tavl

Der er fundet ubrændte lerstykker med spor af fletværk fra bronzealderen og jernalderen i Danmark, men lerkliningen går utvivlsomt længere tid tilbage. Da man både havde stemmejern og bor i bronzealderen, men ikke særligt effektive økser, er de tømrede huse med træsamlinger, som vi i dag forstår som bindingsværk, formentlig opstået i løbet af bronzealderen, ved indførelsen af de tre-skibede højremshuse (udskudshuse) og de to-skibede sulehuse.

I historisk tid kan vi konstatere, at konstruktionen af de lerklinede tavl i Danmark deler sig i to typer. En vestlig, vest for Storebælt, hvor lerblandingen kastes på et fletværk af tynde hassel-, aske- eller pilegrene (m.fl.), flettet rundt om fire støjler. Og en østlig type, øst for Storebælt, og inklusive Skåne, hvor lerkliningen udføres på lodrette lægter eller stave, sat med 3-4 cm mellemrum, hvorfor lerblandingen skal indeholde en del halmstrå, for at fylde disse sprækker ud.

Begge typer lerklining skal efterfølgende pudses med kalkmørtel (luftkalk) og kalkes med hvidtekalk, for at kunne modstå regn og sne. I hvert fald på den udvendige side. Den indvendige side står ofte helt rå, uden kalkpuds.

Bindingsværkshuse med bulplanker i tavlene går formentlig også tilbage til bronzealderen, da plankerne og stolperne konsekvent er kløvet ud af egetræ med (træ)kiler og kun ’nødtørftigt’ hugget til med økser. Bronzeværktøjet har sagtens kunne lave noter, huller og tappe. Men vi skal op i jernalderen, vikingetiden og den tidlige middelalder, før bulhusene bliver den gængse bygningskonstruktion for større landhuse og købstadshuse, de sidste ofte i to etager.

I midten af 1500-tallet forbød kongen bygningen af nye bulhuse på grund af det store forbrug af egetræer, der hellere skulle gå til flåden og landets forsvar. Vi kan dog konstatere at byggeriet er fortsat, især i Sønderjylland, helt fra til slutningen af 1600-tallet. I dag er der dog kun fem nogenlunde hele bulhuse af eg tilbage i Danmark. På Gotland ligger der imidlertid over 700 i fyrretræ.

Omkring 1800 begyndte man på landhusene at skifte nedbrudte, lerklinede tavl, ud med tavl af ubrændte lersten – ofte hjemmefremstillede, ved at kaste den opblandede, ikke for våde, lermasse ned i en våd træform, uden bund. Efter at have stampet materialet godt sammen, trækker man lerstenen ud af formen og lade denne tørre, til den er helt hård. Udtrykket ’soltørrede lersten’ er misvisende, for lerstenen må ikke få direkte sollys, under tørringen, da denne går for hurtigt, hvorved lerstenen revner.

Ældre bindingsværkshuse, før ca. 1800, kan derfor indeholde både lerklining, ubrændte lersten – og brændte mursten i tavlene. Det er dog sjældent at finde lerklinede tavl i de indvendige vindingsværksvægge, men meget ofte ubrændte lersten.

Ubrændte lersten er næsten uden undtagelse pudset med kalkmørtel både udvendigt og indvendigt og på de indvendige skillevægge.

Nye bindingsværkshuse på landet blev efter ca. 1800 udført med ubrændte lersten i tavlene, frem til ca. 1850-60, hvor de brændte mursten tager over. Det er samtidigt med at byggeriet i bindingsværk stopper i Danmark omkring 1860-80.

I byerne sker udskiftningen med brændte mursten i bindingsværkstavlene allerede omkring 1800, i hvert fald til gadesiden. På grund af de store bybrande i 1795 og 1832 begynder byhusene også at få grundmurede facader, uden bindingsværk, men de indvendige vægge, bagsiden samt bag- og sidehuse udføres i bindingsværk frem til ca. 1880.

Bindingsværkstavl med brændte mursten kan enten stå med synlige mursten eller de kan være pudsede og kalkede, hvorved de ligner både de lerklinede og de ubrændte lerstenstavl i deres arkitektoniske udtryk. Der, hvor vi i dag finder upudsede tavl i bindingsværket kan det enten være fordi man i midten af 1800-tallet og frem gerne ville ’fremvise’ denne nye velstand. Eller det kan skyldes at skiftende ejere selv har fjernet pudslaget med tiden.

Man skal være opmærksom på, jf. den etymologiske forklaring på ordet ’tavl’ (i flertal: ’tavl’), at det lignende og ofte forvekslede ord ’tavle’ (i flertal: ’tavler’) kommer fra latin tabula = 'tavle, bord, bræt'. Dette ord repræsenterer helt tydeligt ’løse’, transportable tavler: Moses 2 stentavler, skoletavler, trafiktavler (der kan skiftes ud), opslagstavler osv. – og dette ord dukker først op på dansk i middelalderen med bl.a. tavlespil og brætspil. Det engelske ord for disse transportable ’tavler’, tablet, er jo i vor tid netop blevet indbegrebet på en sådan ’løs’, transportabel tavle.

• bindingsværk
• lerhuse i Danmark
• bulhuse
• lerklining
• adobe – ubrændte lersten