jordforurening

Forurenede arealer er omfattet af Jordforureningsloven fra 2000. Siden 2007 har de danske regioner spillet en central rolle ved bl.a. at kortlægge, undersøge og rydde op på de grunde som kan have forurenet jord. Først kortlægges mulige forurenede arealer, hvorefter oprydningen prioriteres efter, om en indsats kan forhindre eller forebygge en skadelig virkning fra jordforureningen på naturen, miljøet og menneskers sundhed. De højest prioriterede indsatser er at beskytte drikkevandsinteresser, at forebygge sundhedsproblemer ved anvendelsen af forurenede arealer samt at forebygge yderligere forurening i forbindelse med flytning af forurenet jord. Se også miljøetik.

Lettere forurenede arealer skabt ved diffus forurening, især i ældre byområder, klassificeres efter deres indhold af potentielt forurenende stoffer. Klassificeringen kan sætte begrænsninger for arealernes fremtidige anvendelse; fx kan anlæggelse af en have medføre krav om, at den øverste halve meter jord graves væk. Samtidig skal klassificeringen forhindre, at opgravet, lettere forurenet jord flyttes til et ikke-forurenet sted.

Forurenet jord, som er afgravet for at beskytte eller forebygge skadelige virkninger et sted, deponeres især i gamle grusgrave, veje og støjvolde, hvor den ikke skader mennesker, ligesom den kan benyttes ved fx havneudvidelser.

Der er kortlagt 39.700 arealer (2022), opgjort som matrikler, hvor det på baggrund af tidligere anvendelse vurderes, at der er mulig forurening (vidensniveau 1, V1), eller hvor der er konstateret forurening (vidensniveau 2, V2). De fleste forureninger skyldes olie, benzin og rensevæsker fra utætte olietanke, spild ved tankstationer og renserier.

Hertil kommer de såkaldte generationsforureninger, som er større industriforureninger. Heraf er ti så omfattende, at udgifterne til oprydningen skønnes at ende på over 50 millioner kr., Heriblandt er to knyttet til det tidligere Grindstedsværk, fx Kærgård Klitplantage, mens tre lokaliteter er knyttet til Cheminova.

Et af Miljøbeskyttelseslovens principper er, at forureneren skal betale for at afhjælpe forureningen. Da der ofte er tale om forurening, der går mange år tilbage, kan det være vanskeligt at placere et ansvar; eksempelvis fordi lovgivningen på gældende tidspunkt var en anden. Ofte betales regningen for oprydningen derfor af det offentlige. En række afgørelser ved domstolene har haft stor betydning for at afklare praksis; se fx Cheminova.

Undersøgelserne og oprydningen af de mange benzin- og olieforureninger ved nedlagte tankstationer og lignende betaltes en særlig miljøpulje, som er oprettet af oliebranchen. Det blev konstateret, at ca. 10.000 grunde ved gamle tankstationer var forurenet i en sådan grad, at en oprydning er nødvendig for at beskytte grundvandet. Denne oprydning blev påbegyndt i 1992, og indtil 2008 var ca. 9.000 grunde renset; den samlede udgift lå på ca. 1,7 milliarder kr. og var finansieret af miljøpuljen, dvs. af benzinsalget. Få grunde mangler endnu at blive renset (2024).

Private grunde, der er kortlagt som forurenede, udgør en anden problematik. Det er typisk ret små forureninger, som ofte får lav prioritet i oprydningsindsatsen, hvilket betyder, at fx et salg af grunden kan resultere i betydelige tab for ejeren. En støtteordning, der administreres af de danske regioner, giver grundejeren, der ved erhvervelsen var uvidende om forureningen, mulighed for mod egen medfinansiering at få fremskyndet oprensningen.

For at forebygge jordforurening med fyringsolie er der fastlagt regler for private olietanke; gamle tanke skal lukkes, mens nyere tanke skal kontrolleres. Alle ejere af olietanke er pålagt at tegne forsikring mod forurening.

I såvel Danmark som i udlandet er der udviklet forskellige metoder til at rense forurenet jord. Rensningen kan foretages på stedet, hvor jorden graves op, om end det ikke altid er nødvendigt.

Er jorden forurenet med fx organiske opløsningsmidler kan den opvarmes til flere hundrede grader celsius, hvorved forureningen enten damper af til atmosfæren eller opsamles, så de fordampede stoffer kan afbrændes et andet sted. Metoden er velegnet til at fjerne de fleste organiske forureninger, men også forbundet med store økonomiske udgifter.

Jordforurening kan også i behandles i anlæg ved forskellige separations- og ekstraktionsmetoder, fx destillation, filtrering, jordvaskning, ionbytning eller flotation. Ved flere af disse metoder vil forureningen overføres til vandfasen, hvori de forurenende stoffer kan viderebehandles, mens den nu rene jord kan genanvendes.

Organiske forureninger kan også fjernes fra jorden ved biologisk nedbrydning, idet bakterier udnytter kulstoffet, hvorpå de oprindeligt farlige stoffer nedbrydes til uskadelige stoffer. Hvis ikke bakterierne findes på stedet i forvejen, som de fx gør på en losseplads, kan de tilføres. Nedbrydning ved hjælp af bakterier er en langsommelig proces i jord i Danmark, men den kan gøres hurtigere ved supplering af planter; miljøet omkring planternes rødder giver bakterierne gode vækstbetingelser, og samtidig kan træer — oftest anvendes piletræer — opsuge vand, så nedsivning til grundvandet begrænses eller bremses.

Tungmetaller, typisk fra garverier, forniklings- eller træimprægneringsindustrier, kan ikke nedbrydes til uskadelige stoffer. Er forureningsniveauet lavt, kan stofferne optages i planter, der høstes fra arealet og efterbehandles eller deponeres sikkert. Ved et højt forureningsniveau kan det være nødvendigt at deponere jorden under sikre forhold.

Siden 1990'erne har man i stigende grad prioriteret oprydningen af jordforurening ud fra forurenings omfang, og hvad det forurenede areal skal anvendes til. Indholdet af potentielt farlige stoffer skal således ligge under et niveau, som ud fra den påtænkte anvendelse af arealet vurderes som miljømæssigt forsvarligt.

Miljøstyrelsen har opstillet fire kvalitetskriterier for kemikalier i jord med vejledende grænseværdier for en lange række af forurenende stoffer, som ikke må overskrides.

De fire kvalitetskriterier er:

• Jordkvalitetskriteriet, som skal sikre, at den fri anvendelse af jorden er sundhedsmæssigt forsvarlig, fx i forbindelse med haver, børnehaver og legepladser. Hvis indholdet af hvert kemikalie i jorden ligger under grænseværdierne i jordkvalitetskriteriet, anses jorden for uforurenet.
• Afskæringskriteriet, somomfatter jord med et så højt indhold af en eller flere forurenende stoffer, at der skal gøres en indsats for at "afskære" mennesker fra at komme i berøring med jorden eller på anden måde blive påvirket af den. Det kan ske ved at anlægge en fast belægning på arealet eller ved at fjerne det forurenede jordlag. Kriteriet benyttes især, når der er tale om forurening med tungmetaller og svært nedbrydelige kemikalier som tjærestoffer (PAH). Er der et eller flere stoffer i jorden, der overskrider grænseværdierne i jordkvalitetskriteriet, men ligger under grænseværdierne i afskæringskriteriet, anses jorden for lettere forurenet. Lettere forurenet jord må ikke fjernes uden tilladelse.
• Grundvandskvalitetskriteriet, som skal sikre, at en forurening ikke truer grundvandsmagasiner, der udnyttes eller planlægges udnyttet til drikkevandsforsyning. Grundvandet skal kunne opfylde drikkevandskravene efter normal vandbehandling såsom beluftning og sandfiltrering.
• Luftkvalitetskriteriet, som skal sikre indeklimaet mod forurenet jord. Her angiver grænseværdien det forureningsbidrag, som afdampningen af farlige stoffer fra jorden højest må påvirke indeklimaet med.

• forurening
• generationsforureninger