Real Madrid CF

Artikelstart

Real Madrid CF, Real Madrid Club de Fútbol, spansk fodboldklub, stiftet 1902 som Madrid Football Club i Madrid. Klubben, der har hjemmebane på Estadio Santiago Bernabéu med plads til 80.354 tilskuere, har vundet det spanske mesterskab 33 gange, senest i 2017, og den spanske pokalturnering Copa del Rey 19 gange, senest i 2014.

Desuden har Real Madrid CF vundet Europa Cuppen for mesterhold (Champions League) tolv gange, flere end nogen anden klub, senest 2017, UEFA Cuppen 1985 og 1986 samt UEFA Super Cuppen 2002.

Det samlede antal titler gør Real Madrid CF til Spaniens mest vindende klub gennem tiderne, og FIFA kårede den i 2000 til 1900-t.s bedste klub.

Real Madrid CF har traditionelt haft tilknytning til det spanske kongehus og fik i 1920 tilladelse af kong Alfonso 13. til at føje Real (kongelig) til klubnavnet sammen med en kongekrone i klubbens emblem.

I 2009 blev portugiseren Cristiano Ronaldo købt af klubben for godt 700 mio. kr., hvilket gjorde ham til verdens på det tidspunkt dyreste fodboldspiller. Efterfølgende erhvervede Real Madrid CF også den succesrige træner José Mourinho til klubben. I 2016 overtog Zinedine Zidane, der som aktiv havde spillet for bl.a. Real Madrid CF, cheftrænerposten i klubben, også med stor succes.

Klubben har haft danskerne Henning Jensen (f. 1949) 1976-79, Michael Laudrup 1994-96, Thomas Gravesen (f. 1976) 2005-06 samt Andreas Laudrup (f. 1990) 2007-08 (kun ungdomshold) i truppen.

Real Madrid CF's officielle hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig