krokodiller

Krokodiller er skælklædte og har en fra siden sammentrykt, muskuløs hale, der gør dem velegnede til deres akvatiske levevis. Snuden er forlænget, og næseborene ender oven på spidsen, så krokodillerne kan ånde med blot snudespidsen oven vande. En lang gane adskiller næsepassagerne fra munden; passagerne udmunder først i svælget bag ved en klap fra ganen og en fra tungen. Klapperne bevirker, at krokodiller kan have munden fyldt med vand uden at få noget i lunger eller tarm. Når de dykker, lukkes næseborene. Tungen er kort; tænderne sidder i huler i kæberne og skiftes livet igennem. Sanserne er veludviklede, og hjernen er bedre udviklet end hos andre krybdyr. Krokodillerne har ret korte ben; forfødderne har fem tæer, bagfødderne fire.

De egentlige krokodiller kendes på, at fjerde, forstørrede tand i undermunden passer ind i et hak på overkæben og kan ses, når munden er lukket. Gavialen adskiller sig fra alligatorer og kaimaner ved, at de som de egentlige krokodiller har poreformede sanseorganer på bugskællene, ved deres spidse snude og ved, at deres underkæbegrene er sammenvoksede til den 23. tand, modsat hos resten af krokodillerne, hvor det højst er til den 15. tand. Sluttelig kan alligatorer og kaimaner skelnes på, at næsehulerne er adskilt af en længdegående benvæg hos alligatorerne, og at de derfor har større afstand mellem næseborene. Der kendes to nulevende arter af alligatorer, fem arter af kaimaner, 14 arter af egentlige krokodiller samt gavialen. De største er farlige for mennesker.

Der findes en alligator i USA (Alligator mississipiensis) og en i Kina (A. sinensis). Alligatorerne har tilsyneladende et lavere stofskifte end de egentlige krokodiller, men kan leve i koldere områder og blive ældre. Den amerikanske alligator kan blive dobbelt så lang (ca. 6 m) som den kinesiske.

De glatpandede kaimaner (Paleosuchus) lever i Sydamerika, mens brillekaimanerne (Caiman) lever i Mellem- og Sydamerika. Den sorte kaiman (Melanosuchus niger) fra Sydamerika er den største (op til 6 m).

Der findes fire krokodillearter i Amerika, heraf bliver spidskrokodillen (Crocodylus acutus) og orinocokrokodillen (C. intermedius) ca. 6 m. Samme størrelse når nilkrokodillen (C. niloticus), der findes i det meste af Afrika og på Madagaskar. I Afrika findes desuden dværgkrokodillen (Osteolaemus tetraspis) og panserkrokodillen (Crocodylus cataphractus). I Asien findes seks arter, hvoraf listekrokodillen (deltakrokodille, saltvandskrokodille, C. porosus), som er den største (op til 7 m) og farligste af alle arter, også forekommer i Australien sammen med Johnstons krokodille (australsk krokodille, ferskvandskrokodille, C. johnsoni). Den falske gavial (Tomistoma schlegeli), som hører til de egentlige krokodiller, har ligesom gavialen (Gavialus gangeticus) forlænget snude som en tilpasning til at fange fisk, der udgør hovedparten af deres bytte.

Afhængigt af alder og art udgøres byttet hos de andre krokodiller af et bredt spektrum af dyr, fra hvirvelløse dyr op til store pattedyr. Mindre bytte tygges normalt et par gange, før det sluges, mens større byttedyr gribes med de muskuløse kæber og trækkes på land, hvis det er store fisk, eller trækkes ned i vandet, hvis det er større pattedyr — i begge tilfælde for at berøve byttet ilt. Hvis byttet er for stort til at blive slugt helt, tygges og rystes det for at splitte det ad. Ofte roterer krokodiller om deres egen længdeakse for at vride et lem af byttet, evt. får de hjælp af en artsfælle, der holder fast i byttet imens.

Krokodiller bygger reder. Kaimaner og alligatorer skraber vegetation og jord sammen til en høj, hvori æggene lægges. De fleste egentlige krokodiller graver et hul i jorden i nogen afstand fra det nærmeste vand og lægger æggene heri. Bagefter skrabes jorden tilbage og trampes fast. Hunkrokodillerne bliver normalt i nærheden af reden, indtil æggene er udrugede. Så giver ungerne lyd fra sig, og moderen (evt. faderen) graver æggene frem. Ikke-klækkede æg tager hunnen i munden og knuser skallen ved at rulle ægget mellem tunge og gane. Når alle æg er klækkede, tager hunnen ungerne i munden og bærer dem ned til vandet, hvor de kan blive sammen i adskillige uger. Hvis en unge bliver væk fra moderen, kan den tilkalde hende ved at pibe. Voksne dyr kommunikerer også udpræget via lyde, ikke mindst i yngletiden. Krokodillers køn bestemmes af temperaturen under æggets udvikling.

Jagt på krokodiller især efter 2. Verdenskrig har reduceret bestandene kraftigt. De største af arterne blev jaget først, og derfor ser man nu sjældent rigtig store krokodiller i naturen. I dag er alle krokodillearter på Washingtonlisten (CITES), og det har sammen med fremkomsten af krokodillefarme (selvsupplerende) og rancher (tilføres æg og unger fra naturen) været med til at mindske presset på de vilde bestande. De fleste arter er dog truede.

Krokodiller er en konservativ dyregruppe, som i millioner af år kun har forandret sig lidt. De opstod fra krokodillelignende thecodonter for ca. 225 mio. år siden i Sen Trias nogenlunde samtidig med dinosaurer og pattedyr.

De første, ca. 1 m lange krokodiller levede antagelig på land. De havde længere lemmer end de nulevende former og en kort gane, så de i modsætning til moderne krokodiller ikke kunne ånde med vand i munden. I Jura (ca. 180 mio. år før nu) fremkom vandlevende former med luffeagtige lemmer. Det milde klima i Jura, Kridt og Palæogen var gunstigt for krokodiller, og de levede så højt mod nord som Danmark og Canada. Helt moderne krokodiller og alligatorer kendes fra Sen Kridt (97-65 mio. år før nu). Visse former fra Nordamerika var gigantiske, op til 15 m lange. Gavialer kendes først fra Eocæn (56-35 mio. år før nu).

I Danmark er der fundet krokodilletænder i Jydegårdformationen på Bornholm fra Tidlig Kridt, ligesom der er fundet tænder og skeletrester i skrivekridtet på Stevns (alder ca. 66 mio. år) og i Danienkalken ved Fakse (alder ca. 63 mio. år). Fra Danienkalken i Skåne kendes et helt kranium.