Club Atlético Boca Juniors, Boca Juniors, Boca, argentinsk sportsklub, stiftet 1905 af italienske immigranter i kvarteret La Boca i Buenos Aires. Klubben har aktiviteter for både amatører og professionelle. Atletik, svømning, brydning er blandt idrætsgrenene for amatører. Fodbold, basketball og volleyball er professionelle idrætsgrene i Boca Juniors. Klubben er mest kendt som fodboldklub.

Boca Juniors nåede den bedste argentinske række i 1913 og vandt seks amatørmesterskaber mellem 1919 og 1930, inden ligaen i 1931 blev professionel, denne gang også med Boca Juniors som mestre. Det er siden blevet til i alt 31 nationale mesterskaber, senest i 2015.

Derudover har klubben bl.a. vundet Copa Libertadores, den store sydamerikanske turnering for klubhold, seks gange, senest i 2007, og FIFA's verdensmesterskab for klubhold tre gange i hhv. 1977, 2000 og 2003.

Boca Juniors er kendt som arbejderklassens klub i Buenos Aires og har i mange år været indædte rivaler af byens anden storhold, Club Atlético River Plate. De to klubbers anses samtidig for at være Argentinas to største fodboldklubber gennem tiderne.

Boca Juniors har hjemmebane på Estadio Alberto J. Armando, kendt som La Bombonera ('chokoladeæsken'), der har plads til 49.000 tilskuere.

Blandt klubbens store spillere gennem tiderne kan nævnes Diego Maradona.

Club Atlético Boca Juniors' hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig