Lodning, metode til samling af metaldele, hvor to eller flere emner samles med et smeltet materiale — et såkaldt loddemetal. Processen kendes fra 5000-6000 år gamle egyptiske sølvsmedearbejder.

Loddeprocessen foregår ved, at de dele, der skal samles, emnedelene, opvarmes til en temperatur, der er lavere end deres smeltetemperatur, men højere end loddemetallets smeltetemperatur. Derved smelter loddemetallet og flyder ud på emnedelene. Ved størkningen fremkommer en metallisk binding mellem delene, hvilket skaber selve loddesamlingen. Lodning må ikke forveksles med svejsning, hvorunder emnematerialerne bringes til at smelte lokalt.

Metoden inddeles i blød-, hård- og højtemperaturlodning. Blødlodning udføres ved temperaturer under 450 °C, hårdlodning ved 450-850 °C, og højtemperaturlodning over 850 °C. Til de forskellige temperaturintervaller benyttes forskellige opvarmningsmetoder samt forskellige metoder til beskyttelse mod luftens ilt, der kan danne et oxidlag på emne eller loddemetal. En forudsætning for, at der kan skabes en samling, er nemlig, at det smeltede loddemetal er i stand til at flyde ud over emneoverfladen på de dele, der skal samles. Er overfladen forurenet med fedt, snavs eller oxider, forhindres den direkte kontakt mellem emnemetal og loddemetal, og samlingen får forringet styrke, da den sker mellem et overfladelag med ringe vedhæftning til emneoverfladen og loddemetallet.

Opvarmningsmetoder

inddeles i to grupper: med og uden ilttilgang. Opvarmningsmetoder, der anvendes til blødlodning, er typisk med ilttilgang. Et eksempel er lodning med loddekolbe, den loddemetode, de fleste forbinder med lodning. Kolben er varmekilde, og loddemetallet (oftest loddetin) tilsættes i form af tråd. For opvarmningsmetoder med ilttilgang er det nødvendigt med en beskyttelse mod iltens skadelige virkning. Hertil kan anvendes flusmidler. Andre opvarmningsmetoder for lodning med ilttilgang er flammelodning, hvor opvarmningen sker vha. en gasflamme, fx acetylen/oxygen, butan, propan eller naturgas. Det anvendte loddemetal kan have mange udformninger og kan tilsættes både før og efter opvarmningen. Metoden kan anvendes til både blød- og hårdlodning. Med bad- eller dyppelodning foregår opvarmningen ved, at emnedelene nedsænkes i et bad med smeltet loddemetal eller flus. I sidste tilfælde kræves, at emnedelene er samlet med loddemetallet inden nedsænkningen. Denne metode anvendes normalt til blødlodning, ofte i form af bølgelodning, hvor plane, samlede emner (fx trykte kredsløb) passerer gennem stående bølger af flus og loddemetal. I modstandslodning sker opvarmningen vha. en elektrisk strøm, der sendes igennem emnerne. Før opvarmningen skal emnerne være samlet med loddemetal og flus. Induktionslodning eller højfrekvenslodning anvender en vekselspænding i en spole, der inducerer en strøm i emnedelene og derved opvarmer dem. Loddemetallet kan pålægges emnedelene inden opvarmningen eller tilsættes under processen.

For loddeprocesser uden ilttilgang benyttes en beskyttende atmosfære eller vakuum til fortrængning af ilten. Disse processer foregår i en speciel ovn. Emnedelene pakkes med indlagt loddemetal og placeres i ovnrummet, der enten fyldes med den beskyttende atmosfære eller pumpes ned til et meget lavt tryk, ca. 0,0002 mbar. Opvarmningen til arbejdstemperatur foregår vha. varmelegemer placeret i ovnkappen. Ovnlodning anvendes ofte til højtemperaturlodning, men kan også anvendes til hård- og blødlodning.

Loddemetal

eller lod er betegnelsen for det materiale, der udgør selve samlingen i loddeprocessen, dvs. det materiale, der binder emnedelene sammen. Loddemetallet vælges ud fra emnematerialet og brugssituationen. Dette valg er bestemmende for loddemetoden, idet procestemperaturen skal være højere end loddemetallets smeltetemperatur. I forbindelse med blødlodning anvendes ofte loddetin, der er tin og tinlegeringer, ofte med bly som legeringsbestanddel. Loddetin har et meget lavt smeltepunkt; rent tin smelter således ved 232 °C. Til hårdlodning anvendes metaller og legeringer med et højere smeltepunkt end loddetin. Disse inddeles ofte i familier efter hovedkomponenterne, fx sølv-, kobber- og nikkelbaserede lod. Loddemetallet findes i mange udformninger, fx stænger, folie, pulver eller pasta. Loddetin findes oftest i form af tråd. Loddemetal kan også udformes, så det passer til en specifik samling, en såkaldt præform. Loddet kan tilsættes emnedelene på forskellig måde afhængigt af loddemetode og dermed opvarmningsmetode. Der skelnes mellem lodning med tilsat lod og lodning med indsat lod. Ved tilsat lod opvarmes emnedelene til arbejdstemperatur, og loddemetallet tilføres derefter, sædvanligvis manuelt, i form af tråd eller stænger. Anvendes indsat lod, er loddemetallet derimod anbragt i samlingen, før opvarmningen starter. Når temperaturen når op på arbejdstemperaturen, smelter loddet og flyder ud i hele samlingen.

Anvendelse

En loddeproces udmærker sig ved at være velegnet til samling af dele med meget komplekse og evt. mange samlingsflader samt til samling af forskellige materialer, fx aluminium/stål, keramik/stål eller rustfrit stål/kobber. Lodning gør det muligt at undgå store temperaturforskelle og dermed store kastninger og deformationer samt misfarvninger. Endvidere er det muligt at samle emnedele med meget store dimensionsforskelle, at lodde mange samlinger på en gang, at lodde på allerede loddede emner, at udføre en varmebehandling samtidig med lodningen, at automatisere og derved opnå en meget ensartet produktion samt ved korrekt dimensionering og proceskontrol at opnå samlinger med høj kvalitet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig