Faktaboks

Eusébio

Eusébio da Silva Ferreira

Født
25. januar 1942
Død
5. januar 2014

Eusébio var en portugisisk fodboldspiller, der i det meste af sin karriere repræsenterede den portugisiske storklub SL Benfica. I perioden 1961-1973 spillede han desuden 64 landskampe og scorede 41 mål for det portugisiske landshold. Han betragtes som en af de bedste fodboldspillere nogensinde.

Eusébios klubkarriere

Eusébio

Eusébio i Europa Cup-finalen mellem Benfica og AC Milan i 1963. Milan vandt kampen 2-1.

Eusébio
Af /TOPFOTO/Ritzau Scanpix.

Eusébio blev født i 1942 i Lourenço Marques (nu Maputo) i Mozambique, der dengang var en portugisisk koloni. Han spillede i den lokale klub Sporting Clube de Lourenço Marques, som han blev national mester med i 1960.

Samme år blev Eusébio købt af SL Benfica, hvor den lynhurtige og skudstærke angriber med tilnavnet "Den Sorte Panter" over de næste 15 år i sine i alt 715 kampe (727 mål) bl.a. opnåede 11 portugisiske mesterskaber og fem pokaltitler samt at vinde Europa Cuppen for mesterhold (nu: Champions League) i både 1961 og 1962.

I 1975 forlod Eusébio Portugal til fordel for den nordamerikanske liga, hvor han bl.a. blev nordamerikansk mester i 1976 med Toronto Metros-Croatia. Han stoppede karrieren som spiller i 1978.

Eusébio på landsholdet

Eusébio debuterede på det portugisiske landshold i 1961 og spillede frem til 1973 i alt 64 kampe og scorede 41 mål. Han var bl.a. topscorer med ni mål ved VM i 1966.

Priser

I 1965 blev Eusébio kåret til både Årets Spiller i Europa og Verdens bedste fodboldspiller. I 2010 blev han tildelt UEFA's såkaldte President's Award for 2009.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig