Klirer er en gruppe af sneppefugle med 16 arter. De typiske klirer, slægten Tringa med 13 arter, er små til mellemstore vadefugle (18-35 cm) med lange ben og langt, lige eller svagt opadbøjet næb, udbredt i Europa, Asien og Nordamerika. Mudderklirer, slægten Actitis, omfatter to små arter (18-21 cm) i hhv. Eurasien og Nordamerika.

Faktaboks

Etymologi
Ordet klire er et lydefterlignende ord.

Alle klirer er udprægede trækfugle, som for de flestes vedkommende overvintrer i subtropiske, tropiske eller sydligt tempererede områder.

I Danmark er rødben en almindelig ynglefugl, mens svaleklire, tinksmed og mudderklire er sjældne. De er alle almindelige på træk, og det gælder også sortklire og hvidklire.

Som sjældne gæster er desuden truffet damklire (Tringa stagnatilis) og terekklire (Xenus cinereus) fra Rusland samt lille gulben (Tringa flavipes), stor gulben (Tringa melanoleuca) og plettet mudderklire (Actitis macularius) fra Nordamerika.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig