Abdellah Taïa

Taïa er født og opvokset i kvarteret Hay Salam i byen Salé, som hænger sammen med hovedstaden Rabat, kun adskilt af floden Bou Regreg. Han kommer ud af en fattig familie med en søskendeflok på ni. Hans far arbejdede som pedel på biblioteket i Rabat, og hans mor var analfabet.

Som barn var det ikke forfatter, Taïa drømte om at blive, men filminstruktør. Han elskede egyptiske film, som for ham havde en helt særlig magi, han kunne forsvinde ind i. Det var for at blive filminstruktør, at han allerede som teenager satte sig for, at han en dag ville flytte til Paris.

Taïa lærte først fransk som ung. Som studerende på universitetet i Rabat begyndte han at skrive for at bevise over for sig selv og omverden, at han mestrede det franske sprog.

I 2000 debuterede han med novellesamlingen Mon Maroc (Mit Marokko). Han fik sit store gennembrud i 2006 med den selvbiografiske roman L’Armée du salut (på dansk Englene fra Frelsens Hær, 2015). I 2010 modtog han den litterære pris Prix de Flore, som gives til unge, lovende forfattere, for sin roman Le Jour du roi (Kongens dag, 2010).

Han debuterede i 2014 som filminstruktør med en filmatisering af L’Armée du salut, som vandt juryprisen ved Festival Premiers Plan D’Angers og ved Festival Tous Ecrans de Geneve.

Et gennemgående træk i Taïas forfatterskab er, at han forsøger at give stemme til dem, der ofte ikke får plads i litteraturen. Hans litterære spil med karakterer, der følsomme og neurotiske, naive og hysteriske, kærlige og tyranniske, kredser om de usynlige og tavses plads i verden. På den måde rummer det et socialt engagement. Ved at lade sine karakterer tale selvoptaget og uden skam forsøger han at give ”den anden” en stemme som et ”selv”, at insistere på deres ret til en plads i verden.

Stærk inspireret af Taïas egen mor spiller moderfiguren en helt central rolle i hans forfatterskab. Hans romaner rummer en lang række af moderfigurer, som udfordrer fortællingen om den undertrykkende patriark og hans underdanige hustru – et narrativ, der har præget marokkansk litteratur siden 1950’erne med Driss Chraïbis Le passé simple (1954) og Muhammad Shukris al-khubz al-hafi (1973) som to klassiske eksempler. I Taïas romaner er mødrene kærlige og barmhjertige, hysteriske og tyranniske. Det er i de kvinder, der gennem hysteriet taler patriarkatet imod, at han finder sin inspiration, og det er i de kvinder, at hans queer karakterer spejler sig.

Abdellah Taïa valgte i 2006 at springe ud offentligt i et interview med det fransksprogede marokkanske nyhedsmagasin TelQuel. Han har siden opnået nærmest ikonstatus som den første marokkaner med modet til at stå ved sin homoseksualitet offentligt.

I 2006 havde debatten om LGBT-rettigheder allerede været i gang i en årrække i de marokkanske medier og på græsrodsniveau. Kroningen af Muhammad VI i 1999 havde, især blandt unge, skabt håb om en liberalisering af landet. Flere marokkanske medier øjnede nu muligheden for en mere demokratisk debat om individuelle frihedsrettigheder.

• Marokkos litteratur
• Maghrebinsk fransksproget litteratur

• Tina Dransfeldt Christensen (2021). Writing Queer Identities in Morocco. Abdellah Taïa and Moroccan Committed Literature. London: I.B. Tauris.