Alfredo Di Stéfano

Efter at have tilbragt nogle år i den lille klub Club Social y Deportivo Union Progresista kom Alfredo Di Stéfano i 1944 til storklubben River Plate, hvor han 19 år gammel fik sin debut i 1945. Selv om det kun blev til den ene kamp det år, var han med til at vinde den argentinske liga for første gang, og året efter var han udlånt til Huracan, en anden og lidt mindre klub i den argentinske hovedstad, Buenos Aires.

Alfredo Di Stéfano fik hurtigt stor succes, da han i 1947 vendte tilbage til River Plate. Her blev han en del af et angreb, der blev kaldt ”La Maquina” ('Maskinen'), og allerede det første år som fast mand blev han ligatopscorer og var igen med til at vinde den argentinske liga.

Samme år fik han debut på det argentinske landshold og var med seks mål i seks kampe stærkt medvirkende til, at Argentina vandt Copa América, det sydamerikanske mesterskab.

I 1949, mens der var en spillerstrejke i argentinsk klubfodbold, skiftede Alfredo Di Stéfano til Bogota-klubben Millionairos i den colombianske liga, der på grund af uenigheder brød med det nationale fodboldforbund og derfor heller ikke var godkendt af det internationale fodboldforbund, FIFA. Her spillede han frem til 1953, blev topscorer to gange, og tre gange var han med til at vinde mesterskabet.

Mens han spillede for Millionairos, fik han debut på det colombianske landshold, hvor det blev til fire optrædener. Colombias landskampe var i den periode dog heller ikke godkendt af FIFA.

Mens Alfredo Di Stéfano spillede for Millionairos, lavede den colombianske klub en aftale med Real Madrid. Samtidig lavede River Plate, der ifølge FIFA stadig havde rettigheder til ham, fordi Millionairos ikke havde betalt et overgangsbeløb til den argentinske klub, en aftale med FC Barcelona. Begge klubber gjorde altså krav på ham. En løsning, som FIFA trumfede igennem, blev, at han begyndende i Real Madrid på skift skulle spille for de to spanske klubber fra 1953 til 1957 – en sæson ad gangen. Men FC Barcelona brød sig ikke om den model og solgte sin "andel" til Real Madrid, som han så fik sin debut for i september 1953.

I de efterfølgende 11 år vandt Alfredo Di Stéfano alt med Real Madrid og blev en levende legende. Otte gange var han med til at vinde det spanske mesterskab, og fem gange blev han topscorer i den spanske liga. Men de største triumfer blev sejrene i de første fem udgaver af Europa Cuppen for mesterhold, der i 1993 skiftede navn til Champions League. Han scorede tilmed i samtlige fem finaler fra 1956 frem til 1960, hvor Eintracht Frankfurt i en af de mest mindeværdige finaler i turneringens historie blev slået 7-3 på Hampden Park i Glasgow. Ungareren Ferenc Puskás scorede fire af målene, mens Alfredo Di Stéfano scorede tre.

I alt scorede Alfredo Di Stéfano 49 mål i 58 kampe i turneringen og var dermed den mest scorende spiller i turneringen i den periode, hvor den gik under navnet Europa Cuppen for mesterhold. Ifølge Real Madrids hjemmeside scorede han samlet 308 mål i 396 officielle kampe for klubben.

"La Saeta Rubia" ('Den blonde pil'), som Alfredo Di Stéfano blev kaldt som spiller, har fortsat status som den vigtigste spiller i Real Madrids historie, idet han mere end nogen anden var med til at gøre klubben til den storklub, den har været siden. Inden han kom til klubben, var det således blot blevet til to spanske mesterskaber, i 1932 og 1933.

I 1964 sagde Alfredo Di Stéfano farvel til Real Madrid og spillede derpå to sæsoner i Barcelona-klubben Espanyol, hvorefter han stoppede sin karriere som aktiv.

I 1950 og 1954 deltog Argentina ikke i VM-kvalifikationen, hvilket var den primære årsag til, at Alfredo Di Stéfano ikke spillede mere end de tidligere nævnte seks landskampe for Argentina. I 1957 blev han spansk statsborger og spillede i de efterfølgende fire år 31 landskampe for Spanien, hvori han scorede 23 mål. I 1958 kvalificerede Spanien sig ikke til VM, men det spanske landshold var til gengæld med fire år senere ved VM-slutrunden i Chile. Alfredo Di Stéfano var med i truppen, men kom på grund af en skade ikke på banen, og dermed kom han aldrig i aktion ved en VM-slutrunde.

Alfredo Di Stéfano havde også lang karriere som træner, fra 1967 til 1991. Som træner var han dog langtfra så succesrig, som han var som spiller.

Han vandt den argentinske liga med Boca Juniors i 1969 og med River Plate i 1981. I 1969 blev han også pokalvinder med Boca Juniors.

I tre perioder var han træner for den spanske klub Valencia og blev her spansk mester i 1971 og vinder af Europa Cuppen for pokalvindere i 1980.

Han var træner for Real Madrid i to perioder (1982-1984 og 1990-1991), men her blev det kun til en titel, den spanske supercup i 1991.

Derudover var han træner i de spanske klubber Elche, Rayo Vallecano og Castellon samt portugisiske Sporting, men ingen af de steder vandt han nogen titler.

I både 1957 og 1959 blev han kåret til årets spiller i Europa og tildelt Ballon d’Or, Guldbolden, af det franske fodboldmagasin France Football. Desuden blev han nummer to i kåringen i 1956.

I 1989 tildelte France Football ham en Super Ballon d’Or – som symbol på, at han havde været den bedste spiller i Europa i kåringens på det tidspunkt 33-årige historie.

The International Federation of Football History & Statistics, IFFHS, kårede ham til verdens fjerdebedste spiller i det 20. århundrede.

I 2004 blev han i forbindelse med UEFA’s jubilæum kåret til Spaniens bedste spiller i det europæiske forbunds 50-årige historie.

• Real Madrid
• Ballon d'Or
• La Liga

• Real Madrids hjemmeside
• UEFA's side om Europa Cuppen for mesterhold/Champions League
• IFFHS's kåring af verdens bedste spillere i det 20. århundrede