Arusha-erklæringen, politisk programerklæring, vedtaget 1967 i byen Arusha af det regerende tanzaniske parti, TANU. I Arusha-erklæringen, hvor landbrugsudviklingen tillagdes afgørende betydning, formuleredes målene afrikansk socialisme og selvhjælp i Tanzania. Som midler til at skabe social lighed og økonomisk udvikling nævnede erklæringen bl.a. statslig kontrol med produktionsmidlerne og landsbysammenslutninger (Ujamaa-landsbyer). Hovedparten af målsætningerne er aldrig blevet virkeliggjort, som de var formuleret, men erklæringen har været inspirationskilde i mange afrikanske lande.