor stenene er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet af en arkitektonisk stringens, hvor de hvidkalkede vægge, det lyse gule teglstensgulv og det gråmalede bjælkeloft harmonerer fint med de enkle, mørkmalede bænke og de til sammenligning rigt udsmykkede inventargenstande fra 1600- og 1700-tallet.

Inventar og gravminder i Astrup Kirke

Inventaret i Astrup Kirke er fra flere forskellige perioder, med dele fra både middelalderen, renæssancen og nyere tid.

Inventar fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med lodrette ribber på kummen, en kraftigt markeret tovstav nederst på kummen, og indhuggede krydser på den pyramideformede fod.

Inventar fra gotisk tid

Kirkens korbuekrucifiks i gotisk stil er fra omkring 1475 og er ophængt nord for korbuen.

Renæssance- og rokokoinventar

Astrup Kirke
Kirkens prædikestol fra 1616. Over prædikestolen hænger en firkantet prædikestolshimmel med trekantede gavle, som sandsynligvis er fra 1656.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0
Astrup Kirke
Kirkens altertavle, som er fra omkring 1775. Rundt om det centrale maleri er der malet søjler og en gavl med Guds altseende øje.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Prædikestolen fra 1616 er opbygget af syv smalle fag, hvoraf de tre midterste springer frem som en karnap. Over prædikestolen hænger en firkantet prædikestolshimmel med trekantede gavle, som sandsynligvis er fra 1656.

Kirkens altertavle er i rokokostil og er fra omkring 1775. Den er udsmykket med et maleri af den korsfæstede Kristus, omgivet af Maria og Johannes. Rundt om det centrale maleri er der malet søjler og en gavl med Guds altseende øje.

Gravminder

I kirken findes en stor gravsten fra 1566 opstillet ved kormuren, mens en nu aflukket gravkælder under koret tidligere var sidste hvilested for hele 14 kister fra 1500-tallet og 1600-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig