Benetton

Benetton. I Benettons kampagne fra 1991 blev bl.a. benyttet dette billede af en nyfødt baby. Billedet vakte den tilsigtede opsigt — og dermed opmærksomhed om firmanavnet.

.

Artikelstart

Benetton, italiensk modefirma, grundlagt 1965 af de fire søskende Luciano, Carlo, Gilberto og Giuliana Benetton. Hovedkontoret befinder sig i Ponzano Veneto ved Venezia. Koncernen producerer og distribuerer strikvarer, modetøj og tilbehør (til egne butikker) samt teknologi og knowhow. Benetton har ca. 5000 butikker i mere end 120 lande. Succesen skyldes ikke mindst en målrettet reklamestrategi, der siden 1980 lancerede United Colors of Benetton som afslappet, farverig og frem for alt international livsstilsmode.

Det globale image og firmaets verdensomspændende netværk udnyttes i fotografen Oliviero Toscanis markedsføring. I en række kampagnebilleder fungerer firmaets logo som signatur for fotografiske "virkelighedsdokumenter", der kredser om vold, død og seksualitet. En nyfødt, blodig baby, en aids-patient, albanske bådflygtninge og tøjrester fra en afdød soldat er blandt de kontroversielle billeder, der har udløst debat og censur i mange lande. Brugen af dagsaktuelle emner har vakt anstød, men har også givet voksende salgskurver for Benetton, der har brudt med årtiers reklamekonventioner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig