Store accelerationsgrafer.
Den store acceleration med samfundets socioøkonomiske tendenser og Jordens systemtendenser. Graferne er gengivet med tilladelse fra Owen Gaffney, International Geosphere Biosphere Programme.
Store accelerationsgrafer.
Af .

Den store acceleration er et udtryk, der bruges om den dramatiske stigning i verdens befolkning og samfundsaktiviteter, der begyndte i midten af 1900-tallet. Menneskene og deres aktiviteter påvirker klimaet og andre globale miljøvariable som fx tab af skov i troperne og forsuring af havene, og når aktiviteterne øges, øges også påvirkningen af miljøet.

Den store acceleration afbildes ofte som en række grafer. Et sæt grafer viser ændringer over tid af flere socioøkonomiske parametre eller menneskelige aktiviteter, og et andet sæt grafer viser samme periodes ændringer i miljøvariable, der kan måles eller aggregeres på et globalt niveau.

De kurver, der viser udviklingen af menneskets aktiviteter, ligner de kurver, der udtrykker ændringer i Jordens overordnede miljøforhold ud fra miljøvariable som fx koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren og temperaturen ved Jordens overflade. Graferne anvendes derfor til at understøtte argumentet om, at vi lever i en tid, der bør betegnes som den Antropocæne tidsalder.

At kurverne ligner hinanden, indikerer en korrelation mellem menneskenes aktivitetsniveau og ændringer i det globale miljø. Korrelation i sig selv beviser ikke en årsagssammenhæng, men studier har påvist, at årsagen til ændringer i de miljømæssige variable over tid i høj grad kan tilskrives menneskelige aktiviteter.

Graferne blev oprindeligt udarbejdet af International Geosphere Biosphere Programme (IGBP) og præsenteret i 2004. Graferne blev senere opdateret af IGBP i 2012.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Litteratur

  • Steffen, W., Sanderson, R.A., Tyson, P.D., Jäger, J., Matson, P.A., Moore III, B., Oldfield, F., Richardson, K., Schellnhuber, H.-J., Turner, B.L., Wasson, R.J. 2004. Global Change and the Earth System: A Planet under Pressure. Series: Global Change – The IGBP Series (closed). Springer

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig