Afrikas litteratur

Skriftlitteraturen i Afrika syd for Sahara har en lang historie, der er forbundet med kristendommens og islams udbredelse. I 1600-tallet fandtes i Etiopien Bibelen oversat til geez i forbindelse med den koptiske kirkes konsolidering, senere fulgt af litteratur på amharisk. Med islams spredning i Vestafrika opstod en religiøs litteratur på arabisk, og det arabiske alfabet blev benyttet til at nedskrive afrikanske sprog, den såkaldte ajamilitteratur. I 1700-tallets Østafrika fandtes en regelbunden fortællende poesi på swahili, først i det arabiske alfabet, siden det latinske. De tidligste digte havde profeten Muhammeds liv som emne, senere besang digterne lokale herskere og deres bysamfund: Lamu, Pate og Mombasa.

Litteraturen tilhørte en elitekultur og var lige så indrettet på at ekskludere som på at kommunikere. Mere betydningsfuld for flertallet af folk var mundtlig "litteratur" eller oratur, som stadig lever i Afrika. Oraturens funktion kan være belærende, opdragende eller rituel. Den kan forene gruppers hukommelse i store fortællinger, skabelsesmyter, kosmologier eller lovprisninger af magthavere; men den kan også formidle kritik og befriende latter. Den kan varetages af specialiserede fortællere som grioterne i Vestafrika, men kan også være kollektiv, forbundet med hverdagslivets arbejde og ceremonier og bestå af slægtshistorier, arbejds-, kamp-, bryllups- eller begravelsessange, gåder og moralske fabler. Den omfatter dramatiske forestillinger, der sammensmelter dans, musik, ord og mime – yorubafolkets maskespil og dramatiseringer kendes fra 1600-tallet. Et stort korpus af oratur er nedskrevet, og missionærer, koloniembedsmænd og antropologer har haft indflydelse på dens kanonisering. Négritude og panafrikanismens reaktion mod europæiske værdier indebar, at mundtlige genrer blev æstetiseret og indlemmet i den skrevne litteratur.

I 1800-tallet blev en række afrikanske sprog skriftliggjort af europæiske missionærer. I britiske kolonier standardiserede man lokale sprog, underviste på dem, oversatte Bibelen og opmuntrede salmedigtning. Protestantismen ville fremme et personligt gudsforhold, og briterne forsøgte at bygge deres dominans på lokale lederes magt og afrikansk tradition. Franske og portugisiske kolonier, hvor katolske missioner var indflydelsesrige, fulgte en mere assimilationsrettet politik, hvor uddannelse og skriftlig aktivitet foregik på kolonisproget. I Vest- og Østafrika etablerede britisk koloniadministration i 1940'erne og 1950'erne bureauer til at fremme litteratur på lokalsprog. De producerede skoletekster og håndbøger og støttede udvikling af litteratur, der stemte overens med deres fortolkning af traditionen.

I Sydafrika fik kristne missioner tidligt vid udbredelse. Omkring 1840 oversattes Det Ny Testamente; i 1890 forelå hele Bibelen på xhosa, zulu og sotho, og missionsskoler udfoldede stor aktivitet. I 1916 åbnedes Fort Hare-universitetet, som var centralt for udviklingen af en afrikansk intellektuel elite. Afrikaaner-nationalismens vækst i dette århundrede medførte, at uddannelse og kulturel aktivitet på de forskellige modersmål adskiltes med kulmination i Bantu-uddannelsesloven 1953. Litteratur på afrikanske sprog nød særlig fremme i Sydafrika og i Rhodesia, der var domineret af hvide bosættere.

Med den politiske nationalismes opkomst i Afrika vandt selvstændighedstemaer frem i litteraturen. I de franske kolonier publicerede den madagaskiske digter Jean-Joseph Rabéarivelo i 1920'erne. I 1948 udgav Léopold Sédar Senghor, Senegals senere præsident, Anthologie de la nouvelle poésie nègre et malgache de langue française, et hovedværk i négritudebevægelsen, og 1947 blev tidsskriftet Présence africaine grundlagt. I Chants d'ombre (1945) og Hosties noires (1948, de to samlinger udgivet på dansk som Skyggesange, 1966) samt Éthiopiques (1956) og Nocturnes (1961) søger Senghor at etablere en symbiose mellem afrikansk og europæisk kultur. Cheikh Anta Diop udsendte 1954 Nations nègres et culture om civilisationens oprindelse i Afrika, og 1957 udkom Sembène Ousmanes kultursammenstødsroman O pays, mon beau peuple. I Elfenbenskysten debuterede digteren Bernard Binlin Dadié og i Guinea og Cameroun den første generation af romanforfattere, Camara Laye, Ferdinand Oyono og Mongo Beti i kolonitidens sidste årti. I det portugisisk dominerede Afrika kan paralleller til selvhævdelsestemaet hos Senghor findes i Agostinho Netos digte fra 1950'erne. I Britisk Vestafrika blev nigerianerne Cyprian Ekwensi og Amos Tutuola udgivet omkring 1950, og i 1958 udkom Chinua Achebes Things Fall Apart (dansk titel Alt falder fra hinanden, 1986).

Vigtige værker fra kolonitidens britiske Øst- og Centralafrika er Jomo Kenyattas afhandling om kikuyu-folket, Facing Mount Kenya (1938, dansk titel I skyggen af Mount Kenya, 1964), og fra Rhodesia Doris Lessings gennembrud The Grass is Singing (1950, dansk titel Græsset synger, 1952) samt på shona og ndebele historiske romaner af Solomon Mutswairo og Peter S. Mahlangu, der blev udgivet af det koloniale litteraturbureau, men fik stor betydning for udviklingen af afrikansk nationalistisk selvbevidsthed. Sydafrikansk litteratur før 1960 omfatter Thomas Mofolos helte-epos på sotho om zulukongen Chaka fra omkring 1910, Sol Plaatjes historiske roman Mhudi (1930), Benedict Wallet Vilakazis poesi og romaner på zulu og Herbert Isaac Ernest Dhlomos skuespil og episke digte fra 1930'erne. Hertil kom i 1950'erne Peter Abrahams politiske romaner, noveller og journalistik i tidsskrifter som Drum og selvbiografier som Ezekiel Mphahleles Down Second Avenue (1959). Hvide forfattere dominerede udgivelserne med historiske koloniseringsromancer på afrikaans, kritisk anfægtende tekster på engelsk af forfattere som Olive Schreiner, Pauline Smith, Alan Paton og Nadine Gordimer og Laurens Jan van der Posts om Kalaharifolkenes autenticitet.

Afrikansk litteratur efter 1960 betegnes ofte som postkolonial. Kolonistyret i Mozambique, Guinea-Bissau og Angola varede dog ved til 1975 og i Zimbabwe til 1980; i Sydafrika levede kolonialismen i form af apartheid videre frem til det første demokratiske valg i 1994. De selvstændige afrikanske nationer har bevaret forskellige grader af forbundethed med deres tidligere kolonimagter, og bruddet mellem kolonial og postkolonial litteratur fremtræder mere eller mindre skarpt i de enkelte samfund.

Hvad udgivelse angår, etablerede britiske forlag i 1950'erne filialer, der også efter uafhængigheden har domineret uddannelsesmarkedet, som ofte er afgørende for en forfatters publikationsmulighed. Megen afrikansk litteratur udkommer fortsat i London, Paris og New York og kan få større udbredelse i Vesten end i Afrika. Omvendt når litterære former af stor lokal betydning tit ikke uden for Afrika, således fx den nigerianske Onitsha-markedslitteratur og den østafrikanske thriller-litteratur. Det internationale præg ved dele af afrikansk litteratur kan sammen med censur og høje bogpriser indskrænke skønlitteraturens indflydelse på den offentlige debat, en indflydelse, der til gengæld er markant for mindre institutionaliserede litterære former som det folkelige teater, der trives i en række lande. I fravær af andre muligheder for opposition har litteratur spillet en central rolle i kampen for borgerrettigheder, og kritiske perioder har både autoritære og demokratiske regimer udøvet censur og fængslet forfattere og intellektuelle.

Efter år 2000 er der set store skred i formidlingen af afrikansk litteratur. Skoler, medier og højere læreanstalter søger at fastholde den skrevne litteraturs betydning, men en egentlig udbredt læsekultur er truet af sociale medier og digital formidling af tekst og billeder. De nye medier giver dog også nye muligheder. Den mest nyskabende skønlitteratur er tilgængelig i tidsskrifter som Kenyas Kwani og på netmedierne Brittle Paper, The Shallow Tales Review og namibiske Doek. De giver enmangfoldighed af forfattere mulighed for at publicere og medvirker til at fastholde afrikansk litteraturs høje kvalitet. Indirekte regulering sker nu som begrænsninger af adgang til internet, og mens der fortsat er eksempler på fængsling af kritiske skribenter, er adgangen til frit at ytre sig meget udvidet siden 2000.

Det er blevet hævdet, at litteratur i tredjeverdenssamfund varetager en særlig "national-allegorisk" funktion. Mens afrikansk litteratur i de første uafhængighedsår bidrog til ideologier om det nationales identitet og har spillet en propagandistisk rolle, har den siden medvirket til at fremme pluralisme, offentlighed og respekt for individualitet. Litteraturen er af stor betydning for den demokratisering, der forestår som afkoloniseringens andet stadium i Afrika. Samtidig har litteraturen i stigende omfang delt sig mellem værker skrevet, lanceret og vurderet som verdenslitteratur henvendt til et internationalt publikum og en mere lokal produktion med bredere appel i hjemsamfundet. Den ulige udvikling, der plager Afrika økonomisk, politisk og uddannelsesmæssigt, har også på litteraturens område medført spændinger, der kan tage form af både fjendtlig konfrontation og givende formidling.

Vigtige genrer i afrikansk litteratur er den historiske roman, ofte med tema i modstandskampen mod kolonimagterne; fortællinger om kultursammenstød mellem vestligt og afrikansk, modernitet og tradition, eller by og land; den samfundskritiske roman eller novelle, der skildrer magtmisbrug og skuffelse over uafhængighedens resultater; den psykologisk-eksistentialistiske fortælling med tema i individets oplevelse af splittelse og undertrykkelse; magisk realistisk prosa med inspiration fra traditionel kosmologi og international modernisme.

På poesiens område er fortællende digte med historisk, didaktisk eller satirisk sigte fremtrædende, men også kortere tekster med psykologisk eller politisk tematik, hvis form blander den mundtlige fortælling, oraturens billedtæthed med vestlige forbilleder. Nye typer af poesi har udviklet sig som tekster til moderne populærmusik. Inden for drama er nye genrer opstået ved siden af hævdvundne rituelt inspirerede former: Politisk teater, der kan tjene såvel propagandistiske som satiriske formål, oplysningsorienteret udviklingsteater, musicaldrama, der kombinerer forskellige genreindslag, og mere institutionaliseret kunstteater.

I det nye årtusind har der været en eksplosion af romaner og noveller, der har identitet som et centralt tema. En del fiktion handler om konflikter og glæder ved nye, mulige kønsidentiteter. Spændingen mellem at tilhøre en afrikansk nation og kultur og finde sig hjemme i vesten udspiller sig i adskillige nyere romaner især fra den fransksprogede og den engelsksprogede litteratur fra Øst- og Vestafrika. I Østafrika er den engelsk-tanzaniske prosaist Abdulrazak Gurnah pioner – og i 2021 modtog han Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab. Ligesom de sydafrikanske forfattere Zakes Mda, Zoë Wïcomb og André Brink, søger han tilbage i historien og levendegør den tyske og engelske kolonisering af Afrika. Nigerianske forfattere som Akwaeke Emezi og Nnedi Okorafor og sydafrikanske Mohale Mashigo sætter præg på ungdomslitteraturen og på Fantasy genren, under betegnelsen African Futurism.

I det fransksprogede Vest- og Centralafrika førte uafhængigheden omkring 1960 til omfattende litterær aktivitet. Prosa og poesi fokuserede på de moralske problemer, som selvstændigheden bragte med sig. Folkloren blev vakt til live i Birago Diops udgivelser som Contes et lavanes (1963) og gav inspiration til Frances Bebey. Magtkritikken blev central i Mongo Betis Main basse sur le Cameroun (1972) og hos Emmanuel Dongala, Henri Lopes og Sony Labou Tansi i Congo. Romantiseringen af den afrikanske fortid blev kritiseret af Yambo Olouloguem fra Mali i Le devoir de la violence (1968, dansk titel Pligten til vold, 1970) og af Ahmadou Kourouma fra Elfenbenskysten i Les soleils des indépendences (1970, dansk titel Uafhængighedens sole, 1989). I Senegal skabte Mariama Bâ lydhørhed omkring afrikanske kvinders vilkår med romanen Une si longue lettre (1979), mens Sembène Ousmane i stigende grad blev optaget af film for at nå et større publikum.

I det tidligere britiske Vestafrika indtager Nigeria en særlig plads med sin store befolkning, sine mange litterære genrer, en mangfoldighed af universiteter og en nobelpristager i litteratur, Wole Soyinka. Han har moderniseret yoruba-dramatraditionens samspil mellem menneske- og åndeverden i A Dance of the Forests. Som andre kritiske forfattere i Nigeria har han været fængslet og i eksil i flere perioder. Soyinka udfolder sin kunst i komplekse digte og romaner og har en mere lettilgængelig discipel i Ben Okri med The Famished Road (1991, dansk titel Sultens vej, 1993).

Chinua Achebe er den anden centrale figur i nigeriansk og afrikansk litteratur. Hans skelsættende roman Alt falder fra hinanden er stadig en levnede inspiration for afrikanske forfattere, og han har som medstifter af serien African Writers Series haft stor indflydelse på udgivelsespolitikken. Biafrakrigens rædsler er blevet gennemskrevet flere gange i romaner og noveller af Achebe, Festus Iyayi, Cyprian Ekwensi, Buchi Emecheta og Chimimanda Ngozi Adichie. Adichie fik med Half a Yellow Sun (2006, dansk titel En halv gul sol, 2007) et internationalt gennembrud. Flora Nwapa er en af flere populære kvindelige forfattere, der fokuserer på hverdagslivet. I Ghana videreførte Kofi Awoonor nigerianeren Christopher Okigbos tætte og dunkle stil, mens Ayi Kwei Armahs romaner inspireret af Frantz Fanon beskriver sammenfiltringen af psykologi og politik, og Ama Ata Aidoo i digte, skuespil og prosa hudfletter magthaverne og de nyrige.

I dette århundrede er Nigeria stadig en gigant i den engelsksprogede afrikanske litteratur. Teju Cole, Chimamanda Ngozie Adichie og Helon Habila, nu bosat i USA, har opnået global anerkendelse for deres romaner og noveller om migrantskæbner og om splittet identitet hos en generation af unge afrikanere. Habila har desuden skrevet politiske romaner. I Oil on Water (2010) fremmaner han Niger-deltaet som et ubeboeligt, apokalyptisk landskab, destrueret af de globale selskabers olieudvinding.

Chinelo Okparanta, Jude Dibia og Chris Abani har nuanceret og åbenhjertigt beskrevet lyst og smerte ved homoseksuel og lesbisk kærlighed. Wole Soyinka har efter fyrre års pause udgivet endnu en roman, Chronicles from the Land of the happiest People on Earth, 2021, om det moderne Nigeria. Den skildrer almindelige mennesker, fanget mellem religiøse svindlere, politiske korruption og afgrundsdybe klasseskel. Ben Okri har fortsat sit forfatterskab med Starbook: a magical tale of love and regeneration (2007, dansk titel Stjernebogen: En magisk fortælling om kærlighed og fornyelse, 2009), digtsamlingen Rise Like Lions, 2018, og The Freedom Artist fra 2019. I modsætning til Soyinka er Okri bosat i England og ikke Nigeria.

To yngre kosmopolitiske forfattere med ghanesisk baggrund, bosat i USA og Europa, har en stor læserskare. Yaa Gyasis roman Homegoing, (2016, dansk titel Hjemfærd, 2018) er en slægtskrønike, der følger efterkommerne af en kvinde, Maame, fra Ashanti-kongedømmet gennem en periode på tre hundrede år. Taiye Selasi fik sit gennembrud med romanen Ghana Must Go(2013, dansk titel, Gå væk, Ghana: En Roman, 2014), som er en dramatisk fortælling om fire søskende, der finder sammen igen efter deres dominerende fars død og deres migration og opvækst i USA.

I det fransksprogede Vest- og Centralafrika er produktiviteten fortsat stor. Ligesom i tidligere perioder er en del forfattere bosat i Europa. Et litterært manifest fra 2007, "Pour une litterature-monde en francais" ("For en verdenslitteratur på fransk"), er fortaler for en orientering bort fra Frankrig, og for en øget opmærksomhed på de mangfoldige udtryk den fransksprogede litteratur har i andre dele af verden. Denne nyorientering rummer forfattere Jean Bonfane, hvis roman Congo Inc. Le testament de Bismarck (2014) levendegør en outsiders kamp for at overleve i verdensbyen Kinshasa; Max Lobe, der i Confidences (2016) udforsker en ung mands dobbelte identitet mellem Cameroun og Schweiz, og Alain Mabanckou fra Congo, der i Black Bazar (2009) skriver om en afrikansk dandy i Paris. I 2013 udkom hans meget roste selvbiografi, Les lumières de Point Noir.

En række historiske romaner har vundet stor anerkendelse. I Saison de l'ombre (2013) af den camerounske forfatter Léonora Miano er emnet slaveriets hærgen. Fransk–senegalesiske David Diop vandt den Internationale Bookerpris i 2021 for sin voldsomme roman om to afrikanske soldater i den franske hær under Anden Verdenskrig, Frère d'ame (2018). Hans nye roman La porte de voyage sans retour – ou les cahiers secrets de Michel Adanson bygger på den faktisk eksisterende franske botaniker Adansons rejser i Senegal i 1750'erne og skaber fiktiv kærlighedshistorie mellem ham og Maram, en lokal kvinde. I 2021 vandt den senegalesiske forfatter Mohamed Mbougar Sarr som den første afrikanske forfatter Goncourt-prisen for sin historiske roman La plus secrète mémoire des hommes (dansk Menneskets dybeste erfaring, 2023). Det er en kompleks fortælling om en ung senegalesisk forfatter i Paris, der bliver besat af at finde sandheden om en forgænger, en figur der er baseret på den maliske forfatter Yambo Ouologuem. Ouologuem blev hyldet for sin roman Le devoir de violence (1968, dansk titel Pligten til vold, 1970), da den udkom, men senere anklaget for plagiat. Det var en anklage som ifølge Sarr var udtryk for det franske intellektuelle miljøs utryghed ved afrikanske forfatteres selvfølgelige udnyttelse af det franske sprog.

Gaël Faye fra Burundi har fået stor anerkendelse for sin roman om 1990'ernes borgerkrig og folkemord i Burundi og Rwanda, Petit Pays (2016, dansk titel Lille Land 2017). Fiston Mwanza Mujila fra Congo har skrevet to ustyrlige romaner om fattigdom og vold, druk og dans: Tram 83 (2014, dansk titel Spor 83, 2017) og La danse du Vilain (2020, dansk titel Stodderdansen, 2021).

I Østafrika var tidsskriftet Transition (1961-68) og universiteterne i Kampala og Nairobi hjemsted for vigtige debatter om litteraturens rolle og forfatternes sprogvalg. Centrale figurer var Okot p'Bitek, hvis satiriske digt Song of Lawino (1966, dansk titel Lawinos sang, 1970) findes på både acoli og engelsk, og Ngugi wa Thiong'o. Ngugi tematiserer i romaner og drama på engelsk og kikuyu de moralske dilemmaer, som Mau Mau-opstandens polarisering medførte.

I Kenya, Uganda og Zambia trives endvidere en mere letbenet litteratur, hvis humoristiske behandling af middelklassens korruption og ambitioner har stor appel til et lokalt publikum. Internationalt har somalisk litteratur markeret sig ved Nuruddin Farahs romaner, ikke mindst Maps (1986, dansk titel Kort, 1988) om opvækst og kønsidentitet i skyggen af krig. Betydelige værker fra 1970'ernes Rhodesia er Charles Mungoshis Waiting for the Rain (1975) og Stanley Nyamfukudzas The Non-Believer's Journey (1980).

Det uafhængige Zimbabwe har fostret en vidtspændende litteratur med Dambudzo Marechera, Chenjerai Hove, Shimmer Chinodya og Tsitsi Dangarembga i front som digtere og prosaister på engelsk; med betydelige forfattere som Charles Mungoshi og Ndabezinhle S. Sigogo på shona og ndebele, og med et demokratisk aktivistteater på blandingssprog repræsenteret af Cont Mdladla Mhlanga. I Malawi har Jack Mapanje skrevet slagkraftige digte som i Of Chameleons and Gods (1981), med flerårig indespærring til følge.

Skønlitteraturen fra Angola og Mozambique er pga. de blodige begivenheder før uafhængigheden i 1975 og de efterfølgende borgerkrige optaget af nationalisme og krig. I Angola indtager den blinde Óscar Ribas folkloristiske fortællinger og selvbiografien Tudo Isto Aconteceu (1975) en særstilling, og Luandino Vieiras Luuanda (1963) giver værdighed til fattiges tilegnelse af portugisisk som eget sprog. Pepetelas roman Mayombe (1980) om krigen mod portugiserne er udbredt som skolebog i andre afrikanske lande, mens en nyere guerillaroman, Sousa Jambas Patriots (1990), skildrer en UNITA-soldat fanget i borgerkrigens modsigelser. Fra Mozambique beskriver Luís Bernardo Honwana i Nós matamos o cão tinhoso (1964) kolonitidens ydmygelser. José Craveirinhas og Noémia de Sousas poesi hylder afrikanske og nationale dyder; euforien efter uafhængigheden udtrykkes i digte af Marcelino de Santos og Mia Couto. Lidelser på landet under den sydafrikanske destabilisering behandles i en serie Histórias trágicas do banditismo (1986-89) af Lina Magaia.

I 2021 modtog Abdulrazak Gurnah fra Zanzibar og Tanzania Nobelprisen i litteratur. I de ti romaner der udgør hans skønlitterære forfatterskab undersøger han Østafrikas koloniale historie, perioden op til Tanzanias uafhængighed og migrant skæbner. Hans forfatterskab, hvis gennembrud var romanen Paradise, 1994 (dansk titel Paradis, 1995), fremskriver et righoldigt og nuanceret billede af Swahili kulturen i Zanzibar og den åbne og tolerante version af Islam, som trives på den afrikanske østkyst. Ligesom andre postkoloniale forfattere som Salman Rushdie, Zoë Wicomb og M.G. Vassanji er han optaget af de spor kolonisering, afkolonisering og migration afsætter hos individer.

Kenya har fortsat en levende litteraturproduktion og kunstscene, som det fremgår af tidsskrifter som Kwani, grundlagt af Binyavanga Wainaina. Ngugi wa Thoing'o har skrevet sine erindringer om opvækst i et bondesamfund udenfor Nairobi, skolegang og mødet med den herskende engelske kultur og universitetsstudier i Uganda og England. De tre bind, der alle er oversat til dansk, er personlige, skrevet med let hånd og genskaber tidsbundne mentale og sociale landskaber med præcision og indsigt. Binyavanga Wainainas erindringsbog One Day I Will Write About This Place: A Memoir (2011 ) er skarpere og mere kritisk. Hans berømmelse hviler på den og på hans satiriske essay, How to Write about Africa, 2005.

I Dust (2014) eksperimenterer Yvonne Adhiambo Owuor med en prosafortælling, hvis udgangspunkt er det omstridte og voldelige præsidentvalg i Kenya i 2007, men som derefter udspiller sig i det nordvestlige Turkana område, hvor hun bringer et antal meget forskellige personer sammen i kærlighed, vold og forsoning. Den amerikansk- Etiopiske Maaza Mengistes historiske roman, The Shadow King, 2019, om modstanden mod den italienske invasion af Etiopien i 1935, der i høj grad blev drevet af kvinder, afdækker de komplekse relationer mellem køn og klasse i en voldsom og kritisk periode.

I Zimbabwe er en ny generation af især kvindelige forfattere slået stærkt igennem. Tsitsi Dangarembgas romantrilogi har en gennemgående kvindelig hovedperson, og handler om at finde sig til rette i det uafhængige men dysfunktionelle Zimbabwe. Dens sidste bind, This Mournable Body (2020), har gjort hende internationalt berømt. Yvonne Veras poesi, NoViolet Bulawayos romaner og Petina Gappahs, The Book of Memory (2015), om en albinokvinde, der i et fængsel afventer sin dødsdom, er originale bud på, i hvilken retning ny afrikansk litteratur bevæger sig hen. Litteraten Robert Mupode har i The Scandalous Times of a Book Louse: a memoir of childhood (2021) skabt et rigt facetteret billede af sin opvækst i et af Rhodesias fattige landdistrikter i 1970'erne.

I Angola er Onjakis Os Transparentes (2012) en modernistiske roman om politik og urbanitet i Angola. I sin roman Teoria Geral do Esquecimento (2013, dansk titel Almen teori om glemsel, 2018) beskriver José Agalusa en kvindes selvindespærring under borgerkrigen i Angola.

I Sydafrika har ikke-hvide forfattere også efter 1960 stået i skyggen af hvide, og flere har haft skriveforbud eller levet i eksil. Mazisi Kunenes zuludigte, der forbinder intense naturbilleder og kosmologisk vision, og Alex La Gumas og Lewis Nkosis beskrivelser af politik og racehad blev således undertrykt i hjemlandet og måtte udgives i Europa og Nigeria. Modikwe Dikobe skildrer folkeliv i byernes slum og på landet, Sipho Sydney Sepamla og Mongane Wally Serote beskriver opvækstvilkår og politisk vrede i sorte townships, og Njabulo Ndebele er en førende novelleskribent og litteraturkritiker.

Blandt kvindelige forfattere indtager Bessie Head en særlig position med stærke psykologiske og historiske tekster om Sydafrika og Botswana. Nobelpristageren Nadine Gordimer har bidraget til at raffinere litterær fortælleteknik, og sammen med André Brink har hun vedholdende givet den internationale offentlighed indblik i apartheids vederstyggelighed. På afrikaans er Breyten Breytenbach og Etienne van Heerden nyskabende forfattere, mens en anden nobelprismodtager, den engelskskrivende J. M. Coetzee, har markeret sig som en dybdeborende senmodernist med romaner som Waiting for the Barbarians (1980, dansk titel Vi venter på barbarerne, 1982) og Disgrace (1999, dansk titel Vanære, 2000). Coetzee har vundet Bookerprisen to gange; i 1948 for Life and Times of Michael K, (1983, dansk titel Historien om Michael K., 1984) og i 1999 for Vanære.

I 2003 modtag Coetzee Nobelprisen i litteratur. Ligesom store dele af Sydafrikas nyere litteratur afspejler hans forfatterskab de skred, der er sket i magtforholdet mellem den hvide minoritetsbefolkning og den afrikanske befolkning efter indførelsen af demokrati i 1994. Zakes Mdas historiske roman The Heart of Redness (2000) handler om et oprør blandt Xhosa-folket i 1850'erne og dets konsekvenser. Zoë Wicomb skriver om Sydafrikas farvede befolknings fattigdom og tvetydige placering i de smukke og vanskelige romaner Playing in the Light (2006) og October (2016). Den sidstnævnte udfolder migranttemaet. Andre Brinks roman om den slavegjorte kvinde Philida (2012, dansk med samme titel 2013) viderefører vreden over den historisk uretfærdighed, der er blevet den afrikanske befolkning til del.

J.M. Coetzee har bevæget sig i retning af det abstrakte og mytiske i sin romantrilogi The Childhood of Jesus (2013, dansk titel Jesu barndom, 2013), The Schooldays of Jesus (2016) og The Death of Jesus (2019). Værkerne beretter om det gådefulde barn David, Jesus-figuren, der som flygtning bevæger sig gennem en ikke sted- og tidsbestemt dystopisk verden. I Portrait with Keys: Joburg & what-what (2006) forfølger Ivan Vladislavic sin interesse for urbanitet og de mangfoldige måder storbyen indvirker på menneskers liv og opstiller en skarp kontrast mellem naturen og det menneskeskabte.

Nadine Gordimers sidste roman, No Time Like the Present (2012), er en skildring af et politisk engageret ægtepar i perioden op til valget af Jacob Zuma som præsident i 2009. Hun er sort, han er hvid; de har begge været aktive i ANCs frihedskamp, og romanen skildrer fra forskellige synsvinkler, hvordan periodens politiske og personlige desillusion uddyber afstanden mellem dem.

Thirteen Cents (2000) af K. Sello Duiker om et gadebarn og Welcome to our Hillbrow (2000) af Phaswane Mpe om migration til byen fremstiller håbløsheden og fattigdommen i Sydafrikas storbyer. Begge forfattere var fornyere og døde som unge. I 2021 vandt Damon Galgut Bookerprisen for sin roman The Promise, som følger en hvid families historie gennem tre generationer, hvor en arvestrid udstiller de dybe rødder raceadskillelsen har og dens ødelæggende konsekvenser i post-apartheid Sydafrika. Han har tidligere skrevet om rastløse hvide rejsende i Afrika og Indien, der er på jagt efter mening i tilværelsen, i den stemningsmættede roman In a Strange Room (2010).

Nordafrikansk litteratur, se arabisk litteratur, maghrebinsk fransksproget litteratur og under de enkelte lande.

• Afrika
• Sydafrikas litteratur