jordforurening

Jordforurening. Tjærestoffer (PAH) og andre organiske forureninger kan nedbrydes af bakterier til vand og kuldioxid. For at fremme processen kan man pode planterødder, fx piletræer, med bakterierne. Tæt på rødderne er nemlig et kemisk miljø, der gavner bakteriernes trivsel.

.

Jordforurening. De hyppigste jordforureninger er sket under gamle benzintanke. Oprydningen bekostes af en Oliebranchens Miljøpulje, etableret 1992; fotografi fra midten af 1990'erne.

.

Artikelstart

Jordforurening, forurening af arealer med uønskede stoffer i uønskede koncentrationer. Der kan være tale om forurening med tungmetaller, især bly, chrom, cadmium, nikkel og zink, og med organiske stoffer, fx olie, tjære, opløsningsmidler og pesticider. Tidligere lossepladser med kemikalieaffald (kemikalieaffaldsdepoter), hvor nedgravet affald truer grundvandet, er de kendteste. På tidligere industrigrunde, gasværksgrunde og tankstationer kan jorden være forurenet fra overfladen på grund af utætte rør og tanke; her kan også selve jorden være usund at komme i kontakt med. Jordforurening fra bilers udstødning, skorstensrøg o.l., der er jævnt spredt ud over større arealer, især i byområder, kaldes diffus forurening.

Lovgivning

Forurenede arealer er omfattet af Jordforureningsloven fra 2000. Amterne havde en central rolle i bekæmpelsen af jordforurening, bl.a. ved at kortlægge (registrere), undersøge og rydde op i de depoter, som kunne forurene jord eller grundvand; siden 2007 ligger opgaven hos de danske regioner. Arealerne skal kortlægges, og oprydningen skal prioriteres efter, om de udgør en væsentlig eller uvæsentlig risiko for sundheden; hensyn til børn og drikkevand prioriteres højest.

Arealer udsat for diffus forurening er hidtil blevet kortlagt som forurenede arealer, der muligvis krævede oprensning. Disse lettere forurenede grunde — i alt ca. 90.000 matrikler, især i ældre bydele — er i dag udgået af kortlægningen og klassificeres fra 2008 efter deres indhold af potentielt forurenende stoffer. Dette kan indebære vilkår for arealernes fremtidige anvendelse; fx kan anlæggelse af en have medføre krav om, at den øverste halve meter jord graves væk. Klassificeringen skal samtidig forhindre, at opgravet og let forurenet jord placeres et ikke-forurenet sted. Forurenet jord deponeres fx i veje og støjvolde, hvor den ikke skader.

Omfang

Jordforurening. Losseplads ved Silkeborg 1970. I en lille sø blev alt affald læsset af: spildolie, kemikalier, skrot og husholdningsaffald. Efterhånden som der blev fyldt op, blev der dækket jord over. Ikke blot forsvandt søen, med der sivede forurenende stoffer ned til grundvandet. De fleste tidligere lossepladser af den art blev kortlagt af amterne. Hvor der er stor risiko for, at grundvandet er forgiftet, er affaldet gravet op og forsvarligt bortskaffet. Se også næste fotografi.

.

Jordforurening. Den samme losseplads ved Silkeborg ca. 1995. Affaldet er dækket af jord, og den oprindelige sø på stedet er væk. Dette træ ved søens bred er gået ud: Gift fra lossepladsen er fulgt med vandet op i træet.

.

Der er kortlagt næsten 39.000 arealer (2006), opgjort som matrikler, hvor der er konstateret forurening (vidensniveau 1, V1), eller hvor det på baggrund af tidligere anvendelse vurderes, at der er mulig forurening (vidensniveau 2, V2). De fleste forureninger skyldes olie, benzin og rensevæsker fra utætte olietanke, spild ved tankstationer og renserier. Hertil kommer større industriforureninger, hvoraf 11 arealer (2007) er så store, at oprydningen skønnes at koste mere end 30 mio. kr., heriblandt Kærgård Klitplantage og Stålvalseværket ved Frederiksværk.

Et af Miljøbeskyttelseslovens principper er, at forureneren skal betale for at afhjælpe forureningen. Der er dog juridiske problemstillinger på området, da der ofte er tale om forurening af jorden, der går mange år tilbage. Hvis sagen er forældet, er ansvaret vanskeligt eller umuligt at placere. Ofte betales regningen for oprydningen derfor af det offentlige. En række afgørelser ved domstolene har haft stor betydning for at afklare praksis; se Cheminova.

Ved de mange nedlagte benzin- og olieforureninger ved tankstationer o.l. betales undersøgelserne og oprydningen af en miljøpulje oprettet af oliebranchen. Det er konstateret, at ca. 10.000 grunde ved gamle tankstationer er forurenet i en sådan grad, at der skal renses op for at beskytte grundvandet. Denne oprydning blev påbegyndt i 1992, og indtil 2008 var ca. 9000 grunde renset til en samlet pris på ca. 1,7 mia. kr., finansieret af miljøpuljen, dvs. af benzinsalget. Ganske få grunde mangler endnu at blive renset (2015). Man kan altså se en ende på Danmarks største jordforurening.

Særlig problematisk er private husgrunde, som er kortlagt som forurenede. De forholdsvis små forureninger har lav prioritet i oprydningsindsatsen, således at salg af grunden kan medføre betydelige tab for ejeren. En støtteordning, der administreres af de danske regioner, giver grundejeren, der ved erhvervelsen var uvidende forureningen, mulighed for mod egen medfinansiering at få fremskyndet oprensningen. For at forebygge jordforurening med fyringsolie er der fastlagt regler for private olietanke; gamle tanke skal sløjfes, mens nyere tanke skal kontrolleres. Alle ejere af olietanke er pålagt at tegne forsikring mod forurening.

Oprydning

Jordforurening. I 1981 blev der ryddet op i kemikalieaffaldet ved høfde 42 på Harboøre Tange, ofte kaldet Cheminova-depotet. Depotet indeholdt ikke kun affald fra Cheminova, men også rester af bekæmpelsesmidler fra hele landet. Eftersom deponeringen dengang var lovlig, blev oprydningen betalt af offentlige midler. I første omgang blev der gravet ca. 1200 tons affald op, der blev deponeret i tyske saltminer, hvor det ikke kunne skade omgivelserne.

.

Der er både i Danmark og udlandet udviklet forskellige metoder til at rense forurenet jord. Rensningen kan foretages på stedet, og jorden kan, men behøver ikke nødvendigvis at blive gravet op. Er jorden forurenet med organisk kemikalieaffald, kan den med damp opvarmes til 800-1000 °C, evt. fulgt af forbrænding af de fordampede stoffer. Metoden er velegnet til at fjerne de fleste organiske forureninger, men også forbundet med store økonomiske udgifter. Forureningen kan også i behandles i anlæg ved forskellige separations- og ekstraktionsmetoder, fx destillation, filtrering, jordvaskning, ionbytning eller flotation. Ved flere af disse vil forureningen overføres til vandfasen, hvori den kan viderebehandles.

Organiske giftstoffer kan også fjernes fra jorden ved biologisk nedbrydning, idet bakterier udnytter kulstoffet, hvorpå de oprindeligt farlige stoffer nedbrydes til vand og kuldioxid. Hvis ikke bakterierne findes i forvejen på stedet, som de gør fx på en losseplads, kan de tilføres. Nedbrydning ved hjælp af bakterier er en langsom proces, som dog kan gøres hurtigere ved supplering af planter; miljøet omkring planternes rødder giver bakterierne gode vækstbetingelser, og samtidig kan træer — oftest anvendes piletræer — opsuge vand, så nedsivning til grundvandet bremses.

Tungmetaller, typisk fra garverier eller træimprægneringsindustrien, kan ikke nedbrydes til at blive uskadelige stoffer. Er forureningsniveauet lavt, kan stofferne optages i planter, der høstes fra arealet og efterbehandles eller deponeres sikkert. Ved et højt forureningsniveau kan der blive tale om deponering af jorden under sikre forhold.

Forureningsgrænser

Oprydning efter forurenet jord er siden 1990'erne i stigende grad prioriteret efter graden af forurening set i forhold til arealets anvendelse; indholdet af potentielt farlige stoffer skal være under et niveau, som ud fra den påtænkte anvendelse af arealet vurderes miljømæssigt forsvarligt. Miljøstyrelsen har opstillet fire klasser af jordforunering konkretiseret i en række grænseværdier, de såkaldte kvalitetskriterier. For hver er udarbejdet vejledende grænseværdier for de forurenende stoffer, som ikke må overskrides. Kommunerne, der har oplysninger om forureningstilstanden og grænseværdierne, kan rådgive om sikkerheden. De fire uafhængige kvalitetetskriterier skal alle være overholdt:

  • Jordkvalitetskriteriet skal sikre, at den fri anvendelse af jorden er sundhedsmæssigt forsvarlig, fx i forbindelse med private haver, børnehaver og legepladser.
  • Afskæringskriteriet omfatter jord med et så højt indhold af forurenende stoffer, at der skal gøres en indsats for at "afskære" mennesker fra at komme i berøring med eller på anden måde blive påvirket af den. Det kan ske ved at anlægge en fast belægning på arealet eller ved at fjerne det forurenede jordlag. Kriteriet benyttes især, når der er tale om forurening med tungmetaller og svært nedbrydelige kemikalier (tjærestoffer, PAH).
  • Grundvandskvalitetskriteriet skal sikre, at en forurening ikke truer grundvandsmagasiner, der udnyttes eller planlægges udnyttet til drikkevandsforsyning; grundvandet skal kunne opfylde drikkevandskravene efter normal vandbehandling såsom beluftning og sandfiltrering.
  • Luftkvalitetskriteriet skal sikre indeklimaet mod forurenet jord. Det er det forureningsbidrag, som afdampningen af farlige stoffer fra jorden højest må påvirke indeklimaet med.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig