Antracit afgiver kun nogle få pct. gas og benyttes derfor ikke til afgasning, men bruges direkte på samme måde som koks.
Kullenes brændværdi varierer fra 25 til 33 MJ/kg (6000-8000 kcal/kg), højest for antracit.
I den ældre fyringsteknik spillede kullenes opførsel i et ristefyr en stor rolle. Nogle typer af bituminøse kul kunne "bage" til sammenhængende lag, som gjorde forbrændingsluftens passage vanskelig. Kul, som smuldrede under forbrændingen, kunne give betydelige tab af uforbrændt kul, som faldt igennem risten. I nyere fyringsteknik, fx kulstøvfyring eller fluid bed-forbrænding, er man mindre afhængig af kullenes egenskaber.
Den største del af kulproduktionen anvendes direkte som brændsel. En voksende del undergår en eller anden forædlingsproces: afgasning, forgasning eller hydrering.
Afgasning, dvs. ophedning uden luftens adgang, giver gas, tjære og koks. I Danmark bruges denne proces ikke mere; men den er vigtig i andre lande, specielt hvor man producerer stål, idet den metallurgiske industri anvender en væsentlig del af kulproduktionen i form af koks til reduktion af malme indeholdende metaloxider, fx jernmalm. Koksene hertil er ofte den kvalitet, der kaldes cinders (se koks). Gassen og tjæren er vigtige råvarer i den kemiske industri.
Forgasning af kul ved reaktion med luft i underskud og med vanddamp giver en gas, som i hovedsagen består af hydrogen, kulmonoxid og nitrogen (se forgasning og gasgenerator). Sådanne gasblandinger kan være råstof til fremstilling af fx ammoniak. Ved forgasning med oxygen fås en gas, der kan omdannes til en blanding af carbonhydrider (kulbrinter), hvoraf der kan destilleres benzin og andre olieprodukter (se Fischer-Tropsch-processen).
Kulhydrering, dvs. reaktion imellem hydrogen og kul, kan også frembringe en blanding af carbonhydrider. Kulpulver opslæmmes i en olie, og opslæmningen reagerer med hydrogen ved højt tryk (ca. 150 bar) og høj temperatur (ca. 400 °C). Kulsubstansens struktur nedbrydes herved til mindre molekyler og radikaler, og der adderes hydrogen til disse. Der foregår et betydeligt udviklingsarbejde med denne proces, idet den gør det muligt at fremstille "syntetisk råolie" på basis af verdens vældige kulreserver og på denne måde imødegå den forudseelige knaphed på olie, hvoraf de kendte reserver er langt mere beskedne. Kulhydrering ved den såkaldte Bergiusproces var af afgørende betydning for Tysklands forsyning med motorbrændsler under 2. Verdenskrig.
Kul er udgangspunktet for mangfoldige organiske kemikalier. Historisk var kulgastjæren grundlaget for den industrielle organiske kemi. Heraf udvandtes aromatiske forbindelser som benzen, toluen, naftalen, antracen, fenol og pyridin. De var udgangspunkter for syntese af farvestoffer, fx indigo, og senere kemoterapeutika, fx salvarsan.
Af koks kan man med vanddamp producere vandgas, der efter rensning kan anvendes til syntese af ammoniak og methanol. Koksovngassen er rig på hydrogen, der kan udskilles og anvendes til syntese.
Kul er i høj grad blevet afløst af olie og gas som basis for kemikalier. Kultjære udnyttes dog stadig — i Danmark af Koppers Denmark i Nyborg (tidl. Tjærekompagniet), som benytter importeret tjære — og Fischer-Tropsch-processen benyttes i Sydafrika.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.