Faktaboks

Fulvia
Født
enten i Rom eller byen Tusculum
Død
40 f.v.t.
Levetid - kommentar
Det præcise fødselsår er ukendt, men estimeres til 83-78 f.v.t.

Fulvia var en romersk matrona, dvs. en ærbar gift kvinde, der levede i slutningen af Senrepublikken. Fulvia tilhørte plebejerslægten Fulvius og var den sidste i hendes slægt. Hun var gennem sit liv gift med tre fremtrædende romere, Publius Clodius Pulcher, Gaius Scribonius Curio og Marcus Antonius. Hun er bedst kendt for at have orkestreret borgerkrigen ved Perusia (Perugia) og blev både i sin samtid og i senere historiske kilder anklaget for usædvanlig grusomhed.

Cicero beretter, at Fulvias far var ganske velhavende, om end ikke den klogeste blandt ligemænd. Alt tyder på, at Fulvia var ganske veluddannet for en kvinde på den tid. Hun forstod det politiske klima i Rom og Italien, hun kunne læse og tale både græsk og latin, og hun var en ferm politisk analytiker. Desværre ved vi ikke meget om hendes tidlige år.

Ægteskab med Publius Clodius Pulcher

Fulvia blev gift med den notoriske P. Clodius omkring 62 f.v.t. i en relativ sen alder efter samtidens standarder (hvis hun var født i 83, var hun 21 i år 62), idet kvinder som regel blev gift i 14-16-års alderen. Dette første ægteskab var i tråd med traditionen arrangeret af Fulvias far, og hun havde selv næppe meget at sige. P. Clodius kom fra den velhavende og velansete patricierslægt Claudii, om end Clodius skiftede navn fra Claudius til det mere folkelige Clodius og skiftede stand til plebejer for at kunne blive folketribun. Ægteskabet er interessant, eftersom Clodius netop havde været centrum for en stor skandale, Bona Dea-skandalen i 62, og havde været anklaget for incestum, dvs. blasfemi. Ikke desto mindre var Fulvia og Clodius gift i næsten 10 år, før Clodius blev myrdet af en politisk rival uden for Rom i 52.

Cicero fortæller, at Fulvia sjældent forlod sin mands side, og at hun var til stede ved hans taler til folket og hans politiske kampagner. Dette betød, at Fulvia kunne observere romersk politik på nært hold. Det var atypisk for en hustru at følge sin mand på denne måde, da kvindens rolle ellers hovedsagelig var i hjemmet.

Mordet på Clodius og retssagen

I januar 52 f.v.t. blev Clodius på vej tilbage til Rom myrdet af sin politiske rival Milo. Clodius' lig blev fundet samme aften og bragt tilbage til Rom og Fulvia til deres hus ved foden af Palatinerhøjen. Fulvias sorg og vrede blev straks hørt, og masserne samledes ved deres hus. Normalt ville en højtstående romer blive renset, iklædt ligklæder og lagt til skue, således at vedkommendes klienter, venner og familie kunne vise deres respekt. Herefter, typisk et par dage senere, ville liget blive flyttet til rostraen, talerstolen, på Forum Romanum, hvorfra gravtaler ville blive afholdt, mens skuespillere iklædt den afdødes forfædres masker og insignia fra deres embeder ville gå i procession. Herefter ville liget blive fragtet i procession til familiens gravsted, brændt og lagt til hvile.

Alt dette var som regel den afdødes hustrus opgave at arrangere. Fulvia gjorde imidlertid intet af dette. I stedet blev Clodius' lig i samarbejde med to af de siddende tribuner bragt til rostraen den efterfølgende morgen. Liget var uvasket og med de dødbringende sår og blodige klæder fuldt synlige. Her samledes pøblen, og tribunerne ophidsede folkemængden i en sådan grad, at den spontant tændte et ligbål midt på Forum, hvor Clodius blev brændt. Som følge af branden brændte senatsbygningen også ned. Efterfølgende belejrede pøblen Milos' hus, og optøjer brød ud overalt i Rom.

I april samme år blev retssagen mod Milo indledt. Cicero forsvarede ham forgæves. Fulvia og hendes mor afgav vidneudsagn som de sidste i restssagen, hvilket var meget atypisk. Dette tyder på, at deres vidneudsagn bar betydelig vægt og var med til at få Milo dømt (dog in absentia).

Ægteskab med Curio

Omkring 51/50 f.v.t. blev Fulvia gift med Curio. Meget lidt vides om dette ægteskab. I 49 krydsede Cæsar Rubicon, og en borgerkrig brød ud. De kilder, som skildrer disse begivenheder, levner meget lidt opmærksomhed til Curio og Fulvia. Curio døde i provinsen Africa (i det nuværende Tunesien), hvor han var legat for Cæsar.

Fulvia og Marcus Antonius

I 47 f.v.t. blev Fulvia gift med Marcus Antonius. Dette ægteskab blev efter al sandsynlighed indgået af Fulvia selv, eftersom hendes far for længst var død. Fulvia var i kraft heraf sui iuris, dvs. juridisk selvstændig, og kunne som sådan bestemme over sin egen økonomi og person og dermed også indgåelse af ægteskab. Cicero anklagede Fulvia og Antonius for at have haft en affære i årevis forinden, men det er uvist, om der er hold i den historie.

I 47 var Marcus Antonius magister equitum, dvs. næstkommanderende for diktatoren Cæsar. Fulvia opnåede med ægteskabet en central og ophøjet status i det romerske samfund. Vi ikke meget om hendes handlinger i disse år, omend der kan gisnes.

Da Cæsar blev myrdet i 44 f.v.t., blev han ligeledes brændt på et improviseret ligbål på Forum Romanum, og pøblen gik endnu engang amok i optøjer, der fandt sted i flere dele af Rom. Pararallen til Clodius' begravelse er slående. Det er muligt, at Marcus Antonius kopierede Clodius' begravelse; han var ikke selv i Rom i 52, men det var Fulvia. Det er muligt, at Fulvia bidrog til begivenhederne.

Antonius erklæres som fjende af staten, Fulvia i nød

Henimod slutningen af 44 prøvede Antonius at skaffe sig provinsen Gallien som sin kommando for året 43. Provinsen var allerede allokeret til Decimus Brutus (en af Cæsars mordere), og Antonius belejrede Decimus ved byen Mutina i det nuværende norditalien. I Rom var Octavian (den senere Augustus) vendt hjem, og han og Cicero forsøgte nu at få erklæret Antonius som fjende af staten, hvilket i realiteten ville fratage Antonius hans borgerskab og hans ejendomme, annullere hans ægteskab og gøre hans børn arveløse.

Mens debatten rasede i senatet, søgte Fulvia at stoppe afstemningen til fordel for Antonius. Fulvia og Antonius' mor, Julia, iklædte sig sort tøj som et tegn på sorg, typisk anvendt i forbindelse med dødsfald, lod deres hår hænge frit og gik ud på gaderne. Her fulgte de senatorer på vej til senatsbygningen, græd og bad dem om at forhindre afstemningen. Appian fortæller, at deres bønner var ved at virke, indtil Cicero gik på talerstolen og fik Antonius erklæret som fjende af staten.

Efterfølgende blev Fulvia sagsøgt grundet gæld, hun nu ikke kunne afvikle, da hendes og Antonius' finanser var blevet konfiskeret. Nepos fortæller, at hun nu gennemlevede en særligt svær tid; at hun blev forfulgt, at hendes børn blev forsøgt myrdet, og at Fulvia selv led både finansielt og fysisk.

Hustru til en Triumvir

I november 43 f.v.t. blev triumviratet etableret via lex titia. De tre mænd Octavian, Antonius og Lepidus var nu de højeste magistrater i Rom med ekstraordinere beføjelser og nærmest uindskrænket magt. Dette betød samtidig, at Fulvia nu var en af de førende kvinder i Rom. Da triumvirerne udskrev proskriptionerne, blev Fulvia anklaget for at have forårsaget indtil fleres død ved at putte navne på listerne, som triumvirerne ikke kendte til. Da Cicero døde som resultat af proskriptionerne, fortæller Plutarch en særligt grum historie, hvor Fulvia angiveligt skulle have spyttet på Ciceros afhuggede hoved og stukket hårnåle i hans tunge og ansigt. Historier som denne er højst usandsynlige og er snarere udtryk for samtidige og senere smædekampagner mod Fulvia.

Perusia-krigen

I 41/40 f.v.t. var Antonius i Østen mens Octavian havde fået til opgave at uddele land til de legionærer, der havde aftjent deres militærtjeneste. De skulle have land fra Italien, hvilket viste sig at være et større problem. I Rom var Antonius' yngre bror Lucius konsul. Sammen med Fulvia modsatte Lucius sig Octavian og hans opgave. Fjendtlighederne brød snart ud og udviklede sig hurtigt til krigsførelse. I denne krig havde Fulvia en afgørende rolle. Fulvia fungerede som lobbyist og organisator, hvor hun søgte støtte fra generaler og senatorer, organiserede logistikken og den politiske kampagne, alt imens Lucius ledte tropperne. Dog fik Octavian overhånden og belejrede Lucius og hans legioner ved byen Perusia (nutidens Perugia). Belejringen var usædvanligt blodig. Arkæologiske fund fra begivenheden, nemlig projektiler slynget mod hinanden, bekræfter, at Fulvia spillede en central rolle. Hendes navn optræder således på flere af disse projektiler sammen med særligt groft seksuelt sprog.

I sidste ende måtte Lucius overgive sig, og Fulvia måtte flygte fra Italien. Hun søgte tilflugt i Grækenland, hvor hun kort efter døde af sygdom i 40 f.v.t.

Fulvia i eftertiden

Fulvia betragtes ofte som en forløber for Octavia og Livia. Da hun var en afgørende fjende i krigen ved Perusia, blev hun offer for en politisk smædekampagne ført af Octavian, som i høj grad har farvet eftertidens billede af hende. Fulvia var en Romersk matrona, hun var veluddannet, velhavende og politisk dygtig. Hun pressede grænserne for hvad en kvinde kunne gøre i senrepublikken, og hun er på denne måde en yderst interessant person.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig