parfume

Parfume.

.

Parfume, vellugtende væske, der almindeligvis er en opløsning af æteriske olier i vand eller alkohol. Parfumeprodukter inddeles i tre klasser alt efter deres indhold af æteriske olier: eau de cologne (3 % æteriske olier), eau de toilette (5 % æteriske olier) og parfume (15 % æteriske olier). I daglig tale bruges ordet parfume desuden om alle de duftstoffer, man støder på i hverdagen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet parfume kommer af fransk parfum, af per- og latin fumus 'røg'.

De æteriske olier, der anvendes i parfume, udvindes fra planter eller dyr, men efterhånden kan mange af de naturlige duftstoffer fremstilles syntetisk. Der anvendes ca. 2500 forskellige duftstoffer, og en parfume kan bestå af en blanding af op til 300 enkeltduftstoffer.

Duftkompositionen består oftest af en topnote, en mellemnote og en bundnote. Topnoten fordamper forholdsvis hurtigt og giver derved plads til den lidt mere holdbare mellemnote, der afløses af bundnoten, som er mere vedholdende i sin duft pga. det tilsatte fiksativ.

Duftstoffer findes ikke kun i parfumer, men tilsættes også produkter som fx vaskemidler og madvarer. I forhold til kosmetikbekendtgørelsen er det ikke nødvendigt at deklarere, hvilke duftstoffer der er tilsat et produkt; man skal blot anføre, at produktet er parfumeret.

Historie

Parfume. Allerede tidligt begyndte parfumeindustrien at gøre meget ud af emballeringen. Tv. ses Lanvins Rumeur-flakon fra 1930'erne, th. Schiaparellis Shocking-flakon fra 1937, som er inspireret af Mae West; den er designet af den surrealistiske maler Leonor Fini.

.

Kulturhistorisk kendes parfumering fra de ældste kulturer i en række forskellige former. Vellugtende salver, balsamer og olier anvendtes hos fx grækere og romere i førkristen tid i forbindelse med renlighedsritualer, til krops- og sundhedspleje, som udtryk for venlighed mod gæster og for at vise status.

I europæisk sammenhæng var Venezia i 1200-t. centrum for handel med krydderier og æteriske olier fra Østen. Fra renæssancen kendes parfumering fra Europas hoffer og adel, der anvendte både duftevand og ikke mindst lugtfortrængende foranstaltninger i form af desmerknopper, dvs. lugtedåser med rum til eksotiske duftstoffer som moskus, ambra, kanel og ingefær (se også balsambøsse og hovedvandsæg).

Arkæologer har i Pyrgos på Cypern fundet parfumer, der formentlig er over 4000 år gamle. Parfumerne blev fundet i resterne af et antikt parfumeri på mere end 4000 m2 og udstyret med mindst 60 destillationsapparater, fade, tragter og parfumeflasker.

I løbet af 1700-t. slog blomsterduftende parfumer til både mænd og kvinder igennem, bl.a. i form af eau de cologne. Indtil slutningen af 1990'erne, hvor unisex-duftene blev lanceret, har parfumer været opdelt i specielle dufte til hvert af kønnene med blomsterduftene rose, jasmin, konval, viol, lavendel og hyacint til kvinder og de tungere, mere krydrede dufte læder, kanel, bregne og moskus til mænd.

I midten af 1800-t. var Paris modens absolutte centrum, og de førende franske parfumefirmaer som L.T. Piver, Houbigant, Guerlain og Coty indledte storstilede samarbejder med kunstnere om udformningen af glasflakoner, emballage og reklame til markedsføring af de enkelte parfumer.

Fra 1900 begyndte modehusene og de enkelte modeskabere at lancere deres egne parfumer og parfumeartikler; mest berømt er Coco Chanels "No. 5", der kom den 5.5.1921 og var opkaldt efter hendes lykketal.

I dag har stort set alle modehuse deres egne parfume- og kosmetikserier, og salg af disse artikler udgør en stor del af firmaernes omsætning.

Mærkevare- eller designerparfumerne fik i løbet af 1980'erne følge af dufte fra de nye konfektionsfirmaer som fx Benetton og Adidas, der især henvender sig til yngre forbrugere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig