Abdulrazak Gurnah, 2017. Af /Evhr_01917711/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

Abdulrazak Gurnah

Faktaboks

Abdulrazak Gurnah
Født
20. december 1948, Zanzibar, Tanzania

Abdulrazak Gurnah. Foto fra 2021.

Abdulrazak Gurnah
Af /Ritzau Scanpix.

Artikelstart

Abdulrazak Gurnah er en zanzibarisk-britisk forfatter. Han blev i 2021 tildelt Nobelprisen i litteratur.

Gurnah forlod Zanzibar i midt-1960'erne efter uafhængigheden og den blodige revolution i 1964. Han studerede i England og har været professor i engelsk og postkolonial litteratur ved Kent universitet. Han har skrevet en række romaner om migration, identitet, historie og individuelle skæbner i Østafrika, Det Indiske Ocean og Storbritannien – lokaliteter, som han ser som tæt forbundne.

Hans debutroman, Memory of Departure (1987), skildrer med selvbiografisk inspiration en ung mands opvækst i en østafrikansk havneby i årene omkring uafhængigheden og hans beslutning om at udvandre. I Paradise (1994, dansk titel: Paradis, 1995) er scenen igen Østafrika, men med et mytisk udblik i sin skildring af den merkantile kultur, handelsfolkenes fortid og den europæiske kolonisering. Paradise blev kortlistet til Bookerprisen i 1994, og i 2021 fik Gurnah tildelt Nobelprisen i litteratur.

Admiring Silence (1996, dansk titel: Tavshedens ø, 1998) er en lidenskabelig, desillusioneret roman om en emigrants hjemkomst til Zanzibar, hvor der er store spændinger mellem den arabiske og afrikanske befolkning. Øen opleves som et helvede af fattigdom, korruption og fundamentalisme, sanseligt og brutalt beskrevet.

Romanen Desertion (2005) forbinder begivenheder fra Mombasa på Swahilikysten i slutningen af 1800-tallet med to søskendes skæbner i de sene 1950'ere, i opløbet til Zanzibars uafhængighed, og deres senere liv i eksil i Storbritannien. The Last Gift (2011) skildrer det vanskelige forløb, som en ældre, isoleret asylsøger fra Østafrika gennemlever i England. I Gravel Heart (2017) er hovedpersonen ligeledes migrant i England, men veluddannet og med større muligheder. Som andre karakterer hos Gurnah er han præget af oplevelsen af at være revet op med rod fra sit hjem.

I Afterlives (2020) vender Gurnah sig mod den tyske kolonisering af Tanganyika, det senere Tanzania. Romanen starter i 1907, da tyskerne udførte folkedrab mod Herero- og Nama-befolkningen i det senere Namibia og brutalt nedkæmpede oprørsbevægelsen Maji Maji i Tysk Østafrika. Han følger en ung mand, Ilyas, skæbne i Schutztruppe Askaris, en milits af afrikanere, som tyskerne oprettede i perioden op til 1. verdenskrig. Dens opgave var at bidrage til nedkæmpningen af afrikansk modstand. Romanen skildrer Ilyas relation til en tysk officer, konsekvenserne for hans familie og de spor hans involvering i det koloniale projekt sætter i de følgende generationer.

Som akademiker har Gurnah beskæftiget sig med postkoloniale forfattere som Zoë Wicomb, J.M. Coetzee og Salman Rushdie. Han har været redaktør af det litterære tidsskrift Wasafiri.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig