På fastlandet havde Tyskland gennem udsendingen Carl Peters' aftaler med lokale høvdinge skaffet sig en række besiddelser i 1884; de blev året efter den første del af det hastigt voksende Tysk Østafrika. Tyskerne baserede økonomien i Tanganyika på plantagedrift med udbredt anvendelse af tvangsarbejdere. Desuden indførte de tvangsdyrkning af især bomuld på afrikanernes egne brug. Den tyske kolonimagt mødte gentagne gange stærk modstand, bl.a. fra hehe-folket i slutningen af 1890'erne og i Maji-maji-oprøret (1905-1908), der blev brutalt nedkæmpet og kostede flere hundrede tusinde afrikanere livet.
Tanganyika blev et britisk protektorat efter 1. Verdenskrig. Briternes indirekte kolonistyre skabte en del interne modsætninger, men førte ikke til organiseret oprør, selvom store dele af den mest frugtbare jord efterhånden blev tildelt europæiske indvandrere. Efter 2. Verdenskrig dannedes forløberne for de første politiske partier. Tanganyika African National Union, TANU, stiftet af Julius Nyerere i 1954, fik overvældende flertal ved valgene i 1958 og 1959, hvilket banede vej for den fredelige overgang til uafhængighed i 1961 med Nyerere som premierminister. Året efter blev han landets første præsident.
Sultanatet på Zanzibar genvandt selvstændigheden i 1963, men allerede i begyndelsen af 1964 førte en opstand, ledet af det socialistiske Afro-Shirazi Party, ASP, til sultanens fordrivelse. Samme år forenedes Zanzibar og Tanganyika under navnet Tanzania og med Nyerere som præsident og ASP's leder, Abeid Karume, som vicepræsident. En gennemgribende integration af de to lande blev imidlertid aldrig gennemført, og den autoritære Karume bevarede magten i det semiautonome Zanzibar, indtil han i 1972 blev myrdet. Tanzania var fra begyndelsen en etpartistat med TANU som eneste tilladte parti, ASP i Zanzibar undtaget. I 1977 blev de to partier sluttet sammen til Chama Cha Mapinduzi, CCM ('Revolutionspartiet').
Nyerere formulerede i 1967 sin ideologi i Arusha-erklæringen. Målet var at skabe et Tanzania baseret på selvhjælp, fællesskab (Ujamaa) og afrikansk socialisme. Erklæringen blev fulgt af omfattende nationaliseringer af udenlandskejede virksomheder og plantager, og landbefolkningen blev samlet i store Ujamaa-landsbyer. Især på det sociale og uddannelsesmæssige område gav politikken visse resultater, men bl.a. landsbysamlingerne slog fejl, og Tanzania forblev fattigt. I 1985 trak Nyerere sig tilbage; hans efterfølger, Ali Hassan Mwinyi (1925-2024), efterkom et internationalt pres for reformer, hvorefter Tanzania igen begyndte at modtage lån og udviklingsbistand i et anseeligt omfang. Ligeledes efter stærkt internationalt pres afskaffedes etpartisystemet, og i 1995 afholdtes det første flerpartivalg siden uafhængigheden. CCM vandt en overbevisende sejr, og partiets kandidat, Benjamin Mkapa, blev præsident.
Reformerne i Tanzania har sat skub i dele af økonomien, men også medført voksende korruption og skabt stor social ulighed. På trods af spændinger mellem fastlandet og Zanzibar samt internt på Zanzibar har Tanzania hidtil været et af Afrikas mest stabile og fredelige lande. Mkapa blev i 2000 genvalgt med 72 procent af stemmerne. Der var dog efter valget politisk uro på Zanzibar. CCM vandt også valget i 2005 og partiets kandidat, Jakaya Kikwete, valgtes som ny præsident. Ved valget i 2010 beholdt han præsidentposten.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.