Antropocæn

Antropocæn er et forslag til et navn for den geologiske periode eller epoke fra midten af 1900-tallet og frem. Forslaget er stillet på baggrund af, at menneskets aktiviteter nu påvirker Jorden i en så høj en grad, at det medfører globale ændringer i Jordens tilstand. Et eksempel herpå er menneskets udledning af drivhusgasser med globale klimaforandringer til følge.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Antropocæn kommer af græsk anthropos 'menneske' og kainos 'ny', dvs. "menneskets nye tid".

Jordens historie opdeles i forskellige tidsaldre. Den nuværende periode, som begyndte for ca. 12.000 år siden betegnes som den holocæne. Opdelingen i og navngivningen af tidsaldre varetages af forskere inden for en særlig gren af geologien, som specialiserer sig i studiet af de forskellige jordlag, der findes ved jordens overflade. Tidsaldrene identificeres på basis af disse lags kendetegn.

Navnet antropocæns historie

Nobelpristager og kemiker P.J. Crutzen introducerede ordet Antropocæn på et møde i 2000 i det videnskabelige rådgivende panel for Den Internationale Geosphere-Biosphere Program.

Crutzen mente, at Antropocæn skulle erstatte Holocæn, som betegnelsen for den tidsalder, hvori vi befinder os. Han så betegnelsen som et udtryk for en erkendelse af, at menneskenes aktiviteter nu er af et sådant omfang, at de forårsager globale ændringer i jordens miljø og tilstand.

Flere af disse ændringer handler om miljøvariabler, som kan estimeres gennem hele Holocæn. Nutidens målinger viser, at disse miljøvariabler nu ligger højere eller lavere end tidligere i Holocæn. Et godt eksempel på dette er, at koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren nu er højere, end de har været i de sidste ca. tre millioner år af jordens historie.

I 2009 etablerede Subcommission on Quaternary Stratigraphy en arbejdsgruppe, som skulle redegøre for de videnskabelige argumenter for og imod navneændringen. I 2019 anbefalede arbejdsgruppen, at en sådan navneændring burde foretages, og foreslog et tidspunkt i midten af 1900-tallet som begyndelsen af tidsalderen eller epoken Antropocæn.

De relevante geologer har endnu ikke (2021) taget stilling til, om der bør foretages en navneændring fra den nuværende tidsalder Holocæn til Antropocæn, men der pågår en videnskabelig udredning derom.

Brug af ordet Antropocæn i dag

I dag er anvendelsen af ordet Antropocæn almindeligt både i og uden for det videnskabelige samfund. I samfundsvidenskab og humaniora anvendes Antropocæn som en holistisk ramme, der beskriver interaktionen mellem menneskelige aktiviteter og naturlige systemer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig