Kent.

.

Kent, county (amt) i SØ-England; 3544 km2, 1,46 mio. indb. (2011). Kent ligger mellem Themsens munding og Den Engelske Kanal og gennemskæres fra NV mod SØ af den kalkholdige højderyg The North Downs, der ved Dover står som klinter ned til havet. Langs kysterne findes store marskområder, således langs med Themsen og SV for Dover (Romney Marsh). Dele af områderne blev inddiget så tidligt som i romertiden. Syd for The North Downs ligger The Weald, et stort skovklædt og bakket område.

Kent har tidligt fundet sin plads i den regionale produktionsmæssige specialisering; nærheden til London har haft betydning for landbrugets produktion. Dyrkning af frugt, især æbler og kirsebær, samt grøntsager og humle har været vigtig og har givet ophav til tilnavnet Englands Have. Efter medlemskabet af EU har netop denne produktion fået hård konkurrence ikke mindst fra Frankrig. Industrien er hovedsagelig lokaliseret langs med Themsen.

Forstæder til London ligger i den nordvestlige del af amtet. Den økonomiske vækst, som siden 1980'erne har fundet sted i det sydlige England omkring London, er delvis gået uden om Kent. I den østlige del er der dog som konsekvens af Kanaltunnelens åbning i 1994 øget erhvervsmæssig aktivitet specielt inden for transportområdet. Der er fortsat færgefart til Holland, Belgien og Frankrig fra forskellige havnebyer i amtet.

Kent var et selvstændigt kongedømme før 600 med tætte forbindelser til Frankerriget. I 700-t. kom Kent under Mercia og indgik i 800-t. i Wessex. De ældste bevarede engelske love er fra Kent.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig