I 1930'erne og 1940'erne opstod en arabisksproget litteratur i Marokko, mest noveller, som i en propagandistisk stil støttede den nationale kamp. Temaerne er ofte historiske. Efter selvstændigheden modnedes novellegenren kunstnerisk under inspiration fra egyptiske forfattere. Den frigjorde sig fra det retoriske og ideologiske, menneskeskildringen blev mere virkelighedsnær. Abd al-Karim Ghallab (1917-2006) er et godt eksempel på en ikke-fransk uddannet forfatter, som både i sin kunst og i sin deltagelse i politik i Istiqlal-partiet har fremmet Marokkos arabiske selvfølelse. Efter flere novellesamlinger udgav han i 1965 sin første roman, Syv porte. Khannatha Bannuna (f. 1940) udtrykker i et rigt forfatterskab sin modstand mod den traditionelle kvinderolle. Muhammad Zafzaf (1945-2001), som har fornyet arabisk prosa med indslag af det fantastiske, af folklore og symbolisme, eksempelvis i romanen Djinnernes konge (1988). Muhammad Shukris hudløst ærlige skildring af livet i Tangers underverden i romanen Det nøgne brød (da. 1999) blev ved udgivelsen på arabisk i 1982 straks forbudt i de arabiske lande, men blev i 2000 tilladt i Marokko. Leila Abouzeid (f. 1950) er den første marokkanske kvinde, som skriver romaner og noveller på arabisk. Hendes temaer er konflikten mellem den traditionelle kultur og modernismen, herunder kvinders kamp for frigørelse. Hun er her på linje med sociologen Fatima Mernissi (1940-2015), der i sin forskning viser, at koranen kan tolkes i feministisk retning; hun er også forfatter til en erindringsbog på engelsk med stor succes, Dreams of trespass (1994, dansk Grænseløse drømme: mit liv i harem, s.å). Den kendteste fransksprogede forfatter i Marokko er Tahar Ben Jelloun.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig