Bimetalisme, møntsystem med guld- og sølvfod på én og samme tid, dvs. at værdien af en møntenhed bestemmes som både en vis mængde guld og en vis mængde sølv. Frem til slutningen af 1800-t. fungerede de fleste landes møntsystem vha. bimetalisme, men omfattende sølvfund betød, at dette metal faldt i værdi. Ifølge Greshams lov fortrænger dårlige penge gode penge, idet borgerne vil forsøge at betale med de mønter, som har den mindste metalværdi. Mønter med den højeste metalværdi vil som følge deraf forsvinde (fx blive lagt på kistebunden eller omsmeltet). Fra ca. 1870 overgik de fleste lande til guldfod.