Zanzibar er en ø i Det Indiske Ocean, 35 km øst for Tanzania, som øen ligesom naboøen Pemba er i union med. Øen er 1651 km2 og har 896.700 indbyggere (2012; inklusive Pemba 1,3 millioner). Øens hovedstad er Zanzibar by med 205.900 indbyggere.

Faktaboks

Etymologi

Ordet Zanzibar kommer via arabisk fra persisk zangbār, 'de sortes kyst'. Ordet zang (persisk)/zanj (arabisk) var en betegnelse, middelalderlige muslimske geografer brugte om Østafrika og dets beboere, med hvem de kom i kontakt under handelsrejser og i slavehandel. Oftest havde det en nedsættende medbetydning. Se zanj.

Klimaet er varmt og fugtigt; sammen med en frugtbar jord giver det mulighed for dyrkning af mange tropiske afgrøder. Fødevarer, kokosnødder og forskellige krydderier dominerer. I årtusinder har Zanzibar fungeret som et handelscentrum, og blandt andet i slavehandelen spillede den en central rolle. Befolkningen er sammensat af indvandrere fra Afrika, Arabien, Asien og Europa.

Den arabiske påvirkning er meget tydelig i Zanzibar by, hvor øens hovedattraktion, Stone Town, med sultanens palads og en labyrint af snævre og snoede gader er en kulturhistorisk seværdighed, som der i dag gøres en international indsats for at bevare. Stone Town er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste. Smukke, hvide, palmebevoksede badestrande er sammen med byen og andre historiske seværdigheder grundlag for en betydelig turisme. Selvom øen er tætbefolket og kun har få naturområder, findes der stadig en lille bestand af Zanzibarleoparder, som spiller en stor rolle for lokal kult og folklore.

Musik

Zanzibars musik er præget af migrationer og af etableringen af et sultanhof i 1800-tallet. Heraf opstod den blandede musikstil taarab, som siden har været i stadig udveksling med både lokale og globale musikformer. Arabisk indflydelse spores i skalaer og sangstil, mens rytmen er inspireret af afrikansk og latinamerikansk dansemusik. Landets musik har siden 1985 været en del af verdensmusikmiljøet.

Historie

Zanzibar var under arabisk overherredømme fra ca. 800. I midten af 1500-tallet blev øen erobret af portugisere, som dog i 1652 atter blev fordrevet af araberne. I 1828 underskrev høvding Mwinyi Mkuu en traktat, der anerkendte Oman som kolonimagt, og i ca. 1840 gjorde Omans sultan, Said ibn Sultan, Zanzibar by til sin hovedstad. I 1861 blev øen et selvstændigt sultanat. Den blomstrende økonomi var baseret på handel med slaver, elfenben og kryddernelliker, men sultanens magt blev gradvis undermineret af især briterne. Europæisk pres ledte til formel afskaffelse af slavehandelen i 1873, og i 1890 blev Zanzibar et britisk protektorat.

Øen blev selvstændig i 1963, men i januar 1964 blev sultanen fordrevet under en blodig opstand ledet af Afro-Shirazi Party (ASP). Samme år dannedes Tanzania ved sammenslutning af Zanzibar og Tanganyika. Integrationen har aldrig været fuldstændig, og unionen har været præget af store spændinger. Intern strid ledte bl.a. til dannelsen af oppositionspartiet Civic United Front (CUF), der fik stor tilslutning ved valgene i 1995 og 2000. Unionspartiet (CCM) vandt begge valg, men CUF har nægtet at anerkende resultaterne pga. påstået valgsvindel. I 2001 udbrød der således blodige uroligheder, hvor mindst 30 blev dræbt i kampe mellem politi og demonstranter, som krævede omvalg til parlamentet. De politiske spændinger mindskedes, da regeringen og oppositionen senere samme år indgik en aftale om sammen at arbejde for at genoprette roen. Menneskerettighedskrænkelser har bragt regeringen i internationalt søgelys. I 2005 genvalgtes Amani Abeid Karume (f. 1948) fra CCM som præsident med 53 procent af stemmerne; han havde besiddet posten siden 2000. CUF's kandidat fik 46 procent af stemmerne, en fremgang på 13 procentpoint siden 2001. Karume blev i 2010 erstattet af Ali Mohamed Shein (CUF, f. 1948) på præsidentposten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig