lerhuse i Danmark

Lerjord er en blanding af ler og sand eller grus, og det går, sammen med natursten, for at være det mest udbredte byggemateriale på jorden til husbygning.

I Danmark kender vi især ubrændt ler som byggematerialer gennem de lerklinede tavl, der tidligere har fandtes, og få steder endnu findes, i ældre bindingsværksbygninger på landet. Det er imidlertid en byggeteknik, der går mindst 3.000 år tilbage til jernalderen eller før.

Efter ca. 1800 blev de lerklinede tavl i bindingsværket mange steder erstattet af hjemmelavede ubrændte lersten, kaldet adobe, opmuret med lermørtel. Mange af disse findes endnu, ikke mindst i by- og landhusenes indvendige vægge. Efter ca. 1850 blev de oprindelige lerklinede tavl, men også lerstens-tavlene, skiftet ud med brændte mursten. Mange steder lod man de moderne murede tavl stå med synlige mursten, for at vise det nye, prestigefulde materiale frem.

Huse bygget af lerjord har mange forskellige betegnelser, verden over. I Danmark dækker termen 'lerhus' bedst, da de to mest forekommende, historiske lerjordskonstruktioner i Danmark, lerklining og ubrændte lersten begge understreger ordet ’ler’, hvortil kommer udtryk som lergulve (lerstampede gulve) og ’lerindskud’ (indskudsler). Man bruger i danske kilder ikke udtrykket ’lerjordshuse’ om disse.

Hovedparten af den danske boligmasse er i dag bygget af mursten og beton, men også i Danmark har vi som nævnt en tusind år gammel tradition for at bygge huse med ubrændt ler i ydervægge og indvendige vægge.

Fremstilling af brændte mursten belaster landets lerressourcer. Når leret udgraves, opstår der store huller i landskabet. Til sammenligning kan den lerjord, der f.eks. indgår i den ovenfor viste bindingsværksbygning fra 1750, stort set graves op overalt.

Det er også relevant i forhold til byggeriets bæredygtighed, at de gamle konstruktioner af ubrændte lersten kan udnytte den betydelige overskudsjord, der kommer fra nye bygningers kælderudgravninger eller ved anlæggelsen af veje. Den danske morænejord har vist sig at have en sammensætning af ler og grus, der er velegnet til de historiske danske lerhuskonstruktioner: Lerklining, ubrændte lersten samt stampet eller ’dynget’ lerjord. Dette er ikke mindst meget lærerigt at studere i dag, hvor vi ønsker at leve, bygge og bo bæredygtigt med den mindst mulige CO ₂ -belastning.

Lerholdig morænejord findes stort set overalt i jorden i Danmark, lige under muldlaget. Den består af ler, silt, sand, grus og småsten til større sten.

Selve leret i blandingen er hygroskopisk, hvilket betyder, at lerjorden meget villigt vil optage vand og vanddamp fra omgivelserne, og afgive denne igen, når lerjorden tørrer ud. Det er også på grund af lerindholdet, at lerjord er yderst frugtbar som landbrugsjord, da planternes rødder længe holdes fugtige af leret.

Når ler i naturen absorberer vand, svulmer det op og bliver plastisk – og som rene lerlag også vandtæt, som f.eks. i søer og andet. Denne evne til at blive plastisk gør, at leret kan fungere som bindemiddel i byggeri med lerjord. Ler, silt og sandskorn klæber sig til de større sten, som herved bindes sammen.

På verdensplan findes der formentlig lige så mange lerbygningsteknikker, som der findes lande og steder, med tilhørende navne og udtryk. I dansk byggeskik møder vi fem forskellige lerbygningsteknikker, hvoraf de sidste tre er indført fra nabolandene Frankrig og Tyskland, og derfor navngivet efter betegnelserne fra disse lande.

• Lerklining, lerklinede tavl – med to varianter i Danmark: vændreværk og støjleklining.
• Ubrændte lersten i bindingsværkstavl
• Adobe, murede vægge af ubrændte lersten
• Pisé, stampet lerjord
• Wellerwand, wellerwände – lerjordsvægge, dynget op

Den ældste form for lerhuse i Danmark er bindingsværkshuse med lerklinede tavl på et fletværk af grene.Der er fundet stumper af denne form for lerklining fra udgravninger af huse fra Bronzealderen og Jernalderen, dvs. for 5.000 år siden. Man stopper med at lerkline nye bindingsværksbygninger omkring 1790-1800, hvor man først går over til at mure tavlene op med ubrændte lersten, senere, omkring 1850-1860 med brændte mursten.

De ubrændte, såkaldte soltørrede lersten, adobe blev i 1800-tallet fremstillet af moræneler – eller en blanding af ler og grus i forholdet 1:4 – plus meget andet, småsten, teglstumper, lidt halm, træstumper osv. De blev formet i våde træforme uden bund, slået ud og lagt et overdækket sted til tørring. Som byggemateriale kan disse soltørrede sten have meget forskellig kvalitet, idet nogle er ret skrøbelige, men de fleste er dog utroligt hårde, stærke og modstandsdygtige. Hver lerslager, dvs. lerstensmager,kunne også have hver sig størrelse lersten.

Med disse lersten udmures feltet med lermørtel og igen pudses og kalkes overfladerne indvendigt og udvendigt med kalkmørtel og hvidtekalk.

Det er en udbredt opfattelse at huse med lervægge, som f.eks. ubrændte lersten eller lerklining, er fugtige, kolde og usunde at bo i. Men det forholder sig lige modsat.

I en lang række historiske byer i Spanien, Portugal, Italien, Sydfrankrig, Grækenland, Tyrkiet og Bulgarien, Kina, Mexico og Nordafrika vil en stor del af de pudsede og hvid- eller gulkalkede bolighuse i 2-3 etager være bygget af lerjord.

Facaderne kan være dekoreret med meget flotte pudsdetaljer. I mange landsbyer i de samme lande er lerjord blandet med lokale sten også det mest almindelige byggemateriale. Her kan husene stå pudsede eller med rå, upudsede vægge.

På verdensplan forsvinder de oprindelige lerjordshuse, der ofte stammer fra 1500- og 1600-tallet, i stort tal i disse år, eller de bliver forladt som boliger og fortsætter som ruiner.

• lerklining
• bindingsværk
• tavl
• støjler
• adobe
• pisé
• wellerwände