sølv

Sølv udgør 0,08 gram pr. ton af jordskorpen og udvindes hovedsagelig af mesotermale hydrotermale årer og i metasomatiske forekomster (se metasomatose), hvor hydrotermale opløsninger har reageret med carbonatbjergarter. I tørre egne, fx Chile, findes sølvhalogenider, der er dannet ved, at sølv har reageret med saltopløsninger. I de hydrotermale årer findes mineralet gedigent sølv ofte sammen med sulfidmineraler og gangmineraler som kvarts og calcit, fx i Kongsberg i Norge, hvor der er fundet en enkelt sølvklump på 325 kg.

Sølv findes som gedigent (frit) metal, som sulfider, sulfosalte og halogenider samt i fast opløsning med guld og opløst i krystalstrukturen i blyglans. Der kendes over 55 sølvmineraler. Det mest udbredte er Ag₂S, der findes i to former, acantit og argentit, som er stabile henholdsvis over og under 173 °C. Andre sølvmineraler er rødgylden, også kaldet rubinsølv (pyrargyrit-proustit), frit sølv (gedigent sølv) og sølvholdig blyglans, hvor sølvet er opløst i krystalstrukturen i blyglans.

Sølv brydes dels fra rene sølvforekomster (26 procent af den totale sølvproduktion), dels som biprodukt fra kobber- (22 procent), bly-zink- (37 procent) og guldudvinding (13 procent). De rene sølvforekomster er åremineraliseringer, hvor sølvmineraler findes sammen med kvarts og carbonatmineraler med eller uden guld. Sølvbælter strækker sig fra Utah i USA over Nevada og Mexico til Honduras og i Andes fra Peru gennem Bolivia og Chile til Argentina. I Maarmorilik og kryolitminen i Ivittuut i Grønland er der udvundet hhv. 250 ton og ca. 4 ton sølv. Ud over sølv fra minedrift udvindes årlig ca. 6000 ton sølv ved genbrug.

Gedigent sølv og sølv-guld-legering (elektrum) er blevet udvundet, omsmeltet og anvendt gennem mere end 5000 år. Mellem 3000 og 2000 f. Kr. begyndte udsmeltning af sølv sammen med bly fra sølvholdige malme, hvorefter metallerne blev adskilt ved afdrivning, en proces, der fra 1400-t. også blev taget i brug til at udtrække sølv fra sølvholdigt kobber.

I 1800-tallet udvikledes flertallet af de nu anvendte processer, hvor det meste sølv udvindes som følgestof fra sulfidiske kobber- og blymalme. Her bidrager ædelmetallet i høj grad til produktionens økonomi. Efter brydning og knusning af malmene koncentreres metalsulfiderne ved flotation og behandles som bly og kobber gennem en række ovnprocesser for at udskille svovl og omdanne metalsulfiderne til oxider (ved ristning), som derefter reduceres til frit metal. Alt efter råmaterialernes sammensætning fremkommer urent sølv, sølv- (og guld)holdigt råkobber eller sølvholdigt råbly. Endvidere benyttes vådkemiske metoder, hvor sølv udtrækkes af malme med cyanid og igen udfældes af opløsningen ved reaktion med zink. I alle tilfælde følger videre adskillelse og raffinering frem til de rene metaller.

Sølv kan også udskilles fra bly ved sejgring, hvor der ved gentagen smeltning og krystallisation efterhånden fås rent bly og en restsmelte, der nærmer sig den eutektiske sammensætning (2,5 procent sølv; se eutektikum). Denne legering behandles videre ved Parkes' (se Alexander Parkes) proces eller ved elektrolyse.

Elektrolytiske metoder er i dag de mest benyttede til raffinering. Ved elektrolyse af sølvholdigt bly i kiselflussyre (Betts' proces) danner sølv anodeslam, som opsamles i poser, mens rent bly udfældes på katoderne. Også ved kobberelektrolyse i svovlsur elektrolyt opsamles sølv som anodeslam i poser. Anodeslammet omsmeltes og elektrolyseres på ny for at fraskille medfølgende guld og opnå rent sølv, der markedsføres som fintsølv med lødighed 999 promille. Prisen noteredes i 2007 til gennemsnitlig 13,5 dollar pr. troy ounce (31,1 gram) svarende til ca. 2300 kr. pr. kg. Denne pris gør det rentabelt at genvinde sølv fra de fleste typer affald.

Også genvinding af sølv beror i høj grad på elektrolyse. Kasserede sølvting og mønter, der hovedsagelig består af sølv-kobber-legeringer, omsmeltes til anoder og elektrolyseres til rent sølv. Forsølvning på kontakter og elektronikskrot kan direkte trækkes af elektrolytisk.

Sølv genvindes fra brugt fikservæske og kasserede røntgenfilm og papirbilleder, selvom de kun indeholder ca. 1 procent sølv. Sølv kan udfældes af fikservæske ved reaktion med jern (ståluld) eller ved kemisk reduktion med sulfit. Film og papir brændes, og sølv reduceres ud af asken ved smeltning med kul. Det udfældede eller udreducerede metal raffineres igen ved elektrolyse.

Op mod halvdelen af alt sølv anvendes i form af kemiske forbindelser i fotografiske materialer.

Som metal har sølv den bedste ledeevne for varme og elektricitet. Sølvs begrænsede tilgængelighed og høje pris forhindrer dets anvendelse i almindelige kabler og ledninger, men en betydelig mængde anvendes i smeltesikringer, kontakter og kondensatorer, som korrosionsbeskyttende og lodbar overflade (forsølvning) på elektriske og elektroniske komponenter og som korrosionsbestandigt materiale i kemisk apparatur og anlæg til destillation af vand.

Som ædelmetal angribes sølv ikke af luftens ilt eller fugtighed, heller ikke ved høj temperatur. Det reagerer dog med svovlbrinte (hydrogensulfid) i luften og danner langsomt sølvsulfid, som først giver metallet et gyldent skær, senere en brun til sort hinde. Denne anløbning beskytter mod videre angreb og hindrer ikke sølvets tekniske anvendelser. Derimod giver den behov for pudsning af sølvbestik og -service, især efter kontakt med fødevarer, der som æg og løg afgiver svovlforbindelser. Sølvsmykker, der bæres, holder sig som regel blanke, fordi eventuel anløbning straks slides bort. Både sølvtøj, smykker og medaljer (tidligere også mønter) fremstilles af sølv-kobber-legeringer som sterlingsølv, men er ofte fra ny overtrukket med et lag rent sølv. Forsølvning danner også overfladen på uægte sølvvarer, sølvplet (se plet), hvor det forsølvede messing eller nysølv efterhånden kan træde synligt frem efter pudsning og slid.

Sølv bruges endvidere i batterier, det indgår i tandfyldninger (amalgam), og det er hovedbestanddel i sølvslaglod, en række legeringer til hårdlodning af blandt andet kobber, messing, stål- og nikkellegeringer. Det anvendes desuden som legeringsbestanddel i blyfri loddetin til blødlodning. Se også lodning.

Sølv optræder i forbindelser med oxidationstrinnene +1, +2 og +3. Sidstnævnte oxidationstrin findes kun i komplekse forbindelser som fx det fugtighedsfølsomme kaliumtetrafluoroargentat, KAgF₄, samt i komplekser med organiske ligander. Oxidationstrin +2 stabiliseres ligeledes af kompleksdannere. Kun med fluor dannes en ikke-kompleks forbindelse, AgF₂, der er et udmærket fluoreringsreagens. Forbindelsen med støkiometri AgO har formelt oxidationstrin +2, men kemiske og magnetiske forhold viser, at det må opfattes som sammensat af oxidationstrinnene +1 og +3.

Sølv danner en række simple, saltagtige forbindelser med oxidationstrin +1, hvoraf kun sølvfluorid, AgF, sølvnitrat, AgNO₃ (helvedessten, lapis), og sølvperklorat, AgClO₄, er letopløselige i vand. De tungtopløselige sølvforbindelser sølvklorid, AgCl, sølvbromid, AgBr, og sølvjodid, AgI, er lysfølsomme, og navnlig sølvbromid har en stor anvendelse i fotografiske film. Ved belysning aktiveres nogle af sølvatomerne, således at der ved en efterfølgende behandling med en reducerende forbindelse (fremkalder) sker en reduktion af de aktiverede AgBr-korn til frit sølv. Uomdannet AgBr opløses derefter i en opløsning af natriumthiosulfat, hvor thiosulfationen danner et kompleks med sølvionen (fiksering). Både synligt og ultraviolet lys og røntgen- og radioaktiv stråling påvirker den fotografiske film.

Mange andre forbindelser end thiosulfationen danner komplekser med Ag⁺-ionen, fx ammoniak, der danner den lineære ion [H₃N−Ag−NH₃]⁺. Opløseligheden af sølvhalogeniderne vokser også med stigende koncentrationer af halogenidionerne, idet der dannes komplekser som fx AgCl₂^- og tilsvarende ioner. I denne sammenhæng er dannelsen af ionen Ag(CN)₂^- vigtig, idet selv den tungest opløselige sølvforbindelse, sølvsulfid, Ag₂S, opløses i en stærk opløsning af natriumcyanid, der ligeledes opløser metallisk sølv med oxygen som oxidationsmiddel. På denne måde kan sølv udvindes af sølvmalme.

En række nitrogenholdige sølvforbindelser er eksplosive, fx sølvnitrid, Ag₃N, sølvazid, AgN₃, sølvimid, Ag₂NH, og sølvisocyanat, AgCNO (knaldpulver, sølvfulminat). Ammoniakholdige opløsninger af sølvforbindelser kan ved indtørring give stærkt brisante (eksplosive) forbindelser.

Sølv er formentlig det tredje metal, der blev opdaget. Det første var guld, det andet kobber.