senrepublikken

Senrepublikken er en periode i Romerrigets historie. Perioden betegner ofte tiden fra 133 f.v.t., nemlig det år, hvor folketribunen Tiberius Gracchus blev myrdet af sine politiske modstandere, frem til 27. f.v.t., hvor Octavian tog navnet Augustus og anerkendtes som princeps (først blandt ligemænd) eller kejser. Undertiden anses 146 f.v.t. dog som begyndelsesåret, idet Roms ærkefjende Karthago da endegyldigt blev besejret og byen totalt destrueret. Samme år faldt også den sidste græske modstand med byen Korinth. Byen overlevede, men blev plyndret. 146 f.v.t. var således året, hvor Rom blev den eneste stormagt i middelhavsområdet.

Fra et historisk synspunkt er senrepublikken kendetegnet ved en række samfundskriser og institutionelt forfald, forårsaget af gentagne interne konflikter og borgerkrige. I sidste ende førte konflikterne til republikkens fald og monarkiets indførelse med kejserdømmet i 27 f.v.t. Det er også i denne periode, hvor mange af de mest fremtrædende romerske generaler og politikere havde deres virke, heriblandt Pompejus Magnus, Cæsar, Cicero, og Marcus Antonius. Også flere fremtrædende kvinder spillede en rolle i det politiske liv i denne periode, bl.a. Cornelia, Servilia, Terentia, Clodia, Fulvia og Octavia.

Fra et arkæologisk synspunkt er senrepublikken imidlertid en periode med kulturel opblomstring og fremgang i mange henseender. Den stigende interne politiske konkurrence inden for eliten førte til en form for monumentalisme, hvor eliten søgte at hævde og udødeliggøre sig selv via konstruktionen af bygninger og templer, produceringen af mønter, kunst, statuer og offentlige gaver.