Faktaboks

Etymologi
Landets navn er en kombination af de første bogstaver i Tanganyika og Zanzibar, henholdsvis mandatet og protektoratet, der fusioneredes og dannede Tanzania i 1964.
Officielt navn
Tanzania, Jamhuri ya Muungano wa Tanzania
Dansk navn
Tanzania
Styreform
præsidentiel republik
Hovedstad
Dodoma
Indbyggertal
58.005.463 (2019)
Totalareal
947 303 km²
Indbyggere pr. km²
65 (2019)
Officielt/officielle sprog
swahili (officielt), kiunguja (navnet for swahili på Zanzibar), engelsk (officielt, primært sprog for handel, administration og videregående uddannelse), arabisk (udbredt talesprog på Zanzibar), mange lokale sprog. Swahili er modersmål for bantufolket, der bor på Zanzibar og det nærliggende kystnære Tanzania. Selvom swahili er et bantusprog i struktur og oprindelse, trækker dets ordforråd på bl.a. arabisk og engelsk. Swahili er blevet lingua franca i det centrale og østlige Afrika. De flestes førstesprog er dog et af de andre lokale sprog.
Religion
kristne 61,4 %, muslimer 35,2 %, folkereligion 1,8 %, andre 0,2 %, uden religiøs tilknytning 1,4 % (2010) – Zanzibar er næsten udelukkende muslimsk.
Nationaldag
Tanzanias nationaldag, den 26. april (1964) fejrer foreningen af Tanganyika og Zanzibar.
Statsoverhoved
præsident Samia Suluhu Hassan (siden den 19. marts 2021); præsidenten er både statsoverhoved og regeringsleder.
Møntfod
shilling
Symbol
Uhuru-faklen, giraffen
Valutakode
TZS
Nationalsang
Mungu ibariki Afrika (betyder 'Gud velsigne Afrika')
Engelsk navn
Tanzania, United Republic of Tanzania
Uafhængighed
Den 26. april 1964 blev Tanganyika forenet med Zanzibar og dannede United Republic of Tanganyika and Zanzibar, og den 29. oktober 1964 blev republikken omdøbt til United Republic of Tanzania.
Befolkningssammensætning
på fastlandet: afrikanere 99 % (ud af hvilke 95 % er bantuer som består af mere end 130 stammer), andre 1 % (består af asiater, europæere og arabere); på Zanzibar: arabere, afrikanere samt folk af blandet arabisk-afrikansk herkomst.
BNP pr. indb.
934 $ (2017)
Middellevetid
mænd 58,8, kvinder 63,1 år (2015)
Indeks for levevilkår, HDI
0,528 (2018)
Indeks for levevilkår, position
159 (2018)
CO₂-udledning pr. indb.
0,2 ton (2014)
Internetdomænenavn
.tz
Flag

Kilimanjaro.

.
.

Artikelstart

Tanzania er en republik i Østafrika, dannet i 1964 som forening af Tanganyika og Zanzibar. Landbrug er hovederhverv, og landet er et af verdens fattigste. De ca. 120 etniske grupper har swahili som fælles sprog. Landets udvikling har været påvirket af sultanatet på Zanzibar, de tyske og britiske kolonimagter og den selvstændige stats et- og flerpartisystemer.

Klimaet er tropisk; varmt og fugtigt langs kysten, varmt og tørt på centralplateauets savanne, som dækker det meste af landet, og køligt og fugtigt i højlandet.

Geografi

Landet består af en kystslette, et centralplateau i 750-1500 m højde og højlande mod sydvest, vest, nordvest og nord 1500-2300 m.o.h. I højlandet og især omkring Rift Valley findes talrige vulkaner (bl.a. Kilimanjaro, 5895 m, Afrikas højeste bjerg). Over 53.000 km2 er dækket af søer, herunder store dele af Victoria-, Tanganyika-, Malawi- og Rukwasøen. Læs mere om Tanzanias geografi.

Historie

Ca. 2 millioner år gamle fossile menneskerester er fundet i Olduvai-kløften i Nordtanzania. Indvandring af kushitisktalende folk, formentlig fra Det Etiopiske Højland, begyndte ca. 1000 f.v.t. Omkring 500 e.v.t. begyndte agerdyrkende bantugrupper syd- og vestfra og kvægnomadiske niloter (masaiernes forfædre) nordfra gradvis at befolke landet. Læs mere om Tanzanias historie.

Nationalflag

Flaget blev officielt indført i 1964. Det er en kombination af to partiflags farver: grønt og sort fra TANU i Tanganyika, og grønt, sort og blåt fra Afro-Shirazi Party på Zanzibar. Ved de to staters sammenlægning i 1964 blev farverne kombineret diagonalt, for at ingen af dem skulle have forrang. Læs mere om Tanzanias nationalflag.

Sprog

Officielle sprog er engelsk og swahili, som tales af de fleste. Af landets over 130 afrikanske sprog er mere end 90 procent bantusprog, der tilhører den niger-kordofanske sprogæt, men også de øvrige tre afrikanske sprogætter er repræsenteret ... Læs mere om sprog i Tanzania.

Religion

Ca. 40 procent af Tanzanias befolkning er muslimer, ca. 40 procent er kristne, og resten bekender sig til traditionelle afrikanske religioner. Grænserne er imidlertid flydende, især på landet, hvor både islam og kristendom ofte kombineres med afrikansk religion. Læs mere om religion i Tanzania.

Forfatning

Forbundsrepublikken Tanzanias forfatning er fra 1992. Delrepublikken Zanzibar har formelt en egen forfatning, præsident og nationalforsamling, men styres reelt ved dekret. Tanzanias lovgivende magt ligger hos et etkammerparlament, Bunge, med 275 medlemmer. Læs mere om Tanzanias forfatning.

Økonomi

.

Da Tanganyika blev selvstændigt i 1961, var økonomien, som var baseret på landbruget, underudviklet, og uddannelsessystemet var forsømt; det var baggrunden for Arusha-erklæringen i 1967. Oprettelsen af Ujamaa-landsbyer, nationalisering af bl.a. industri og finansiel virksomhed, opbygning af en velfungerende uddannelses- og sundhedssektor samt en generel orientering mod "socialisme og selvtillid" blev hjørnestene i udviklingsmodellen. Læs mere om Tanzanias økonomi.

Sociale forhold

Tanzania satte sig store mål efter uafhængigheden. Vældige resurser blev investeret i sundheds- og skoleprogrammer, der skulle nå alle dele af landet. De økonomiske vanskeligheder i 1970'erne og 1980'erne betød, at programmerne brød sammen og i slutningen af 1990'erne var sundheds- og uddannelsessituationen på mange måder ringere end 15 år tidligere. Læs mere om de sociale forhold i Tanzania.

Sundhedsforhold

Middellevetiden anslås til 44 år for mænd og 49 år for kvinder. Spædbørnsdødeligheden angives til 80-95 promille, og 12 procent af alle børn dør, før de fylder fem år. Det er færre end i gennemsnittet af afrikanske lande syd for Sahara, men tallene må tages med forbehold. Læs mere om sundhedsforholdene i Tanzania.

Uddannelse

Ngorongoro-krateret i Tanzania. Foto fra 2007.

.

Den største uddannelsesmæssige udfordring er bekæmpelsen af analfabetismen, da ca. én tredjedel af befolkningen stadig er analfabeter (1995). Skolesystemet omfatter førskoler for 4-6-årige, men de er ikke udbredt. For 7-14-årige er der ret, men ikke pligt til 7 års gratis skolegang i den offentlige grundskole. Læs mere om uddannelse i Tanzania.

Massemedier

Indtil 1988 var de fleste medier talerør for regeringen, men siden indførelsen af flerpartisystem er der sket en vækst i antallet af uafhængige medier, både radioer og trykte aviser og tidsskrifter, dels på engelsk, dels på kiswahili. Tanzania fik først statsligt tv i 2001, mens en privat tv-station startede sine udsendelser i 1994. Læs mere om Tanzanias massemedier.

Musik

Tanzanias musikkultur omfatter mange genrer, og såvel traditionel som populær musik er desuden vigtige brikker i landets kulturpolitik. Kristen kormusik mkwaya, muslimsk taarab og dansemusikken muziki wa densi er fremherskende. Læs mere om musik i Tanzania.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig