skin-effekt

Konsekvensen af skineffekten er, at lederens dybere lag ikke bidrager til strømmens transport, hvilket giver højere resistans og dermed større effekttab end for jævnstrøm, hvor hele tværsnittet bidrager til strømtransporten. Tabet vokser med kvadratroden af strømmens frekvens. For at mindske effekten anvender man ofte ledere, der består af mange tynde ledere, som er snoet sammen for at øge lederens overflade.

Som beskrevet ovenfor indgår lederens permeabilitet på lige fod med frekvens og ledningsevne. For eksempel har jern en permabilitet, der er meget høj. Det gør jern til et meget dårligt materialevalg til transmission af vekselstrømme med en frekvens over 60 Hz. Derfor anvendes jern kun i vekselstrømskabler for at give mekanisk styrke til tråde af fx aluminium eller kobber, der begge har meget høj ledningsevne og lav permeabilitet.

Den samme dæmpning gør sig gældende ved transmission af elektromagnetiske bølger gennem ledere.

For en perfekt isolator (hvor ledningsevnen er nul) er skindybden uendelig, dvs. en radiobølge trænger uhindret igennem. For en superleder, der har uendelig stor ledningsevne, er skindybden nul, dvs. at elektromagnetisk stråling overhovedet ikke kan trænge ind i en superleder, og al vekselspænding løber på overfladen.

For fx havvand er skindybden ca. 1 meter ved en frekvens på ca. 60 kHz. Ved den ekstremt lave radiofrekvens 6 Hz vil skindybden være ca. 100 m, hvilket muliggør kommunikation med neddykkede ubåde.

For sølv, der har meget høj ledningsevne men lav permeabilitet, er skindybden ca. 0,06 mm ved en frekvens på 1 MHz. Ved den samme frekvens har nikkel, der har en lavere ledningsevne, men til gengæld meget højere permeabilitet, da nikkel er ferromagnetisk, en skindybde på kun 0,005 mm.