guldfod

Guldfod er et monetært system, som knytter værdien af et lands mønt til prisen på guld og omfanget af landets pengeudstedelse til udviklingen i centralbankens beholdning af guld.

Tidligere tiders møntsystemer anvendte ofte både sølv og guld i samme møntfod (se bimetalisme), men det gav problemer, fordi værdiforholdet mellem guld og sølv ikke var konstant, og i 1600- og 1700-tallet anbefalede mange økonomer med stigende styrke overgang til guldfod for at bremse en overdreven udstedelse af penge og en heraf følgende inflation. Guldfoden blev set som et system, der kunne sikre en høj grad af prisstabilitet, fordi pengenes værdi blev knyttet til produktionsomkostningerne for guld, som var bestemt af langsomt bevægelige faktorer uden for politisk indflydelse.

I Storbritannien forsvandt sølvmønterne i løbet af 1700-tallet gradvist fra cirkulation, således at der i praksis fandt en overgang til guldfod sted. Den suspenderedes imidlertid under Revolutions- og Napoleonskrigene, og efter en periode med høj inflation blev guldfoden ved lov indført i Storbritannien i 1816. Andre europæiske lande fortsatte med en sølvmøntfod eller med bimetalisme, men således at prisen mellem de to metaller kunne ændres, såkaldt haltende guldfod. I 1870'erne gik Tyskland og de skandinaviske lande over til en guldfod (Danmark i 1873), mens USA indtil 1913 stod uden for guldfoden, da landet ikke havde en centralbank.

Erfaringerne med guldfoden i Storbritannien var ikke udelt positive. Indførelsen førte til en periode med lav økonomisk aktivitet, og igennem 1800-tallet oplevede landet kraftige konjunkturbevægelser. Som internationalt finansielt centrum var Storbritannien dog i stand til gennem renteforhøjelser at tiltrække guld fra kontinentaleuropæiske og oversøiske besiddelser. I slutningen af 1800-tallet medførte en væsentlig forøgelse af guldproduktionen, især i Sydafrika, et hurtigere tempo i pengeudstedelsen i guldfodslandene frem til udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914, som satte en stopper for guldfoden.

Den blev søgt genoplivet i 1925-1931, hvorefter den blev opgivet af Storbritannien, mens enkelte andre lande fortsatte i guldblokken. Danmark indførte i 1927-1931 guldbarrefoden, hvorefter Nationalbanken kun var forpligtet til at udlevere guld i hele barrer. Efter 2. Verdenskrig genoplivede overenskomsten om Den Internationale Valutafond i 1945 en guldvekselfod, som varede indtil USA suspenderede den i 1971. Guldvekselfoden var en variant af guldfoden. Den indebar, at de pengepolitiske myndigheder i USA påtog sig ansvaret for at opretholde en fast dollarpris for guld, mens en række andre lande knyttede deres valuta til dollaren. Selvom guldfoden fortsat har fortalere, senest i en rapport fra USA's Senat i begyndelsen af 1980'erne, er der ikke gjort forsøg på at genindføre den. Lav inflation søges i nyere tid sikret gennem national pengepolitik, og den eksterne stabilitet, dvs. faste valutakurser, som en række landes samtidige tilknytning til en guldfod eller en guldvekselfod muliggjorde, søges opretholdt dels gennem centralbankernes interventioner på valutamarkederne, dels via regionale valutaarrangementer, især i Europa (EMS og ØMU).