Faktaboks

Rø Kirke
Sogn
Rø Sogn
Provsti
Bornholms Provsti
Stift
Københavns Stift
Kommune
Bornholms Regionskommune
Rø Kirke

Den tidligere kirke havde rødt tegltag, hvilket gav anledning til navnet, men den blev revet ned i slutningen af 1800-tallet og erstattet med den nuværende frie kopi fra 1888. Foto: 2008.

Rø Kirke
Af .
Rø Kirke

Rø Kirke på Bornholm. Foto: 2008.

Rø Kirke
Af .

Den nuværende kirke har i hovedtræk samme udformning og proportioner, som den tidligere kirke. Her ses i dag en rund apsis med tre små, rundbuede vinduer, større rundbuede vinduer i koret og skibet, mens murene og gavlene står prunkløse uden dekorative anslag. Foto: 2008.

.

Rø Kirke er en sognekirke, der ligger i den sydlige udkant af byen af samme navn. Den tidligere kirke havde rødt tegltag, hvilket gav anledning til navnet, men den blev revet ned i slutningen af 1800-tallet og erstattet med den nuværende frie kopi fra 1888.

Kirkegården

Kirkegården er omgivet af mure i kløvede marksten. De er delvist hvidtede. Hovedindgangen med kørelåge er fra vest ud for kirkens vesttårn.

Kirkebygningen

Kirken er et historicistisk værk angiveligt af arkitekt Andreas Clemmensen og Mathias Bidstrup (1852-1929). Den består af et kor med en apsis, et skib og et bredt tårn i vest, som er opført i granitkvadre. Kirken står i blank mur med synlige sten med skifertage med undtagelse af apsissen, som har blytag.

Den nuværende kirke har i hovedtræk samme udformning og proportioner, som den tidligere kirke. Her ses i dag en rund apsis med tre små, rundbuede vinduer, større rundbuede vinduer i koret og skibet, mens murene og gavlene står prunkløse uden dekorative anslag.

Kirkens hovedindgang er i vesttårnet, der er bredere end skibet, og som har gavle mod nord og syd. Den rundbuede portal er dybt sat i murværket, og den har et segmentformet relief over dobbeltdøren. Relieffet viser Kristusmonogrammet, som er en afart af chi-rho-symbolet, der står for Kristus. I siderne står de græske bogstaver alfa og omega, der symboliserer den almægtige gud.

I det indre står kirkens mure hvidkalket. Rummet bærer præg af det horisontale grå bjælkeloft og den med gråt fremhævede, rundbuede korbue; lignende dobbelte tårnbuer er indfattet i en større rundbue. Vinduesnicherne er ligeledes fremhævet med gråt.

Inventar

I tårnet er der udstillet bevarede fragmenter af den tidligere kirke viet til Sankt Andreas. Her ses blandt andet den gamle sydportal, gravsten, en runesten og tårnbuens midtersøjle, som den nyere er modelleret over. Desuden er en del af den gamle kirkes inventar bevaret og op opsat i den nuværende kirke.

Prædikestolen er fra renæssancen. Den er udgået fra samme værksted som prædikestolen i Østerlars, og den er i følge en forsvunden indskrift fra år 1601. Stolen består af fire fag med arkader med rhombefelter, hvori der er reliefskårne evangelisttegn. På hjørnerne står der søjler med buttede skafter, kraftige firkantede bladskeder og de for Bornholm karakteristiske bladkapitæler. Den har en samtidig sekskantet himmel.

Altertavlen er fra renæssance omkring år 1610, og den er beslægtet med den gamle prædikestol fra Vester-Marie. Bevaret er kun den centrale del med to arkadefelter i en arkitektonisk ramme med pilastre, dvs. halvsøjler, og en trekantgavl. I arkadefelterne står nadverordene skrevet med guld.

Kirkens bænke med fleur-de-lis-udsmykkede gavle er angiveligt fra første halvdel af 1900-tallet. Fleur-de-lis kaldes også den franske lilje, men i middelalderen var den symbolet på renhed og dermed kyskhed, hvorfor den blev associeret med Jomfru Maria.

Døbefonten af granit er nyere. Den har en fod med en omvendt terningkapitæl med solrelief og fletværk, et kort skaft og en bred, cylinderformet kumme med flere rundstave og et bredt, blankpudset felt med inskription.

Gravminder

I tårnrummet er ud over effekter fra den tidligere kirke en fragmentarisk runesten med ordene ”…sin fader og sin moder” og en gravsten fra 1349, mens der på kirkegården er adskillige gravsten fra 1800-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig