Pisé – stampet lerjord | lex.dk

En pisé-væg bygges op af en ’jordfugtig’ blanding af ler og grus i alle fraktioner – fra ler til små sten, der ’stampes’ hårdt ned i en aflang, kasseformet bræddeforskalling uden bund. Lerjordsblandingen skal have en ganske bestemt fugtighed for at kunne stampes. Er den for våd, kan lerjorden ikke sammenpresses ved stampning, fordi vand ikke kan sammenpresses, og er den for tør, klæber lerjorden ikke ordentligt sammen.

Faktaboks

Etymologi: Pisé, fra fransk pisé, af piser, af latin pinsare slå, banke, stampe.

Pisé kan kendes fra de to andre massive jordbygningsteknikker adobe, wellerwände og cob ved at være tydeligt lagdelt i ’stampelagene’ samt i muligheden for at bygge fleretages bygninger. Det kan man også i adobe, men her er ’byggestenene’ ikke til at tage fejl af.

Stampet lerjord, eller pisé, er let kendelig på den lagdelte struktur i væggene samt spor efter de tværgående huller til stampekasserne. Herved adskiller den sig fra de andre benyttede lerjords-byggeteknikker, adobe, wellerwände og cob.

Pisé close-up

Af Søren Vadstrup.

Licens: CC BY NC SA 3.0

Historie

Pisé er bl.a. beskrevet af Vitruvius i ’Ti bøger om Arkitektur’, år 14 f.Kr. samt af Plinius den ældre omkring 50 e.Kr. Metoden menes dog at være udviklet i Nordafrika, hvor der findes pisé-huse på 7-8 etager, men senere ’overført’ til Sydfrankrig, hvor man har bygget pisé-huse på 3-4 etager.

Pisé-mur fotograferet i Marokko. Her ses den tydelige lagdeling samt spor efter de tværgående huller til stampekasserne. Selv i et meget tørt klima som dette er det en god ide at fundere muren på ’uopløselige’ natursten fra området.

Pisé-mur i Marokko

Af Søren Vadstrup.

Licens: CC BY NC SA 3.0

François Cointereaux 1791

Planche IX i Cointereaux’s bog fra 1791. Planchen viser en lidt enklere metode med løse formbrædder sat mod udvendige stolper, *som lerjorden stampes ned i*. *Foroven holdes brædderne af en ’spansk tvinde’ af tovværk.*

Cointeraux - Ecole d architecture rurale, Pise, 1er cahier, 2nde edition, Pl IX.png

Af François Cointereaux.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

I 1791 udgav arkitekt og faglærer i landhusbygning på École d’Architecture Rurale i Paris, François Cointereaux en bog, MAISON de TERRE ou de PISÈ Decorée, hvor opførelsen af landhuse med vægge af lerjord var beskrevet meget detaljeret med 12 plancher. Cointereaux havde selv studeret disse teknikker som ung i sin fødeegn omkring Lyon og bragte på denne måde denne urgamle landbyggeskik til større kendskab. Bogen beskriver også den mere frihåndsopbyggede, og derfor mere ’bølgede’, wellerwände-teknik, men blot som en variant af pisé.

Countereaux fremhæver pisé-byggeteknikken fordi den er billige end sten og mursten, den er meget hurtig at bygge med og så kan man bygge store huse i flere etager. I Danmark og Nordtyskland var det også en fordel at piséhusene betragtedes som mere brandsikre end bindingsværk – plus at de ikke behøvede så meget bygningstømmer.

Bogen blev i løbet af kort tid utroligt populær i Frankrig, men den blev også meget hurtigt oversat til hele syv sprog (tysk, russisk, engelsk, finsk, italiensk, portugisisk – og sågar dansk), bl.a. fordi emnet var relevant af ovennævnte grunde, men også fordi man flere steder allerede havde en bygningskultur med lerjord, men manglede en fagbog om emnet.

Cointereaux’s bog tiltrak sig også opmærksomhed fra tidens store arkitekter som Henry Holland (1745-1806) i England, Thomas Jefferson (1743-1826) i USA, David Gilly (1748-1808) i Tyskland og Nicolaï L'vov (1751-1803) i Rusland – samt den danske arkitekt C. F. Hansen (1756 – 1845). Alle begyndte de at bygge stilfulde klassicistiske bygninger i lerjordsteknik.

C. F. Hansen

Én af den danske arkitekt C. F. Hansens opgaver, som 26-årig, nyudnævnt ’Landbygningsinspektør’ i Slesvig og Holsten i 1795, var at bygge en ny bolig til Brandinspektøren i byen Meldorf i Ditmarsken, hvis embedsbolig var brændt (!) året før. Vi ved i dag at denne bygning er én af de få i hele landsdelen, der er bygget i pisé, formentlig inspireret af Cointereaux’s bog, eller måske den danske oversættelse fra samme år.

Netop i 1795 havde den danske bogtrykker K. H. Seidelin udgivet en oversættelse, med to illustrationer i kobbersnit, af den franske bog fra 1791, hvor både opførelsen af pisé-bygninger og bygninger i wellerwände, der i bogen også blev kaldt ’pisé’, var beskrevet meget detaljeret.

Brandinspektør Boeckmanns hus i Meldorf i Ditmarsken, opført i 1795 af Landbygmester C. F. Hansen. Huset er opført i pisé-teknik (stampet lerjord), der på dette tidspunkt var en helt ny ’fransk’ byggeteknik i Nordtyskland, til forskel fra den lokale ’wellerwände-teknik. Huset er stadig det eneste pisé-hus i landsdelen

Boeckmanns hus i Meldorf

Af Søren Vadstrup.

Licens: CC BY NC SA 3.0

Fremstilling

Der skal ikke blandes halm eller andet (savsmuld etc.) i piséblandingen. Man kan afprøve blandingens rette forhold mellem ler og grus samt det rette fugtindhold ved at trille to lerkugler på 4-5 cm i hånden. Kuglerne skal kunne klæbe til hinanden og man skal derefter kunne løfte den ene i den anden.

Denne blanding stampes ned i en bræddeform, en aflang kasse, uden bund, der anbringes oven på fundamentet og senere oven på de allerede godt stampede vægge. Bræddeformen holdes sammen af aftagelige ’rammer’, så formen kan skilles ad og flyttes efter stampningen, der foregår med store træstampere. Så snart lerblandingen er godt stampet, kan man flytte formen og på den måde arbejde kontinuerligt. Der kan afsættes vinduer og døre og påbygges gesimser, bånd og pilastre (flade halvsøjle-fremspring) ved hjælp af yderligere bræddeforskallinger. Vægtykkelsen bliver cirka en alen (63 cm). Begge sider af væggene bør på vore breddegrader pudses med kalkmørtel og derefter kalkes, da regnvandet ellers opløser lermassen. Alternativt skal bygningen forsynes med et kraftigt udhæng. Pisé-teknikken blev aldrig særligt udbredt i Danmark.

Man kan tydeligt kende de fransk-inspirerede pisé-huse fra de nordtysk-inspirerede bygninger i wellerwände, idet de første har spor efter de tværgående huller efter de bomme af træ, der har holdt træformen samlet. Wellerwände-murede er mere ’bølgede’, fordi den våde halm- og lerblandede jord er kastet op uden en form, men efter tørringen er hakket af på begge sider.

Stampeformen består af en aflang kasse af brædder, uden bund og med løse ender. Kassen holdes sammen af tværbånd af træ, der går gennem muren, eller af grenvidjer som i denne fra Marokko. Begge dele skal sikre, at formen kan skilles ad og flyttes efter stampningen, der foregår med store træstampere med lange skafter. Så snart lerblandingen er godt stampet, kan man flytte formen og på den måde arbejde kontinuerligt. Vægtykkelsen bliver cirka en alen (63 cm).

Pisé

Af Søren Vadstrup.

Licens: CC BY NC SA 3.0
stampeform Marokko

Af Søren Vadstrup.

Licens: CC BY NC SA 3.0

Danske huse af pisé

Gartnergården på Sankt Hans Hospital ved Roskilde er opført i 1815 i stampet lerjord. Godset Bistrupgårds hovedbygning blev i 1814 indrettet til hospital, og til funktionærerne blev der bl.a. opført ni dobbelthuse, hvoraf mindst 2 af disse var opført af stampet lerjord (pisé de terre). Det ene var Paapasserhuset, der blev bygget i 1815, og som senere blev til overgartnerens bolig.

Hjemmets Værns Haveby er tegnet af arkitekt Sven Risom og opført som selvbyg i byggeteknikken stampet lerjord i 1929. Der blev i alt opført otte dobbelthuse og ét enkelthus, som man stadig kan finde på Toftagervej i Husum i København. Der var i den tid en bevægelse for lerbyg, som Sven Risom spillede en central rolle i, bl.a. skriver han således i Akademisk Arkitektforenings medlemsblad Architekten i 1919 i en artikel om Boligkongressen i London: "en Konstruktion, der har været anvendt i udstrakt Grad herhjemme i gamle Dage, og som sikkert har Mulighed for at tages op igen. Den paa særlig Maade blandede Lerjord stampes i Støbeform med Jernstamper, og pudses bagefter ind- og udvendig. Det er jo indlysende, at den Besparelse, som indvindes ved at kunne grave sit Byggemateriale op paa sin egen Grund, er stor. Den repræsenterer Kørsel af Ler til og fra Teglovn, til og fra Jernbane og til Byggepladsen samt Stenbrændingen." Kilde: Høyer, C., Billige Boliger af Stampet Ler, Miloske Boghandel Forlag, Odense, 1920.

Hjemmets værn

Af Søren Vadstrup.

Licens: CC BY NC SA 3.0

Læs mere i den store danske

lerhuse i Danmark (heri: litteratur og lervæggenes egenskaber)
adobe
wellerwände

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Bygningsdele

Søren Vadstrup

Lektor, arkitekt m.a.a., Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering