Østerlars Kirke

Kirkegården er siden middelalderen udvidet af flere omgange, særligt mod øst og vest. Den ældre del af kirkegården er omgivet af en mur af flækket granit, som stammer fra 1870’erne. Hovedindgangen med kørelåge er fra vest, og fra nord er der en ganglåge med tagdækning, som muligvis er en senere kopi efter øens traditionelle låger.

På kirkegården står der mod vest et middelalderligt klokketårn, som er tre etager højt. Det var inden kirkegårdens udvidelse forbundet med kirkegårdsmuren. Den nederste del er muret af rå og kløvede kampesten med flere murankre, mens den øverste er af bindingsværk med tjærede brædder.

Rundkirken er romansk og opført omkring midten af 1100-tallet med apsis, rundkor og rundskib. Byggeriet er udført i rå og kløvede kampesten og med kalksten anvendt især i detaljerne. Våbenhuset i syd kan i sin kerne være senmiddelalderligt, men det er helt ombygget i 1870. Kirken har adskillige svære støttepiller.

Kirken er hvidkalket bortset fra apsissen, der står i blank mur med synlige sten og spåntage. Hele kirken har oprindeligt angiveligt stået i blank mur.

Apsissens grundplan er oval og ligger på tværs af kirkens længderetning. Dens ydre murflade opdeles af svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener, som i toppen bindes sammen af små rundbuer. Tre rundbuede vinduer ses jævnt fordelt i felterne, et i hvert tredje fag, men de er efterligninger af romanske vinduer fra 1892. Der har angiveligt også oprindeligt siddet små vinduer, som dog har siddet midt mellem lisenerne.

Det store rundkor er godt 10 meter i diameter. Det har oprindelig været mindst lige så højt, da det har været brugt til forsvar, ligesom skibet. Det er for længst blevet nedbrudt og erstattet med det nuværende saddeltag. Koret har kun haft to romanske vinduer, et mod syd, som er slugt af det nuværende større vindue, og et mod nord, som i dag er muret til.

Rundskibet er det største af de fire på Bornholm, og dets indretning til forsvar kan stadig ses. Fra nord til syd er rotunden lidt over 16 meter i diameter, og skibet er tre etager højt. I rotundens nederste etage er der aldrig påvist spor af oprindelige vinduer. Man må da antage, at de romanske vinduer har været meget små, og at de har haft samme plads som nogle af de nuværende, der er ret store. Skibets romanske portaler er begge stadig i brug, men hvor den sydlige har fået en hård medfart og er dårligt bevaret, er den nordlige portal velbevaret og viser et veldisponeret og rigt smykket stenmesterarbejde. Den har en rundbuet form, og over døren på to konsoller er et segmentformet relief med et cirkelkors og bladværk.

I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af dets særlige geometri, da det har en rotunde med et ringformet tøndehvælv, hvis indre hviler på en hul murcylinder bestående af seks firkantede søjler. Denne konstruktion står i kontrast til de andre bornholmske rundkirkers, da de i midten har en svær, massiv midterpille. I murcylinderen er et indre rum med en diameter på seks meter, der i folkemunde kaldes ”ovnen”. Det bruges i dag som dåbskapel. Langs med rundskibets ydervæg har der løbet en muret siddebænk, som i dag er bevaret mod nordvest bag orglet.

Apsissen, koret og skibet har hvælvinger opført på samme tid som murene. Apsissens hvælv er formet som en tillempet halvkuppel, mens korets hvælving er nærmest kuppelformet. Korbuen er udvidet og har nu form som en trykket, stor og bred rundbue.

Skibet har et ringformet tøndehvælv omkring en midterarkade med et overhvælvet rum indeni, der ifølge sin form må betegnes som en kuppel, selvom den har brede krydsribber.

I korets nordlige væg løber en trappe til de øvre etager. Anden etage er dunkel, eftersom to af dets oprindelige lysåbninger er blevet muret til. Etagen er meget lavere end kirkerummet nedenunder, men hvælvet på tilsvarende måde. Her brydes den cylindriske mur om det runde inderrum, dog kun af to simple døråbninger, som er anbragt overfor hinanden i øst og i vest. Mod nordvest er der et rundbuet dørhul, som har kunnet stænges med en svær bom, til hvilken der endnu ses huller. En rundbuet, oprindelig dør i den østlige mur fører ud til korets tagrum.

Denne etage har oprindeligt været rotundens øverste, hvor koret da også havde en større højde og blev benyttet til forsvar. Efterfølgende er korets mure blevet sænket, så det kunne få sit nuværende tag.

Tredje etage, forsvarsetagen, er også bygget i middelalderen, og den svarer temmelig nøje til den nedenunder. Der er dog den store forskel, at ydermuren her er tynd, og at den står trukket et betydeligt stykke tilbage fra murkronens ydre rand. Indeni er et skyttegalleri, som oprindelig har stået under åben himmel, hvilket røbes af, at dets gulv er anlagt med fald ud til ydermuren, og at der her endnu flere steder kan ses spygatter, altså afløbsåbninger, hvorigennem vand kan løbe væk. Den nederste del af rundgangens ydermur har stået som et knapt meterhøjt brystværn.

I enten middelalderen eller renæssancen er rotundens skyttegalleri dog blevet lukket, da man førte den ydre mur op til det nuværende niveau. I denne højde findes hele vejen rundt en mængde mindre bomhuller, hvori man kan rigge en løbebro op, der kan gøre tjeneste ved reparationer af kegletaget. Nogen forsvarsmæssig betydning til fx at lave et hængende skyttegalleri af træ, kan de ikke have haft. De er af for små dimensioner, meget mindre end udligger-bjælkehullerne i Sankt Ols Kirke.

Våbenhuset foran syddøren er måske middelalderligt, men det er blevet bygget kraftigt om, bl.a. i 1870, hvorfor det er svært at datere ud fra den nuværende bygning.

De syv voldsomme og meget uregelmæssige støttepiller af kampesten er ligeledes umulige at datere, da de kan være ombygget fra grunden flere gange. De er dog nævnt i kirkens regnskaber allerede i 1684.

Udsmykningen på rundkirkens murcylinder er fra perioden 1325-1350 i den tidlige gotik. Den er kun delvis bevaret, men er grundet maleriernes høje kvalitet og motivrigdom særdeles bevaringsværdige. Den gengiver hovedpunkterne i Kristi liv, begyndende med Marias forkyndelse og sluttes med en stor fremstilling af den yderste dag.

Seriens indledende billede findes mod nordøst, ud for korbuens nordre vange, derfra fortsætter den med solen væggen rundt. De viser i første og andet felt forkyndelsen, i tredje felt møder Maria Elisabeth og fjerde felt forestiller herberget i Bethlehem, hvor man ser Maria ligge i en seng, holdende Jesusbarnet i de løftede hænder. I det femte felt ses Josef, i det sjette en uklar scene med to ryttere. Det syvende felt og de næste fem er kun lidt bevaret. Det næste kendelige felt er kun for en del bevaret, men har forestillet Korsfæstelsen. Derpå følger en kalvariegruppe og i det sidste af indrammede felt ses Opstandelsen, hvor Kristus træder ud over de sovende vagtmænd, hvis udrustning placerer dem i slutningen af 1200-tallet.

Herefter er der akkurat plads til endnu et par småbilleder, som dog har måttet anbringes over hinanden. Øverst ses en Ecce homo-fremstilling, og herunder er nu et fragment uden mening. Resten af pladsen mod nord optages helt af et stort og vanskeligt overskueligt dommedagsbillede, som er myldrende fuldt af figurer

Fremstillingen af dommedag er usædvanlig personrig, specielt den siddende djævel i Helvedesgabet er frygtindgydende. Smertensmanden med præster eller munke lige nedenfor gengiver muligvis en kirkelig handling.

Af middelalderligt inventar er bevaret den romanske døbefont af granit. Her er dog kun bevaret den råt tilhuggede kumme, som i 1956 blev overdraget hertil fra Rø Kirke.

Prædikestolen er fra 1595. Den er stilistisk fra renæssancen. Den består af fire fag og svarer nøje til prædikestolen i Rø. I fagenes store felter er der arkader med relieffer af evangelisternes attributter, dvs. særlige kendetegn. Stolen har på hjørnerne søjler med kannelerede skafter, korintiske kapitæler og høje prydbælter med bladværk. Stolen står i renset træ med delvis forgyldning og farve i arkadefelterne.

Altertavlen er et snitværk fra renæssancen omkring år 1600. Den er af den såkaldte baldakintype, som ses hyppigt på Bornholm. Den indtager dog en særstilling i kraft af sin mere end vanligt kultiverede udførelse. Den har således to fint udformede arkader mellem tre søjler med kannelerede skafter, korintiske kapitæler og høje prydbælter med beslagværk, dvs. ornamenter, som efterligner et kunstfærdigt metalbeslag. I arkadernes to felter blev der i 1956 malet nye billeder af kunstneren Poul Høm, som i har afbildet Kristus med brødet og vinen.

Kirkens bænke og angiveligt også dets pulpitur, dvs. et ophøjet galleri til kirkegængere, blev fornyet i 1955. Begge er af eg.

Det bør nævnes, at der i 1737 blev opstillet en gabestok. Den blev fornyet i 1817, men er siden gået ud af brug og er ikke bevaret.

Opstillet ved kirkens vestside er en gravsten over præsten Henrik Greser, der døde Sankt Marcus' aften år 1370.

På kirkerummets nordlige ydermur hænger et maleri fra et epitafium, dvs. mindesmærke, fra år 1700. Her ses afbildet sognepræst Jørgen Jensen Sode, hustruen Maren Hansdatter Ancher og børnene Jens, Herman og Margrethe

• folkekirken
• kirkearkitektur
• sogn
• provsti
• stift
• Københavns Domkirke
• oversigt over folkekirker i Bornholms Regionskommune

• Danmarks Kirker
• Østerlars Kirke på sogn.dk