pædagog

Pædagogområdet har hentet sit værdigrundlag i den almene pædagogik, bl.a. hos J.-J. Rousseau, der med sit syn på børneopdragelse har skabt øget respekt for det enkelte barns forudsætninger. I første halvdel af 1800-t. satte F. Fröbels virke sig spor især ved opdragelsen af de yngste børn, og han åbnede omverdenens øjne for legens betydning, ligesom han oprettede de første børnehaver. Ca. 100 år senere videreførtes den pædagogiske udvikling af den italienske læge og pædagog Maria Montessori, der lagde stor vægt på børns erfaringsbetingede læring. Også den østrigske filosof Rudolf Steiner øvede indflydelse på pædagogbegrebet gennem sin understregning af udviklingen af børns følelsesliv og deres skabende aktiviteter. Forestillingen om en samlet pædagogisk dannelsesproces er således et område inden for opdragelse, der til stadighed er under overvejelse.

Pædagoger varetager bl.a. pasning og opdragelse af mindre børn i vuggestuer og børnehaver. Med børn i skolealderen arbejdes der i børnehaveklassen og i understøttende funktioner på senere klassetrin, i skolefritidsordningen og i fritids- og ungdomsklubber. I socialsektorens forskellige institutioner for børn, unge og handicappede træffes også socialpædagoger. Inden for sundhedsområdet findes fx afspændings- og specialpædagoger, og i kultursektoren bl.a. ældrepædagoger, som arbejder med pensionister. Det pædagogiske arbejde omfatter således omsorg, pleje, opdragelse og undervisning. Målet er det samme, uanset hvilket pædagogisk område man taler om; dog kræver de forskellige alders- og handicapgrupper tilpasning af de pædagogiske metoder.

Den meget brede anvendelse af betegnelsen pædagog afspejler en løbende holdningsdebat om, hvor vægten skal lægges i opdragelse og undervisning: Skal pædagogen især være en omsorgsperson, der fremmer dannelse i bred forstand, trivsel og vækst i et samfundsperspektiv? Eller er en pædagog især en underviser, der sigter mod at meddele eleven specifik viden og færdigheder ud fra bestemte målsætninger? Diskussionen herom er mindst lige så gammel som pædagogbegrebet.

Se også opdragelse.

Pædagoguddannelsen er en mellemlang videregående uddannelse; fra 1992 betegnelse for den uddannelse, der afløste uddannelserne til børnehavepædagog, fritidspædagog og socialpædagog. Siden 2008 er uddannelsen foregået ved professionshøjskolerne. Kandidatuddannelser inden for det pædagogiske område tilbydes desuden ved flere universiteter.

Den første formaliserede pædagoguddannelse i Danmark blev oprettet i 1885 af Hedevig og Sophus Bagger (1848-1943) som et etårigt kursus for børnehavelærerinder, det senere Frøbelseminarium på Frederiksberg. Før den tid havde danske unge piger måttet uddanne sig i Tyskland til "Kindergärtnerin". Efterhånden kom flere seminarier til overalt i landet, således Fröbelhøjskolen i 1906, grundlagt af Anna Wulff, Seminariet for Småbørnspædagoger i 1928 og Montessori-Seminariet i 1940. Blandt pionererne inden for pædagoguddannelsen var også Jens Sigsgaard, der bl.a. var rektor for Frøbelseminariet 1941-74.

Fra 1918 var uddannelsen toårig, fra 1970 treårig og fra 1992 af treethalvt års varighed. De internationale pædagogiske strømninger, som også har sat sig spor i dansk pædagoguddannelse, viser sig bl.a. ved, at to pædagogseminarier fik navn efter F. Fröbel. Da pædagoguddannelsen først fik egen lov i 1970, var der stor frihed til på de enkelte seminarier at udvikle indholdsmæssige særpræg, især mht. samfundssyn og religion.

Den faglige specialisering retter sig mod forskellige institutionstyper og brugerkategorier inden for dagtilbudspædagogik, skole- og fritidspædagogik og social- og specialpædagogik, fx vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, klubber og døgninstitutioner, foruden en mængde stærkt specialiserede sociale institutioner samt foranstaltninger for handicappede, fx døve, blinde, adfærdsvanskelige og udviklingshæmmede.

Pædagoguddannelsen er bredt anlagt; dels er der megen praktik, dels er fagindholdet alsidigt. Pædagoguddannelsen indeholder både dannelsesaspekter og socialpolitiske sider, og den omfatter bl.a. psykologi, pædagogik og kreative fag.

Samfundsmæssigt har pædagoguddannelsen dels medvirket til kvinders højere uddannelsesniveau, dels i betydelig grad kvalificeret den pædagogiske indsats for børn, unge og handicappede. Som på andre pædagogiske uddannelser er der også her en overvægt af kvindelige studerende. Således var der ud af de 5328 optagne pædagogstuderende i 2013 70 % kvindelige studerende mod 30 % mandlige. Ikke mindst pga. det stigende antal børn, der lever i splittede familier alene med deres mor, er der bestræbelser på at øge antallet af mandlige studerende.

Indtil 2008 foregik uddannelser til pædagog ved pædagogseminarier. De første pædagogseminarier, herunder Frøbelseminariet fra 1885, var privatejede. Da institutionsområdet således i høj grad har udviklet sig på privatfilantropisk grundlag, har der været et stærkt præg af folkeligt engagement og frivillig indsats i uddannelserne. Med årene blev stadig flere af institutionerne ligesom uddannelsesstederne selvejende og bestyrelsesledede institutioner, siden 1970, da pædagoguddannelserne blev lovfæstet, med statstilskud.

Områdets udvikling afspejler kvinders stigende deltagelse på arbejdsmarkedet. Således var der omkring 1950 blot seks seminarier, der uddannede børnehavepædagoger; nogle af dem havde også afdelinger for uddannelse af fritidshjemspædagoger. Væksten i antallet af seminarier var jævn; flest — nemlig 18 — seminarier kom til i løbet af 1960'erne.

I 1992 blev alle pædagoguddannelser samlet til en enhedsuddannelse, som blev tilbudt på alle pædagogseminarier, men hvert seminarium havde egen studieordning, så der kunne være forskel på uddannelsens indhold og tilrettelæggelse ved seminarierne.

Pædagogseminarierne har igennem årene haft stor betydning for samfundsudviklingen både nationalt og lokalt ved bl.a. at tilbyde uddannelser, som især tiltrækker kvinder og formidler viden om opdragelse og børnekultur.

Se også pædagogik.