nummerplader

Nummerplader. Eksempler på danske nummerplader.

.

Serie 51, papegøjenummerplade. SKAT

EU-serie 75 papegøjenummerplade. SKAT

Artikelstart

Nummerplader, skilte monteret på motorkøretøjer som identifikation samt i Danmark som afgiftskvittering og bevis på, at køretøjet opfylder lovgivningens tekniske krav. De første nummerplader på private biler blev indført i Paris i 1893 og i resten af Frankrig i 1901. Storbritannien fulgte efter i 1903.

Personbiler

EU-serie 61 til personbil. SKAT

Fra 1903 krævedes det, at danske motorkøretøjer var forsynet med en identifikation bestående af et bogstav og et nummer, idet hvert amt fik tildelt et bogstav. Fra 1910 skulle numrene males på hvide plader med sort skrift, 1919-21 var skriften blå og rød, men i 1921 indførtes sorte nummerplader med hvid skrift. Denne type fortsatte med mindre ændringer indtil 1958, da København (med indregistreringsbogstavet K) var nået helt op på seks cifre, og der indførtes nummerplader med to bogstaver og fem cifre, således at hver politikreds havde sin egen bogstavkombination.

I 1966 blev Centralregistret for Motorkøretøjer oprettet, og der indledtes en ny landsdækkende nummerserie begyndende med AA. I 1976 indførtes hvide, reflekterende nummerplader med rød rand og sort skrift. Her vises personbil nummerplade både med og uden EU-markering. Plader med EU-markering blev indført oktober 2009; det er op til den enkelte, om man ønsker denne type.

Erhvervskøretøjer

Nummerplade varebil. SKAT

EU-serien til varebil. SKAT

Siden 1928 har erhvervskøretøjer, som ikke har været belagt med afgift, været kendetegnet først med en rød cirkelplade, siden 1950 med gule plader med sort skrift. Køretøjer belagt med halv afgift fik udleveret de såkaldte papegøjeplader, plader med hvide tal på sort grund og sort bogstav på gul grund. Til transport af uindregistrerede køretøjer anvendes de såkaldte prøveplader. Her vises gule nummerplader både med og uden EU-markering.

Varebiler med ret til privatanvendelse

Da der er snydt med brug af varebiler med de tidligere benyttede klistermærker, der viste, at en varebil måtte benyttes privat, er der fra 2009 i stedet for klistermærkerne indført nye papegøjemærker til varebiler med ret til privatanvendelse. De første papegøjenummerplader blev benyttet fra 1958 til 1972. Nu vil de således blive anvendt igen, men i nyt design. De vises her både med og uden EU-markering.

Siden 1992 har man kunnet få ønskenummerplader, dvs. nummerplader med en næsten valgfri kombination af 2-7 bogstaver og tal, og siden 1998 har køretøjer fra før 1958 kunnet få udstedt historisk korrekte nummerplader svarende til deres produktionsår.

Nummerplader udleveres på landets motorkontorer og koster 1180 kr. for et sæt (2009). For retten til en ønskenummerplade i otte år betales herudover 6200 kr. Historisk korrekte nummerplader koster 2480 kr. pr. sæt.

SKATs hjemmeside om priser og betaling for nummerplader

Motorcykler

Serie 8 til motorcykel. SKAT

Eu-serien 58, til motorcykel. SKAT

Motorcykel-nummerplader vises her både med og uden EU-markering.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig