Maria Montessori

Faktaboks

Maria Montessori
Født
1870
Død
1952

Maria Montessori, 1870-1952, italiensk læge og pædagog. Maria Montessori udviklede et system af læremidler for mentalt handicappede børn, som siden viste sig at være velegnet også til alle andre børn. Hendes syn på opdragelse og undervisning var naturvidenskabeligt funderet, og hun fremhævede betydningen af børns selvvirksomhed og selvstændighed.

Mens børnehavens stifter, Friedrich Fröbel, i 1800-t. havde sat lærerformidlet leg og fantasi i højsædet, skabte Maria Montessori nybrud i småbørnsopdragelsen ved at lade børnene opøve sanser og selvkontrol uden lærerindgriben. De veltilrettelagte omgivelser og frihed til at bruge dem blev et princip, som vandt stor international anerkendelse.

Ved starten af 2000-t. var Maria Montessoris systematik stadig til faglig inspiration i børnepædagogikken både internationalt og i Danmark.

En betydelig samling af Montessorimaterialer fandtes på Montessoricentret på Københavns Pædagogseminarium.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig