wellerwände (wellerwand)

Materialet er en ’mørtelfugtig’ lerjord, bestående af ler og sand i blandingen ca. 1:4 eller 1:5, iblandet vand og hakket halm (såkaldt ’hakkelse’). Konsistensen skal være så en finger, trykket ned i overfladen, efterlader et aftryk, der ikke synker sammen. Mange steder i Danmark, bl.a. vest for Hovedstaden, er morænejorden netop så lerholdig, at der kun skal blandes vand og hakkelse i denne lerjord.

Grunden, hvor muren skal forløbe, funderes med solide, halvt nedgravede granitsten. Man har herunder mulighed for at udføre en rundet udbygning på facaden, som f.eks. Reventlow-asylet i Horslunde på Lolland. Dørhullerne afsættes som lodrette forskallinger af brædder, og væggens lige forløb markeres med snore.

Herefter opbygger man en ca. 60-63 cm (1 dansk Alen) bred mur, ved at skovle eller ’dynge’ lerjordsmassen op ’på fri hånd’. Den bløde, fugtige lermasse bliver fast og hård efter ½-1 time, hvorefter man dels kan banke denne sammen med køller, dels undervejs også rette siderne af med en skarp spade eller en økse, så de bliver helt lodrette – og lige, hvis de ikke skal krumme. Det er denne manuelle afretning af ydersiderne med spader, der har givet murene navnet ’wellerwand’ – den bølgede væg.

Man fortsætter til en højde af 30-40 cm, hvorefter muren skal tørre helt op i f.eks. en dags tid. Herefter opbygger man det næste ’skifte’ på 30-40 cm – op til vinduernes underkant, ca. 80-90 cm over terræn. Vinduerne afsættes med lodrette forskallingsbrædder, hvorefter man udfører murværket mellem vinduerne. Op til den færdige højde på ca. 2,30 meter skal man benytte et stillads under arbejdet.

Når alle fire ydervægge er ført op til fuld højde, kan man lægge en langsgående rem oven på murene og herpå et bjælkelag på tværs af huset med spærfag til taget. Selve taggavlen udføres af bindingsværk med ubrændte lersten (såkaldt adopbe-sten) i tavlene. Her er wellerwand for ustabilt. De indvendige vægge udføres også i bindingsværk med lersten. Alle murene, indvendigt og udvendigt pudses med 1 – 2 cm tykt lag luftkalkmørtel, er kalkes med hvidtekalk. Udvendigt skal den uopløselige kalkpuds forhindre at lerjorden ’opløses’ af regnvand og regner ned på jorden. Indvendigt har de rå lervægge en tendens til at afgive støv og partikler til rummene. Gulvene kan dog med fordel udføres som et ’råt’ stampet lergulv, forstærket med bivoks, og det samme kan man også benytte på de indvendige vægge.

Eet af udslagene af landboreformerne i Danmark i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var, at man også ville forbedre og også billiggøre byggeriet på landet, både på gårdene, i husmandsstederne og andre bygninger, f.eks. skoler. Her var huse af lerjord en oplagt mulighed, der, ud over materialeprisen, også var ubrændbart, gav tætte vægge og så sparede det skovene for meget husbygningstræ, der i stedet kunne bruges til at bygge orlogsskibe.

Lerjord var et materiale, som man kendte ret godt i landbyggeskikken gennem mere end 3.000 år, idet væggene i de eksisterende bindingsværkshuse på landet på denne tid bestod af bindingsværk med lerklinede tavl mellem tømmeret. Det vil sige en ’mager’ blanding af ler og grus (uden muld eller humus) ca. 1:4, plus vand, klasket op på et træskellet i tavlene af vidjeflettede grene eller lodrette, flækkede træstave med 1-1½ cm luft imellem. Efterfølgende blev lertavlene pudset med kalkmørtel og kalket. Disse vægge krævede imidlertid ret meget vedligeholdelse, specielt hvert forår, og skete dette ikke (af dovenskab), blev de kun 12 cm tykke lervægge hurtigt vasket ned, så kun grenfletningen, og ofte knapt nok denne, tilbage.

Det store spørgsmål var derfor: Kunne man bygge huse af massivt lerjord, helt uden træ – bort set fra taget, døre og vinduer?

Allerede i 1780-erne blev der bygget huse, eksempelvis ’Almueskoler’ og ’Asyler’, med rene lervægge på bl.a. Pederstrup og Bregentved Godser, hvor godsejerne, de såkaldte ’bondevenner’, C.F.D. Reventlow og A. G. Moltke. Begge havde tætte forbindelser til Frankrig, England og Slesvig.

I lande som Frankrig, Tyskland og England havde man stor erfaring i at bygge huse i lerjord, d.v.s. en blanding af ler og grus, med anvendelsen af flere forskellige teknikker. I England og Wales, ’cob’ (kaldt ’lerbrødsmetoden’), i Sydfrankrig og Nordafrika ’pisé’, i Nordtyskland ’wellerwände’ og over det meste af verden soltørrede lersten, kaldt ’adobe’.

I 1791 udgav arkitekt og lærer i landhusbygning på École d’Architecture Rurale i Paris, François Cointereaux en bog, MAISON de TERRE ou de PISÈ Decorée, hvor opførelsen af landhuse med vægge af lerjord var beskrevet meget detaljeret med 12 plancher. Cointereaux havde selv studeret disse teknikker som ung i sin fødeegn omkring Lyon og bragte på denne måde denne urgamle landbyggeskik til større kendskab.

Ved et tilfælde havde den danske bogtrykker K. H. Seidelin netop i 1795 udgivet en oversættelse, med to illustrationer i kobbersnit, af den franske bog fra 1791, hvor både opførelsen af pisé-bygninger og bygninger i wellerwände, der i bogen også blev kaldt ’pisé’, var beskrevet meget detaljeret.

I 1796 beordrede rentekammeret derfor den danske Kaptajn ved Vejkorpset D. A. von der Recke til Holsten og Ditmarsken for at studere opførelsen af en lerbygning i byen Meldorf, der var tegnet af den danske arkitekt og bygningsinspektør for hertugdømmerne C. F. Hansen i den såkaldte pisé-teknik (efter fransk for ’stampe’). Recke skulle samtidigt engagere duelige håndværkere til at følge med til Danmark for at lære denne teknik fra sig.

Da von der Recke kom hjem til Danmark i 1797 fik han besked på at bygge to forsøgs- og demonstrationsbygninger i pisé, et udhus til skolen i Grønholt og et husmandssted på Sejerø. Det sidste var 12 x 24 Alen, d.v.s. 7,50 x 15 meter.

I årene efter 1796 skyder der et større antal huse og gårde i enten pisé eller wellervände op på krongodset omkring København, langt de fleste i Sokkelund Herred, umiddelbart vest for København, men Lynge-Kronborg Herred kommer godt med i årene 1820-1875, hvor der i alt menes at være bygget omkring 4.000 gårde og husmandssteder samt lader og staldelader, plus skoler med lærerbolig og sågar en stor væveribygning ved Stampen nær Raadvad ved Mølleåen.

Af disse ca. 4.000 ’lerjordshuse’ fra 1800-tallet, er der kun ca. 61 tilbage i Fredensborg kommune, og kun 20 af disse er i nogenlunde god bevaringsstand, hvortil kommer omkring 10 i resten af landet.

Både pisé- og wellerwände-bygninger havde den store fordel, at der kunne spares bygningstømmer i forhold til bindingsværk. Loftbjælker og spær og evt. trægulve m.v. slap man dog ikke for. Derudover var de jordstampede huse forholdsvis billige og materialerne var lige ved hånden. Allermest fremhæves det, at lerhusene er tætte og varme, d.v.s. godt isolerende for kulden om vinteren. Og så er de ikke så brandbare som bindingsværket, om end de oftest blev forsynet med stråtag. De kunne også bygges med større rumhøjder end bindingsværkshusene og så var de knastørre, takket været lerets fugtabsorberende egenskaber, og dermed havde de et både sundt, tørt og godt indeklima.

Læs mere om lerjordshusenes gode fugtmæssige egenskaber her.

Af de ca. 750 bygninger, der blev opført i lerjords-teknik på det Nordsjællandske krongods i årene 1800 – 1880 var de 15 skoler.

Arp, Otto og Jesper Herbert Nielsen: Reventlow-asylet i Hornslunde. Lolland-Falsters Stiftsbog 1989

Kulturarvsstyrelsen og Fredensborg-Humlebæk kommune: Fredensborg-Humlebæk kommuneatlas. Byer og bygninger 2002. side 29 m.fl.

Mikkelsen, Maria Hellesø (red.): Lerjord i en sund dansk byggekultur. CINARK 2022.

Risom, Sven: Nordiske ler-jords-huse. København 1959 Heri yderligere litteratur

Risom, Svend: Landsbyskolen. SKALK nr. 2, 1960. side 28-30.

Seidelin, K. H.: Vejledning til at bygge beqvemme og uforbrændelige Huse af Jord’. København 1791.

Vadstrup, Søren: Glæder og sorger med lervægge. BY & LAND nr. 71 juni 2006.

Vadstrup, Søren: Mit bevaringsværdige hus i Fredensborg. Fredensborg Bevaringsforening 2010.

Vadstrup, Søren: Mit Bindingsværkshus. Netværk for Bindingsværk. 2020

Vadstrup, Søren: Lerjordshuse i Danmark i pisé og wellerwände 1780 – 1880. www.bevardithus.dk. 2019.

Østergaard, Steen og Flemming: Lerjord som byggemateriale. Boligministeriet, Bygge og Boligstyrelsen, 1992.

• lerhuse i Danmark
• adobe
• pisé