pædagoguddannelsen

Den første formaliserede pædagoguddannelse i Danmark blev oprettet i 1885 af Hedevig Bagger og Sophus Bagger (1848-1943) som et etårigt kursus for børnehavelærerinder, det senere Frøbelseminarium på Frederiksberg. Før den tid havde danske unge piger måttet uddanne sig i Tyskland til "Kindergärtnerin".

Efterhånden kom flere seminarier til overalt i landet, først Fröbelhøjskolen i 1906, grundlagt af Anna Wulff. Inspireret af den italienske pædagog Maria Montessori stiftede Sofie Rifbjerg sammen med Sigurd Næsgaard i 1928 det såkaldte Montessorikursus for Småbørnslærerinder, der senere blev til Seminarium for Småbørnspædagoger, som Rifbjerg var forstander for indtil 1947. Seminariet blev dermed det tredje børnehaveseminarium i Danmark efter Hedevig Baggers Frøbelseminariet og Fröbel-Højskolen. Blandt pionererne inden for pædagoguddannelsen var også Jens Sigsgaard, der bl.a. var rektor for Frøbelseminariet 1941-1974.

Fra 1918 var uddannelsen 2-årig, fra 1970 3-årig og fra 1992 af 3,5 års varighed. De internationale pædagogiske strømninger, som også har sat sig spor i dansk pædagoguddannelse, viser sig bl.a. ved, at to pædagogseminarier fik navn efter Friedrich Fröbel: Frøbelseminariet på Frederiksberg, der i dag er en del af Københavns professionshøjskole, og Frøbel-Højskolen i Roskilde, der i dag er en del af Professionshøjskolen Absalon.

I dag er pædagoguddannelsen teoretisk og praktisk mere inspireret af norsk anerkendelsesteori og relationspædagogik, først og fremmest repræsenteret af Berit Bae og Anne-Lise Løvlie-Schibbye.

Da pædagoguddannelsen først fik egen lov i 1970, var der stor frihed til på de enkelte seminarier at udvikle fagligt og indholdsmæssigt særpræg, især mht. samfundssyn og religion. Frem til 1993 var der således tre forskellige pædagoguddannelser, med hver deres seminarier: børnehaveseminarier, socialpædagogiske seminarier, og fritidspædagogseminarier. Pædagoguddannelsen blev samlet til én uddannelse i 1993, og er siden, gennem en række reformer i 2001, 2010 og 2014, blevet mere ensartet, og både det faglige indhold og uddannelsens enkelte moduler er nu fastlagt i Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog, der senest er revideret i 2017.

Pædagoguddannelsen er bredt anlagt og har siden sin begyndelse rummet både teoretiske og store praktiske elementer. I sin nuværende (2023) form er uddannelsen normeret til 210 ECTS-point, hvilket svarer til 3,5 års fuldtidsstudium. Heraf er 75 ECTS-point, svarende til 13,5 måneder, fordelt på 4 praktikperioder.

Uddannelsen er opdelt i en grunduddannelse (1 år) og en specialiseringsdel (2 år). Den faglige specialisering retter sig mod forskellige institutionstyper og brugerkategorier inden for tre områder:

• dagtilbudspædagogik
• skole- og fritidspædagogik
• social- og specialpædagogik

Dagtilbudsspecialiseringen retter sig mod arbejde i vuggestuer og børnehaver, skole- og fritidsspecialiseringen retter sig mod fritidshjem, klubber og skoler, mens specialiseringen i social- og specialpædagogik retter sig mod døgninstitutioner, socialpædagogiske tilbud foruden en mængde institutioner og foranstaltninger for handicappede, fx døve, blinde, adfærdsvanskelige og udviklingshæmmede.

Der findes desuden en privat og deltagerfinansieret uddannelse til Steiner-pædagog ved Rudolf Steiner Børnehaveseminariet i Charlottenlund.

Samfundsmæssigt har pædagoguddannelsen dels medvirket til kvinders højere uddannelsesniveau, dels i betydelig grad kvalificeret den pædagogiske indsats for børn, unge og handicappede. Som på andre pædagogiske uddannelser er der også her en overvægt af kvindelige studerende, og dette har ført til omfattende diskussion af den samfundsmæssige betydning af at børn primært møder kvinder i vuggestue og børnehave. Således var der ud af de 5.328 optagne pædagogstuderende i 2013 70 % kvindelige studerende mod 30 % mandlige.

Diskussionen om betydningen af pædagogers køn har på den ene side, med henvisning til bl.a. det stigende antal børn af skilsmisseforældre, ført til en række bestræbelser på at øge antallet af mandlige studerende. Der er dog ikke sket nogen større ændringer i antallet af mandlige studerende i nyere tid. På den anden side har der også været en modsatrettet bevægelse i diskussionen af pædagoguddannelsen og kønsfordelingen af pædagogerne. Efter modulet "Køn, Seksualitet og Mangfoldighed" blev indføjet i uddannelsen, da en ny bekendtgørelse trådte i kraft i 2014. Blandt andet Enhedslisten argumenterede stærkt for, at et sådant modul var nødvendigt, for at sikre at kommende pædagoger var kompetente til ikke at påvirke børn kønsstereotypt, blandt andet ved at fokusere på normkritisk pædagogik. Lignende diskussioner af hvordan man gennem pædagoguddannelsen kan understøtte børns sundhed, eller skoleparathed, har også fundet sted i siden 2004.

Pædagoguddannelsen er således omdrejningspunkt for en række diskussioner af hvad barndom er, skal være og betyder, i det danske samfund.

Uddannelsen er en af de uddannelser i det danske uddannelsessystem, der optager flest studerende fra ufaglærte familier. Derfor spiller pædagoguddannelsen også en betydningsfuld rolle for uddannelsesmæssig social mobilitet i Danmark.

• pædagog
• professionshøjskole
• Hedevig Bagger
• Anna Wulff
• Jens Sigsgaard
• Maria Montessori
• Sofie Rifbjerg
• dagtilbud